»Var det Langgaard? Jamen, det kunne jeg da godt lide...«

Organistbladet juli 2007.

Birgitte Ebert er domorganist i Ribe og sekretær i det nystiftede Langgaard-Selskabet i Danmark, som har til formål at udbrede kendskabet til hans musik og liv. Langgaard-Selskabet har hjemsted i Ribe, hvor Rued Langgaard fra 1940-52 var ansat som domorganist.

Komponisten Rued Langgaards liv (født 28. juli 1893 og død 10. juli 1952) og musik er uløseligt knyttet til Ribe, da han her havde sit livs eneste faste ansættelse som domorganist ved Ribe Domkirke fra 1940 og til sin død i 1952. I anledning af at Rued Langgaards opera Antikrist er kommet på Kulturministeriets kanonliste, og at der er stiftet et Langgaard-Selskab, kunne det måske være værd at kaste et blik på hans tid i Ribe, som man bl.a. kan stykke den sammen ud fra Domkirkens arkiv og samtidige avisomtaler.
Tiden i Ribe blev en blandet fornøjelse både for ham selv og Domkirkens menighed. Læs f.eks. hvad der stod i Vestkysten 6. maj 1949:
»Da det ikke har interesse, at jeg på lørdag kl. 14 - 14.40 i Ribe Domkirke for Statsradiofonien udsender min nye, omfangsrige orgelmusik »Høsthimmel over Ribe«, meddeler jeg blot, at der ingen adgang vil blive for ripenserne i Domkirken.«

Den slags meddelelser fra domorganisten var Vestkysten vant til at modtage, men det skabte alligevel røre og forargelse, at Langgaard således nægtede byens egne beboere adgang til et arrangement i Domkirken. En læser skrev efterfølgende, at man burde foreslå menighedsrådet at lade dørene låse forsvarligt, mens R.-L. brølede sit musikalsk set sindssyge pladder på det stakkels uskyldige orgel.

Det fortælles, at Langgaard ved en koncert langfredag 1949 fjernede nogle elektriske sikringer til orglet, så koncerten blev forsinket, og sådan er der den ene historie efter den anden om denne mærkelige skikkelse i dansk musikliv.

Langgaard blev født som enebarn i 1893, og han voksede op hos et par stærkt troende forældre, der i ham som musiker tidligt så en frelserskikkelse i forhold til den dekadence og verdsliggørelse, der efter deres mening prægede tiden i slutningen af 1800-tallet. Den kom bl.a. til udtryk i den svulstige, senromantiske musik, Richard Strauss og Puccini komponerede. Men den store fjende i Langgaards hjem var komponisten Carl Nielsen, der slog nye toner an efter Niels W. Gades død i 1890. Den lille Rued (han var døbt Rud, men skrev sig fra 1932 som Rued, for at navnet ikke skulle anses for en forkortelse for Rudolf) voksede op som vidunderbarn med en musikalsk mission, der skulle vise en anden vej. Dette storhedsideal om at skulle frelse verden med sin musik gjorde det aldrig nemt for Langgaard at begå sig mellem mennesker på almindelig vis.

Allerede som 17-årig udtrykker han sig i en slags kunstnerisk programerklæring, som kom til at gælde for ham hele hans liv: »Jeg vil vandre de Stier som ikke gælder for Mennesket, kun for Aanden alene. Jeg vil at min Kunst må blive hellig, rent åndelig. De jordiske Sfærer er mig for lave, de menneskelige Følelser, så længe de klæber ved Legemet, for ufuldkomne.»
Faderen døde tidligt, og da han mistede sin mor i 1926, giftede han sig kort tid efter med Constance Tetens, der næsten fem år havde boet sammen med Rued og hans mor som en slags praktisk husveninde. Ægteskabet blev aldrig fuldbyrdet: Langgaard havde en pinefuld mistanke om, at han var homoseksuel, men han havde nok snarere for meget musik i hovedet. Constance var ham en stor støtte livet ud. Bl.a. skrev hun flere af hans værker rent, en stor bedrift når man tager i betragtning, hvor sjusket og utydelig hendes mands nodeskrift var.

Langgaard var et helt usædvanligt musiktalent, der dog i mange situationer var ude af stand til at skabe kontakt med sin omverden. Nu om dage ville man nok sige, at han ikke havde empati for sine omgivelser, og i kombination med at hans forældre aldrig lærte ham de små ritualer, der findes i omgangen mellem mennesker, stod han meget alene i verden. Han kom aldrig til at affinde sig med det. »Min Tilværelse er en Lufttilværelse, jeg håber og venter intet«, skrev han i 1948.

Det er nu ikke helt rigtigt. Langgaard håbede og håbede. Lang er listen over værker, han sendte til Statsradiofonien og Det kongelige Teater for at få dem opført, og næsten lige så lang er listen med afslag fra de nævnte institutioner. Mere end 18 afslag fik han på organiststillinger, han søgte rundt om i Danmark. Måske var det netop håbet om endelig at vinde anerkendelse og forståelse, der trivedes så stærkt i ham, som gjorde, at han kunne blive så forfærdeligt vred og skuffet. Men det samme håb var også en overjordisk drivkraft i hans arbejde med at komponere nye værker, og han skrev med den rasende uro, håbet skabte i ham.

»De forenede Kirkeskoler, Københavns Drengekor, København K, Hindegade 4 2/6 40
Kære Hr. Seminarieforstander Haar!
De vil nok ikke misforstå dette Brev; baade De og Deres Frue har jo et varmt Hjerte for Kunstnere, der har svært ved at klare sig i Livet. Det drejer sig om Rud Langgaards Muligheder ved Domkirken, og jeg ved godt, det vil virke underligt, at der i den Anledning kommer en henvendelse fra mig. For strængt taget kan jeg jo ikke godt anbefale ham. Han tror ikke på de Idealer, jeg mener, man maa kæmpe for, for at være en god Organist, og der kan heller næppe være Tvivl om, at hans Særhed er paa Grænsen af det normale. Paa den anden Side er han ubestridt en kunstnerisk og musikalsk Begavelse, og han sulter og fryser. Jeg synes, det er sørgeligt, at en dansk Kunstner, som virkelig har vist talent, skal friste en saadan Skæbne. Hans eneste Ønske her i Livet er at blive Organist, og han kan heller næppe gøre andet praktisk Musikerarbejde. Han har her i Kbhavn. i nogle Aar været konstitueret Organist og kan altsaa passe et Embedes Funktioner. Og hans Venner mener, hans Særhed og Galsindethed vil forsvinde, hvis han får en Livseksistens. Nu er altsaa mit Spørgsmaal til Dem: Ved De, efter hvilke Synspunkter, man agter at besætte Domkirkens Organist-embede? Ønsker man én af de unge med, hvad jeg vil kalde en moderne Uddannelse, eller vil man fortsætte i det gamle Spor? I første Fald kan der jo ikke saa godt være Tale om Langgaard, men i sidste Fald vil det dog være forsvarligt at tage hans Kandidatur i Betragtning. Jeg ved naturligvis ikke, om De har direkte med Sagen at gøre, men kan ikke tænke mig andet, end at De kender til Situationen derovre, og jeg vil være meget taknemlig for at faa at vide, hvad De mener om dette Problem. Jeg har været noget betænkelig ved at skrive, men mente, vi kendte hinanden saa godt, at De vil forstå min »Sinds-Spaltning« at jeg ikke synes, han er den ideelle Organist, men at det gør mig saa forfærdelig ondt at se en Mand med Evner gaa til Grunde.
Med venlig Hilsen til Deres Frue
Mogens Wöldike«

Dette brev, der er fundet i Domkirkens arkiv, og som blev offentliggjort for første gang i Ribe Stiftsbog i 2006, giver et meget godt billede af, hvad Langgaard havde at slås med, både i sig selv men også i forhold til sin omverden. Mogens Wöldike var som bekendt den mest indflydelsesrige musikperson i Danmark på den tid. Han var efter en årrække som Statens Sanginspektør kapelmester ved Danmarks radio og blev siden organist ved Frue Kirke i København.

Når Wöldike talte om en organist med en moderne uddannelse, mente han efter den Laubske salmesangsreforms principper, som Langgaard lagde stor afstand til. Wöldike citeres for privat at have sagt om Langgaard: Så opfandt vi en stilling til ham i Ribe, satte et frimærke på ryggen af ham og sendte ham ud af vor midte. Ovenstående brev er dog umiskendeligt en smuk gestus fra en indflydelsesrig kollega, og da det er at finde i Domsognets menighedsråd arkiv, har det sikkert også været taget i betragtning. Menighedsrådet fik således et lille forvarsel om, hvad der ventede dem alle.

Af menighedsrådsreferatet fra møder holdt i juni måned 1940 kan man læse, at der var 38 ansøgere til organiststillingen ved Ribe Domkirke. Af dem udvalgtes 4 ansøgere til at konkurrere om stillingen i form af prøvespil. 23. juni valgtes komponisten Rued Langgaard som ny organist med 7 stemmer mod organist Carl Riess 6 stemmer. Carl Riess, der i 1940 var en ung mand på 29 år overfor Langgaards 46 år, havde ikke sin konkurrents problemer med at finde fast organistansættelse i Københavnsområdet. Han blev senere ved en slags skæbnens ironi organist ved Marmorkirken, den kirke Langgaard elskede mere end nogen anden. Her spillede den lille Rud (e’et i sit navn tilføjede han senere) på orglet, fra han var 7 år. Det var også her, han havde sin første offentlige fremtræden som orgelspiller allerede som 12-årig ved en koncert, der bl.a. blev overværet af den norske komponist Edvard Grieg.

Langgaard var uden tvivl både glad for og stolt af sin nye ansættelse. Han slog sig ned med Constance i Gravsgade 21, da han tiltrådte sin stilling 1. september 1940. Skønt han følte sig noget fortabt på det flade, vindblæste sted langt fra musiklivet i København, blev tiden i Ribe meget produktiv for Langgaard. Her komponerede han symfonierne 9-16 foruden et stort antal kormotetter og værker for især klaver, orgel og violin. Arbejdsforholdene i Domkirken var dog ikke uden problemer for den kompromisløse musiker. Fra menighedsrådets arkiv kan man følge et par sager:

Langgaard ville allerede i 1941 have Domkirkens 50-stemmers Frobenius-orgel - et tidligere end det nuværende fra 1973 - udbygget med nogle dybe piber i pedalet. Orgelbyggeren mente tydeligvis, det var en grille fra Langgaards side og lod ham vide, at det desværre p.gr.a. pladsmangel ikke kunne lade sig gøre. Langgaard blev naturligvis stødt og sammenlignede med orgler andre steder, hvor de største piber blev placeret liggende ovenpå orglets loft. Han slutter brevet til orgelbyggeren med nogen selvfølelse: Såfremt sagen går igennem, håber jeg derfor, at De vil være venlig at imødekomme en domorganists ønske.

En af hans egne ferievikarer, en pensioneret organist Geisler, trådte tydeligvis også Langgaard over tæerne ved i juli 1945 at foreslå en ordning, hvor der skabtes et samarbejde mellem Domkirken og Katedralskolen, således at sanglæreren på Katedralskolen, en stilling Geisler tiltænkte sig selv, blev kantor ved Domkirken. På den måde kunne der trækkes på Katedralskolens elever som sangere i kirkens søndagskor. Hermed ønskede Geisler naturligvis at genskabe den middelalderlige forbindelse, hvor Katedralskolens drenge havde korpligt i Domkirken. Denne anmassende optræden fra Geislers side, som endda tog sagen op i Undervisningsministeriet uden Langgaards samtykke, opfattede Langgaard imidlertid som en kritik af standarden på Domkirkens kor, »hvis a cappella sang er blevet rost gentagne gange dels i Ribe, dels af fremtrædende musikkapaciteter i København«, som Langgaard skrev i et brev til menighedsrådet.

Allerede fra begyndelsen af sin ansættelse insisterede Langgaard på at holde fri hele juli måned på trods af ferielovens regler om kun 3 ugers sommerferie. Ferien blev nødtvungent bevilget, og alle årene i Ribe rejste Langgaard i hele juli måned enten til forskellige steder i Danmark eller Sverige, ofte hvor han havde opholdt sig som barn under ferier med sine forældre.

På Langgaards tid var der turistindgang ad Tavsens dør i domkirkens sydvestlige hjørne. Det affødte en masse træk ved orglet, som derfor hurtigere gik ud af stemning. En række breve fra 1946 mellem arkitekt, rådgivende ingeniør, orgelbyggeri, menighedsråd, domorganist og orgelkonsulent prøver at afhjælpe problemet, der dog ikke blev løst i Langgaards tid.

Også på den tid var det vanskeligt at få herrestemmer nok i koret. I 1947 ansøger Langgaard menighedsrådet om tilladelse til at skabe koret om fra blandet kor til 3-stemmigt damekor med en supplerende tenorstemme, da der ingen gode herrestemmer kan opdrives som vil binde sig til den lille løn. Kommer det til kritik af koret udefra, kan Langgaard imidlertid nok svare for sig, som her til organisten ved nabokirken: »Jeg har hørt at mit kor påskedag betegnes som »mangelfuldt« fordi det hovedsagelig er damekor. Hvis De er med til at udbrede den slags provinsielle meningsløsheder skal jeg oplyse, at der findes masser af navnkundige værker for damekor alene. Påskedag var ikke mangelfuld, men godt, rent og sikkert, og jeg frakender mig på det bestemteste en gang for alle Deres evindelige kværuleren over koret og mit orgelspil. Helt hen i det blå. Da jeg i sin tid dirigerede a cappella koret fra Det kgl. Danske Musikkonservatorium lød det rædsomt, men det blev rost i høje toner. Mit nuværende kor lyder meget bedre, og kun provinstankegang kan finde på at nedsable det.«

Flere gange bad Langgaard om at blive lønnet som i de andre domkirker. I 1945 fik han 4950 kr. i løn om året, hvor domorganisten i Maribo, hvis sogn var lidt større, fik 7200 kr. og de andre domkirker op til 11520 kr., altså mere end det dobbelte. Endelig i 1951 kom der en lille regulering, men også lønnen ved Domkirken var med til at få Langgaard til at føle, at han er kommet til »Pærekøbing«, som han kaldte Ribe. I 1948 gav han følgende betegnelse af byen: »Her i Ribe »lever« vi en gale-omnibus trukket af køer som går baglæns eller slet ikke går!! Jeg tror man sætter en ære i den mentalitet. »

Da Langgaard fyldte 50 år i 1943, kunne man bl.a. læse om ham i en omtale i avisen: »Som Menneske er Rued Langgaard en Enspændernatur med denne Art Naturers baade Fortrin og Fejl, men med et Tilsnit af forsonende Humor, som endnu de færreste Ripensere har opdaget. Kanterne er jo altid lettere at faa Øje på.« Der var dog flere, der vidste at sætte pris på Langgaard og hans musik. I forbindelse med 50-året for Langgaards død i 2002 blev han mindet i flere artikler og interviews af bl.a. tidligere sognepræst ved Helligåndskirken i København Gurli Vibe Jensen, musikanmelder ved Kristeligt Dagblad Bernhard Lewkovitch, tidligere biskop i Haderslev Olav Lindegaard, en af Langgaards egne vikarer, organisten Kaja Krag og komponisten Tage Nielsen.

Gurli Vibe Jensen, der gik på seminariet i Ribe 1944-48 og i en periode sang i Langgaards kirkekor, kalder Langgaard genial og visionær: Gennem sin musik ville han give besked om dramaet i livet, om slaget mellem lys og mørke, himmel og helvede, opstandelse og død. Det var som om Domkirken rystede, når han spillede det ud.

Bernhard Lewkovitch besøgte i sin konservatorietid 1947 Langgaard, som han kaldte musikkens grimme ælling, i hans hjem i Ribe. Han improviserede for Langgaard på Domkirkens orgel og fik mange pæne ord med på vejen af mesteren. Lewkovitch omtaler Langgaard som et kærligt menneske, ingen brød sig om, og som alle kanøflede. Der var ikke plads til ham i musiklivets fynske andegård (en hentydning til Carl Nielsen).

Kaja Krag fortæller, at da hun traf ham for at blive sat ind i arbejdet som organistvikar ved Ribe Domkirke sommeren 1946, spillede han nogle af sine værker for hende: »Det var sager. Fantastisk. Han var en suveræn begavelse, også som organist.«

Olav Lindegaard, der er søn af M.C. Lindegaard, biskop i Ribe på Langgaards tid, fortæller: »Langgaard skrev selv sine præludier og spillede fremragende. Han forstod at udnytte orglet med alt, hvad der var af toner og klokkespil, så det bimlede og bamlede.«

Komponisten Tage Nielsen, senere rektor på Musikkonservatoriet i Århus, besøgte Langgaard allerede som gymnasiast og indtil dennes død i 1952. Han skriver om Langgaards evner: »Hvad der især gjorde indtryk på mig, var Langgaards kolossale musikermæssige format, hans utrolige hukommelse og overblik, egenskaber han tit gav prøver på, når han satte sig til flyglet for at illustrere sine musikalske anskuelser. - han gengav uden tøven de mest komplicerede partiturer på klaveret, jeg husker således at have hørt ham spille uddrag af Liszts Dante-Symfoni og Faust-Symfoni, hvor det beredte mig visse vanskeligheder at følge med som bladvender.«

Langgaards musik, der omfatter mere end 430 værker og 54 bearbejdelser, er ikke let af få overblik over, da den er højst forskelligartet. Gennem hele livet var hans mål religiøst: Musikken skulle skabe kontakt mellem himmel og jord. Som før beskrevet opfattede Langgaard sig selv som en, der levede i en nedgangstid både musikalsk og religiøst. I perioder mente han direkte, at man burde søge tilbage til musikken, som den var omkring komponisten Niels W. Gades død i 1890 og blive i samme udtryksform, fordi man her fandt det sandeste udtryk. Til andre tider lod han sig inspirere af samtiden, ja selv den afskyede Carl Nielsens musik, og flere af hans værker har endda træk, der viser langt forbi hans tid. Nogle af værkerne er ikke særligt karakteristiske. De bevæger sig i et tonesprog, der har højromantikken som udgangspunkt, skønt der i Langgaards levetid blev skabt total anderledes, ny musik som f.eks. tolvtonemusikken. Andre er dybt originale og viser stort format.

Bedst kan han sammenlignes med den symbolistiske billedhugger Rudolf Tegner, der skabte sit eget museum i Rusland ved Hornbæk i Nordsjælland i 1938 med 200 statuer og lidt flere malerier. En del af statuerne er placeret i de skønne lyngklædte bakker ved museet, men det er karakteristisk for Tegner, at han placerede hver statue på en høj søjle, som ikke falder i et med naturen, men derimod er højt hævet over den.

Således også med Langgaard. Han havde en musikalsk mission overfor sine medmennesker, men kunne ikke skabe den umiddelbare kontakt. Ikke personligt, fordi han ikke formåede det, og ikke i musikken, fordi han dybest set mente, der skulle særlige forudsætninger til at forstå den. Hvis kunstneren, som symbolismen forstår ham, er en slags profet i verden, kræver det en særlig indsats fra den i dette tilfælde lyttende, og det var ikke alle og enhver beskåret. Alene værktitlerne som f.eks. Syndflod af sol, og værkernes meget lange eller ekstremt korte form - Symfoni nr. 11 varer 5½ minut - krævede en særlig indforstået tilgang til musikken, som ikke var til stede på Langgaards tid.

Langgaards musik følger ikke som sådan en fortløbende linje, som man kan høre det hos så mange andre komponister. I perioder er han eksperimenterende, i andre mere tilbageskuende. De første af hans tidligste værker fra 1906 er optimistiske og i klassiske, gammelkendte former. I 1916 bryder en ny, mere moderne, eksperimenterende musik frem. I tidsrummet fra 1925 til de første år i Ribe skriver Langgaard nostalgisk, konservativ og lidt anonym musik. I den sidste periode, der begynder 1944/45 og varer til hans død i 1952, er musikken præget af hæmningsløshed og protest.

Langgaard havde ingen succes med sin musik, mens han var i live. De fleste værker blev kun opført én gang, og det var oftest af Langgaard selv. Her mere end 50 år efter er vilkårene nogle helt andre. Vi taler ikke mere om rigtig og forkert musik, men spiller og lytter med glæde til musik fra alle tider og steder. Med det store musikudbud der er, plukker vi af det, vi gerne vil høre. Således behøver man ikke »sluge« hele Langgaards produktion, men man kan roligt udvælge sig nogle værker fra en periode eller med en særlig besætning og nyde dem. Hvorfor ikke begynde med nogle af korværkerne, klavermusikken eller simpelthen hovedværket Antikrist, der sammenfatter hele Langgaards produktion, både åndeligt og musikalsk, og som her skal omtales:

Det ville uden tvivl have glædet Langgaard, hvis han havde vidst, at hans eneste opera Antikrist skulle komme på kulturministeriets kanonliste, godt nok side om side med værker af Carl Nielsen, men alligevel. Langgaard indledte arbejdet med sin opera om verdens undergang i 1921 og afsluttede 1. version i 1923. Skønt Langgaard selv kaldte værket en kirkeopera, er det dog ikke som sådan et kirkeligt værk, men snarere en slags samfundskarikatur med scenebilleder som Vildsomhedens Lys, Begærligheden og Alles Strid mod Alle. Selve Antikrist-temaet lå i tiden som en udbredt stemning af, at de åndelige og kulturelle værdier fra før 1. verdenskrig var for nedadgående, og at forfladigelse og materialisme var ved at få overtaget. Eller som »Munden der taler store ord« siger i operaens 2. billede: »Fremskridt« er Løsen. »Vækst« betinger Livet. Et begreb, der går igennem operaen er Larmens Kirkeøde, et udtryk der beskriver, hvordan åndløsheden hersker midt i det moderne livs stræben hid og did. Langgaard indleverede 1. version til Det kgl. Teater, da han var færdig i 1923, men fik værket afvist bl.a. med den begrundelse, at teksten var dunkel og meget lidt tilgængelig. Ikke et ord om musikken.

Det blev henlagt indtil 1925, hvor Langgaard rykkede for en afgørelse, og igen afvist med begrundelsen: Man kan jo ikke så godt bruge en operatekst, der består ene og alene af tankestreger. Librettoen var da også meget speciel; Langgaard tænkte værket som et Gesamtkunstværk, hvor musik, ord og scenebilleder skulle supplere hinanden. Han skrev selv librettoen, dels ud fra et samtidigt digt, og dels ud fra bibeltekster bl.a. fra Johannes Åbenbaring. Også scenografien gav han forslag til. Bl.a. ønskede han belysning ved gaslamper i stedet for elektrisk belysning for at skabe en mere afdæmpet og flakkende lysvirkning.

Langgaard omarbejdede stykket i flere omgange, og det er hans sidste version fra 1926-30, der for første gang blev opført scenisk i Danmark i forbindelse med markeringen af 50-året for Langgaards død i 2002. Opførelsen fandt sted i Christiansborg Ridehus med DR Radiokoret, DR Radiosymfoniorkestret, solister fra Det kgl. Teater og dirigenten Thomas Dausgaard. Den blev foreviget på en internationalt meget rost DVD og Cd fra forlaget Dacapo. Værket ligner ikke noget andet dansk værk: Den meget fængslende musik har mindelser fra Wagner, Verdi og Richard Strauss, men er umiskendeligt Langgaard.

Der mangler stadig den store artikel om Langgaards orgelværker på linje med artiklerne fra den nye udgivelse fra Orgelselskabet om danske orgelkomponister. Jeg skal her forsøge at give en kort oversigt. Der findes, som mange forhåbentlig ved, en storartet Langgaard-hjemmeside på www.langgaard.dk. Den er oprettet af Vestjysk Musikkonservatorium og opdateres løbende af Danmarks Langgaard-ekspert nr. 1, Bendt Viinholt Nielsen.

Han står desuden for de to største bogudgivelser om Langgaard. I 1991 kom den imponerende samlede værkfortegnelse over Langgaards musik, og Bendt Viinholt Nielsen lægger således navn til BVN-numrene, som værkerne betegnes med. Der er siden kommet flere værker til efter denne fortegnelse, og de kan findes på hjemmesiden. Viinholt Nielsen står også for den meget grundige og velskrevne biografi fra 1993, der desværre er udsolgt, men som måske kan findes antikvarisk. For tiden arbejder han med fondsmidler i ryggen på en kritisk revideret udgave af Antikrist.

På Langgaard-hjemmesiden er der fortegnelser over snart sagt alt, der har med Langgaard at gøre, f.eks. tilgængelige orgelværker. Fortegnelsen er delt op i:
Større koncertværker - 5 BVN-numre
Mindre koncertværker - 21 BVN-numre
Lejlighedsværker -14 BVN-numre,
Præludier til kirkeårets højtider - 35 BVN-numre
Andre præludier - 32 BVN-numre

De 5 større koncertværker er alle udgivet hos Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik (Samfundet) og Wilhelm Hansen (WH). Det drejer sig om:
Fantasia Patetica BVN 19, med en spilletid på o. 17 min., der blev komponeret 1907/1910 og udgivet 1912 hos WH.
Preludio Patetico (version 1913) BVN 55, med en spilletid på o. 13 min., der blev udgivet 2002 fra Samfundet
Nemo contra deum nisi deus ipse BVN 217, spilletid o. 13 min., komponeret 1932-33 og udgivet 2003 af Samfundet
Messis i 3 aftner BVN 228, spilletid o. 110 min., komponeret 1935-37/1951-52, udgivet 2001 af WH, 1. del tidligere udgivet i 1953 hos Skandinavisk Musikforlag
In ténebras exteriores (Begravet i helvede) BVN 334, spilletid o. 20. min., komponeret 1947 og udgivet i 2003 hos Samfundet.

7 af de mindre koncertværker er også udgivet:
Toccata (Version 1911) BVN 51, spilletid o. 8. min., udgivet 1912 hos WH
Toccata (Version 1935/38) BNV 230, spilletid o. 5 min., udgivet 1939 hos WH
Elias i uvejret BVN 204, spilletid o. 10 min., komponeret i 1930-31 og udgivet 2003 hos Samfundet
Hjemad! BVN 267, spilletid o. 4½ min., komponeret 1941, udgivet 1994 sammen med BVN 341 og BVN 373 hos Egtved
Forbarm dig BVN 337, spilletid 7-11 min., komponeret1942/47 og udgivet 2003 hos Samfundet
Som lynet er Kristi genkomst BVN 341, spilletid o. 5 min., komponeret 1948, udgivet sammen med BVN 267 og BVN 373 hos Egtved
Øde Gader BVN 373, spilletid o. 3 min., komponeret 1949, udgivet sammen med BVN 267 og BVN 341 hos Egtved

I DOKS’s nytårspublikation fra 1993 finder man 11 stykker:
Præludium i E-dur fra Sonate BVN 410 fra 1950
Ved Axel Gades Jordefærd BVN 171 fra 1921
7 præludier til kirkeårets højtider: Advent BVN 210,1-3 fra 1930, 2. juledag BVN 275 fra 1942, Mariæ bebudelse BVN 262 fra 1941, Kristi Himmelfart BVN 264 fra 1941 og 1. søndag i Trinitatis BVN 279 fra 1942
Høstpræludium BVN 250, det første stykke Langgaard skrev i Ribe 1940
Bryllupsmarch BVN 277 fra 1942

Alle de ovenstående værker er således at få i nodetryk, de resterende fås som kopi af manuskripter fra Samfundet, der har rettighederne til o. 300 værker. Langgaards skrift er ikke altid nem at tyde, men til gengæld får man et interessant billede af både hans temperament og hans arbejdsmetode ved at se manuskripterne.

Alle de større og mange af de mellemstore værker er indspillet; især skal nævnes Messis og In ténebras exteriores af Flemming Dreisig fra Rønne Kirke i 1998 og en lang række af de andre større værker af Ulrik Spang-Hanssen i Århus Domkirke 2001. Begge udgivelser er forbilledlige, både som studieobjekter og som fornøjelseslytning. For tiden arbejdes der med en genudgivelse af Jørgen Ernst Hansens Langgaard-indspilning på Langgaards eget orgel i Ribe Domkirke 1970, før det blev splittet ad. Også denne plade er godt spillet, med storartede registreringer på et meget karakterfuldt instrument. På Langgaard-hjemmesiden findes en fuldstændig fortegnelse over alle Langgaard-indspilninger.

Langgaard skrev tre fjerdedele af sine orgelværker, dvs. ca. 90, i Ribe, mest i kortere former. 1. del af Messis omarbejdede han til brug ved opførelser i Ribe Domkirke 1950-52, men det eneste længere bevarede orgelværk, han skrev i Ribe, var In ténebras exteriores. Han var ikke en egentlig tilhænger af kirkekoncerter, men i mange år var der fast mikrofoninstallation til brug ved de jævnlige transmissioner fra Ribe Domkirke, og det udnyttede Langgaard ved 6 kortere koncerter fra Domkirken i årene 1944-49. I 1947 indsendte han et programforslag med musik af Gade, belgieren Edgar Tinel og et mindre værk af sig selv. Ved kontraktskrivningen ændrede han programmet til kun at omfatte det planlagte Gade-stykke og 3. del af Messis, Begravet i Helvede. I ugen op til den planlagte transmission dels nykomponerede, dels sammenstillede han et nyt værk med samme satsbetegnelser som Messis III uden i øvrigt at oplyse det til radioen. Det nye værk var In ténebras exteriores med undertitlen Begravet i helvede. Titlen In tenébras exteriores - i mørket udenfor - henviser til Matt. 22,13 om kongesønnens bryllup, hvor gæsten uden bryllupsklædning bliver smidt udenfor i mørket. Undertitlen Begravet i helvede henviser til Luk. 16,19-25 om den rige mand og Lazarus. Langgaard benyttede lignelsen i 3 stykker: Præludiet Begravet BVN 279, Messis III og In ténebras exteriores. Hvor Messis III er regulær programmusik, er musikken i In Tenebras snarere et billede på lignelsens fortolkning. Det er Langgaard selv, der er kastet ud i mørket, både personligt og musikalsk, men det er også ham, der sidder i Abrahams skød, når alt kommer til alt.

I artiklen Kunst og salmesang, der er et angreb på den laubske kirkemusik-holdning, beskriver Langgaard, hvordan den dobbelthed, at der både er strenghed og mildhed hos den kristne Gud, bedst illustreres ved den romantiske musik. Han citerer Gade, der om Jesu lignelser sagde: »I lignelsen tiltales ikke alene forstanden, men også følelsen og fantasien« og Wagner, der om lignelserne sagde: »Nu byder frelseren os selv at lade vor længsel, vor tro, vort håb tone og klinge«. In ténebras illustrerer disse citater godt, musikken er helstøbt med en god balance mellem det langgaardsk rastløse og de mere opløftende partier.

Langgaards instrument i Ribe Domkirke var et 46-stemmers Frobenius-orgel fra 1937 med genbrug af Emil Nielsen-orglets stemmer fra 1904. Orglet var et overgangsorgel fra det symfoniske mod orgelbevægelsesorglet men med alle det symfoniske orgels hjælpemidler: generalcrescendo, frikombinationer, kollektiver (f,ff, tutti, unisonkopler) og afstillere, som i den grad er indbygget i hans musik, at det er svært at forestille sig den uden vore dages kombinationer eller en rap registertrækker. Således også i In ténebras. Spilleteknisk hører det ikke til de vanskeligste værker. Der er som mange andre steder hos Langgaard brug for legato-spil i store akkorder og desuden et hedt sted med oktaver i venstre hånd, men det er et afvekslende stykke, der vil gøre sig godt på koncertprogrammet.

Langgaard påbegyndte sit første værk for soli, mandskor og orkester Musae triumphantes som 13-årig. Siden kom en lang række korværker til, hvoraf nogle er forsvundet eller ufuldstændige. Tilgængelige i manuskript eller udgivelse er 27 værker for kor og orkester, 7 for kor m. et eller flere instrumenter, 29 for kor a cappella (mange af dem på under 2 minutters længde) og 6 for mands - eller damekor, hvoraf 3 er klaverudgaver af værker med orkester.

På WH er 2000 udgivet 3 sange: Lokkende toner BVN 112 fra 1916, Sæterjenten BVN 114 fra 1916 og Høstfuglen BVN 141 A muligvis fra 1918. På WH er også 1994 udgivet Rosengaardsviser BVN 164 fra 1919. Den første og tredje af Rosengaardsviserne er umiddelbart til at gå til for gode amatørkor, den midterste og de 3 sange kræver en højere korstandard.

I 1985 kom fra Egtved 11 motetter, 10 på dansk og en på latin. Det drejer sig om BVN-numrene 65a, 248, 261, 170, 186, 194, 295, 300, 310, 315, 328 og er stort set Langgaards samlede produktion af længere motetter, idet de varer fra ½ - o. 3 minutter. Det er ikke omfattende værker; Herren er min hyrde BVN 248 varer et halvt minut, men er ikke desto mindre storartet. Motetterne klinger godt, stemmeføringen er logisk og bevægelig. Både tenor og sopran-stemme ligger forholdsvis højt og bassen fortrinsvis i lille oktav. Den smukke motet O Gud ske lov! Det hjemad går er den eneste, der er skrevet før Ribe-tiden, resten er fra 1941-47, hvorefter vi ved fra tidligere omtalte henvendelse til menighedsrådet, at det kneb Langgaard at skaffe basstemmer til kirkekoret.

Der er stadig flere i Ribe, der husker Langgaard fra bybilledet. En af tenorerne fra hans kirkekor kommer jævnligt til gudstjenester og arrangementer i Domkirken. Hver gang, der spilles eller synges musik af Langgaard, er reaktionen fra tilhørerne den samme: »Var det Langgaard? Jamen, det kunne jeg da godt lide...«. De mærkelige og skandaløse historier om ham, som jo unægtelig er underholdende, står stadig i vejen for hans musik. Men med tiden opdager man, at han har en pointe: Musikken som det Effata, der kan slå en streg i sandet mellem kaos og gudløshed på den ene side og håbet om, at det bedste venter os forude på den anden.

Bendt Viinholt Nielsen: Rued Langgaard, Biografi, Engstrøm & Sød-ring, København 1993
Bendt Viinholt Nielsen: Rued Lang-gaards Kompositioner, Annoteret værkfortegnelse, 1991 Odense Uni-versitetsforlag
Artikler af Esben Tange, Jørgen I. Jen-sen og Bendt Viinholt fra booklet til
Antikrist CD fra Dacapo 2005 og fra programmet ved opførelsen af Antikrist i Christiansborgs Ridehus.
Breve og uddrag fra menighedsrådsprotokollen ved Ribe Domkirke 1940-52
Jørgen I. Jensen: »Gesandt fra en fjern kirke« - I anledning af Rued Langgaards 100-års fødselsdag 1. del, Dansk Musik Tidsskrift, 1993-94 -2

Ved en stiftende generalforsamling d. 28 marts på Musikhistorisk Museum valgtes en bestyrelse på 7 personer: Projektleder og radiovært Esben Tange, sanger og radiovært Kirsten Rønn, tidl. Stiftamtmand Henrik Moltke-Leth, forfatter Jørgen I Jensen, konservatorierektor Axel Momme, dirigent Thomas Dausgaard og domorganist Birgitte Ebert. Bestyrelsen konstituerede sig efter generalforsamlingen med Esben Tange som formand, Birgitte Ebert som sekretær og Axel Momme som kasserer.

Langgaard-Selskabet har hjemsted i Ribe, da Rued Langgaard fra 1940-52 var ansat som domorganist ved Ribe Domkirke. En stor del af selskabets aktiviteter vil også finde sted i København, hvor Langgaards levede fra 1893-1940.

Ved koncerter, foredrag og møder samt ved udgivelse af publikationer m.v. vil Langgaard-Selskabet udbrede kendskabet til komponistens musik og liv. Også relationer mellem Langgaard og beslægtede komponister vil blive dyrket.

I løbet af efteråret/vinteren afholdes en præsentationskoncert i anledning af selskabets stiftelse, og der planlægges en efterfølgende koncert- og formidlingsturné til de danske universiteter og konservatorier.

Selskabets bestyrelse har fra begyndelsen lagt vægt på, at kommende generationer af musikere og musikformidlere får et større kendskab til Langgaards musik. Det vil bl.a. ske gennem anbefaling af værker, der kan udgøre en særlig nøgle til at forstå Langgaards omfattende og mangeartede produktion.

På længere sigt arbejdes der på at etablere en årlig sommerfestival i Ribe Domkirke med særligt fokus på værker af Langgaard.

Vedtægter og indmeldelsesblanket fås ved henvendelse til domorganist Birgitte Ebert, Ribe Domkirke, Torvet 15, 6760 Ribe, tlf. 75441002, BEB@km.dk. Kontingentet for 2007 er på 160 kr.

Se mere om Rued Langgaards musik og liv på www.langgaard.dk. På denne hjemmeside vil oplysninger om Langgaard-Selskabets aktiviteter fremover være tilgængelige.