Bine Bryndorfs Buxtehude-indspilning ved vejs ende

Organistbladet marts 2008.

Dietrich Buxtehude. Samlede orgelværker. Bine Bryndorf. Dacapo.

Hvis ikke andet af den store danske barokmester, Diderich Buxtehude, har vundet verdensomspændende anerkendelse, så har i alt fald orgelværkerne. Denne enestående samling orgelmusik i musikhistorien overhovedet er magneten, målestokken og udfordringen for enhver orgelspiller med personlighed, sindelag og engagement. Og det er efterhånden ganske mange, der langt væk fra slette konkurrencemotiver og ønsker om ’Bessermachen’, har fulgt deres uafvendelige indre trang til at prøve kræfter med fortidens åndsmanifestationer. Man har forelsket sig så kraftigt, at man via indspilninger må dele dem med omverdenen. Når Buxtehude pludselig blev sprællevende ved spillebordet og fantasien spøgte, drillede og satte i for fuld damp, kunne man ikke lade ham være……

Og lytterne takker ærbødigst for de mange dybt personlige fortolkninger.

Genopdagelsen af Buxtehude hænger sammen med orgelbevægelsen i 1920’erne, (den tidligste indspilning af et vokalværk, Befiehl dem Engel, stammer i øvrigt fra oktober 1936 og med Mogens Wøldike og Københavns Drengekor!). Deloptagelser har vi med bla. Walcha (Cappel), Viderø (Sorø, Grundtvigs, Vejle). Men overraskende er de mange ”Gesamtaufnahmen”: Saorgin (Zwolle, Arlesheim), M-Cl. Alain (Gronningen), Vogel (Lübeck,Torrlösa, Helsingør), Kraft og efterfølgeren Stender (rekonstr. Totentanzorgel, Lübeck), Hurford (Toronto), Rogg (Schweiz, Kolding, Sorø) og Naxos har mange i stald: Ellenberger, Brown, Rübsam og Cramer (mest nye amerikanske orgler), Schauerte (Tyskland, Roskilde), og inden for kort tid kan vi forvente Ton Koopmanns i serien ’opera omnia’. Dog ’Den vældige Dansker’ er også repræsenteret af sine egne. Jørgen Ernst Hansens udkom ikke (båndene skal dog vist eksistere), men i 1991 kom Inge Bønnerups og i 1992 fulgte Ulrik Spang-Hanssens indspilninger

Med 6 cd’er på mærket ’dacapo’ har endnu en dansker, Bine Bryndorf, rejst et mindesmærke for vort måske eneste musikalske verdensnavn. Indspilningerne er blevet til fra 2002-2007 på udvalgte orgler: Sct. Maria, Helsingør (cd 1,2), Sct. Maria Hälsingborg (cd 3), Sct. Gertrud, (den tyske kirke) Stockholm (cd 4), Sct. Jacobi Hamburg (cd 5), Sct. Jacobi Lübeck (cd 6). Altså instrumenter, de fleste organister får lys i øjnene af. Med begejstring, til tider med overraskelse, forbløffelse eller endda med et lille smil har jeg lyttet til de i alt 88 indspillede numre…og hvad skal jeg sige? Mine ord vil ikke meget sige. Som noget helt selvfølgeligt og forventet er solistens tekniske formåen helt i top; det er jo garantien for, at denne levende tonekunst ikke størkner. Man konfronteres hver gang med sin egen ”indre” klang/opfattelse af disse værker. Nogle gør det sådan, andre anderledes! Og her er jo ingen ’Codex Buxtehudensis’, for vi har jo ingen meddelelser om tempo, registrering osv. Opførelsespraksis mangler dette ene, at vi ingen datidige tilhørere har! Hvordan lød i deres ører alle disse værker, der ikke blev skrevet med tanke på cd’er? Skal Buxtehude ”genopfindes”, må målet være ikke at pløje løs på en braklagt ager.

Enhver organist må overveje sine kilder og foretage en komparativ analyse: Spitta (Peeters), Hedar (Hansen), Beckmann (Breitkopf) eller Albrecht (Bärenreiter). Alle ved jo, at ingen overleverede kilder kommer fra Buxtehude selv, og et memento er det, at mange kilder blev kopieret af midttyske musikere, hvis spilletradition og notation adskilte sig fra de nordtyske kollegers. Vi er glade for Walthers afskrifter, for Andreas-Bach-Buch, men en urtekst er jo ingen garanti mod gale antagelser. Beckmanns forsøg på at nå ind til Buxtehudes ipsissima vox ved at fjerne det mistænkelige er farlig, for hvad er læsefejl og hvad er geni? Bine Bryndorf meddeler ikke, hvilke udgaver, der spilles efter, men takker dog (cd 6) prof. Michael Belotti for adgang til hans kommende udgave af koralbearbejdelserne. Derimod indeholder den fornemme og særdeles læseværdige booklet grundige artikler, baseret på eksperten Kerala Snyder, om Buxtehudes liv og virke, der er en grundig gennemgang og analyse af de enkelte stykker, der er orgelmonografier med billed og disposition, hver eneste koralmelodi er vist i fint nodetryk, og der er sideblik til koralens brug og den liturgiske praksis i Sct. Marien i Lübeck. (Snyder har i øvrigt på basis af dokumenter, der kom tilbage til Lübeck efter krigen, bl.a. kirkens regnskaber fra og med 1686 med oplysninger om reparationer af orglerne, tilbagekaldt sin hypotese om, at de blev stemt om til Werckmeister III i 1683). Bookletten i fineste layout bringer teksten på engelsk, tysk og dansk!! (tak for det....Den vældige dansker!!). Og så er Bryndorf så gavmild også at fortælle os sine valgte registreringer og manualfordelinger. Her er ingen facitliste, intet patent på musikkens formidling, noderne er ikke urørlige; afgørende er personen bag dem. Også værksammenstillingen forekommer velovervejet og varieret, så ikke ”samlede værker” bliver alt for meget af det gode og kedeligt!

Så er det blot at sætte sig til rette og lytte til alle de mange soloblandinger til de cantus-firmus bårne værker, til den skønne dulcian bass 8’ i positivet i St. Jacobi i Lübeck, til Arp Schnitgers fantastiske 32’ posaune i Sct. Jacobi i Hamburg (fis-mol, BuxWV 146), til den virtuose udgave af d-mol (BuxWV 140) samme steds, og hvorfor hører vi mon ’Vogell Gesang’ i Düben-orglet i Stockholm midt i ”Nun lob, mein’ Seel, den Herren”? Mon ikke en allusion til den danske oversættelses i kor med fugl i skove! På dette orgel serveres også koralfantasien ”Nun freut euch, lieben Christen g’mein” (BuxWV 210), der nu har fået fornyet aktualitet ved det nyligt fundne tabulatur i Weimar med Bachs allertidligste håndskrift af netop dét værk, sikkert formidlet af Georg Böhm.

De 3 enkeltstående ostinatoværker står Sct. Maria i Helsingør for. Den underskønne d-mol passacaglia havde grebet Brahms så stærkt, at han ikke kunne modstå at dele den med en forlægger simpelthen med det formål at skabe glæde for andre (Brahms til Spitta i 1874). De små frække, men charmerende canzonaer/canzonettaer fordeles på flere orgler, og vi noterer os, at interpreten ikke lader forsiringer vælte ned over nodebilledet som en anden snestorm. Buxtehudes karakteristiske subito-pauser på betonede taktdele afleveres med passende dramatik, og hvor nogle vælger et stort, bredt plenum til de indskudte intermezzi mellem fuga-afsnittene, lander Bryndorf med blide, afklarede klangflader. Smag og behag og overbevisning!

Når de store fri præludier indledes med et hurtigt løb, sætter Bryndorf ikke turbo på med ét, men åbner op for herlighederne i et let rubato, og så er den store plenumklang ikke altid obligatorisk – ej heller i de typiske pedalsoli. (I 1717 skrev F.E.Niedt, københavnsk organist og teoretiker: En dårlig skik har vundet indpas hos adskillige organister, i.e. de kan hverken leve eller spille…medmindre 16’ i pedalet tordner igennem. Pedalet tortureres og nedtrædes uophørligt, så den kan buldre og brage). Men i det berømteste stykke af alle, Præludium i C (BuxWV 137), er der fuld udblæsning. En af tidens teoretikere skrev, at den store plenumklang med de høje mixturer var et ”genspejl af korene i de himmelske forsamlinger”. Og hvilken inspiration blev ikke denne indledende pedalsolo for f.eks. Böhm, Krebs og den purunge Bach, der måske hørte netop dette værk i Lübeck og lod sig inspirere deraf i sin store toccata i C og i en orgelkoral i Neumeister-samlingen. Endnu skrev den unge Bach uden bidsel og tøjler – men sikken en hest!

Skulle man allerede være den lykkelige ejer af Buxtehudes ”samlede”, bør man ikke af den grund gå af vejen for Bine Bryndorfs bud på ’Den vældige Dansker’. En anbefaling og tillykke med den præstation! Han taler stadig til sind og hjerte. Om hans berømmelse tør vi ikke tvivle: Georg Fjelrad fortalte engang, at han på vej ud af riddersalen på Frederiksborg efter en koncert blev fanget af en af de medvirkende, der spurgte, om det var i Århus, der var Buxtehude-uge, for vedkommende var blevet antastet af en canadier, der i New Zealand havde truffet en sydafrikaner, der havde fortalt ham, at der var Buxtehude-fest i Danmark, så han havde omgående taget flyveren til Kastrup. Det turde være berømmelse!!