Tidl. domorganist Poul Børch - 11. nov. 1921 - 2. jan. 2007

Organistbladet februar 2007.

Når man som Børch havde nået en alder af 85 år, så var der meget der var blevet tidligere: organist i Skive, direktør for Det fynske Musikkonservatorium i 10 år, musikanmelder på Fyens Stiftstidende, medstifter af Den internationale Orgelfestival i Odense og dommer ved samme, bestyrelsesmedlem 1953-55, 1959-65 og formand for DOKS 1961-65, aktiv i Dansk Kirkesang, orgelsagkyndig etc.

Der var også noget, der var nuværende til det sidste: en elsket kærlig familie, hustruen Dorrit, tre sønner, svigerdøtre og børnebørn. De var der i den stærkt tiltagende demens, hvor især den sidste uge var svær, ikke mindst for Dorrit.

Det er blevet sagt, at glemt er man først, når der ikke mere er nogen, der taler om én. Der er så mange gode historier at fortælle om musikeren og mennesket Poul Børch som gør at mindet vil leve længe.

Da jeg engang i starten af mit studium spillede en efter Børchs mening for fri Buxtehude, fortalte han om, hvordan hans studier hos Georg Fjelrad havde været en åbenbaring i det at fortolke musik. Man bør ikke lægge noget i musikken, som ikke kan læses ud af nodebilledet. Et synspunkt som var banebrydende for udviklingen i orgelspillet i en postromantisk periode. Det kendetegnede Børch, at håndværket skulle være i orden, og overfladiskhed lå ham fjernt.

Børch har mange gange fortalt om sit samarbejde med salmedigteren og domprovsten i Odense K. L. Aastrup, som havde stor betydning for hans syn på mangt og meget. Børch har da også sat "Du gav mig, o Herre, en lod af din jord" i musik.

Børch havde ordet i sin magt i såvel tale som skrift. Han var god til at holde taler og hurtig i replikken, ofte med sin berømte selvironi, som man ikke kunne andet end falde for. Der kom mange bemærkninger, når han under eksaminer vandrede rundt i Skt. Knuds Kirke, så som "Nu kommer der snart parallelle kvinter."

På en studietur til Paris, arrangeret af Det jyske Musikkonservatorium, hvor vi sad og hørte en organist improvisere en fuga med obligat kontrapunkt, hviskede Børch: "Det er dansk kirkespil, når det er bedst."

I en af Christian Larsens timer viste han engang hvordan man kunne lave en romantisk improvisation. Bagefter sagde han, at det var godt de ikke hørte ham på Dansk Kirkesang nu.

Pligt er et stort ord, men for Børch var pligt forbundet med ydmyghed. Ikke den form for ydmyghed, hvor man sætter sit lys under en skæppe, for Børch kendte godt sit værd. Snarere ydmyghed som en bevidsthed om, at man tjener noget andet end sig selv, og det forpligter. Han forventede også af sine omgivelser at de gjorde deres pligt.

En gang mødte jeg meget dårligt forberedt til kirkespil. Jeg havde i den forgangne uge været optaget af at komponere og tænkte, at den går vel, hvis jeg viser Børch resultatet af mine anstrengelser. Hvad der skete var at jeg blev belært om, at det var min pligt at forberede mig til kirkespil. Det var fint nok at jeg komponerede, men det måtte aldrig gå ud over de ting jeg var forpligtet på. Og med et Børch-udtryk kan jeg sige, at jeg godt vidste, "manden har jo ret."

Børch var altid meget opmærksom over for sine elever. Der kom hilsner med tak for spillet og rosende ord, når man havde optrådt i radioen. Hjemmet på Paludan Müllersvej har dannet rammen om mange sammenkomster for elever efter koncerter, hvor jeg eller andre havde registreret. Uden måske at være sig det bevidst, fik han givet os det, vi i dag kalder et netværk.

Hvis jeg skal sammenfatte Børchs virke kan jeg vist bedst gøre det med et citat fra sangen "Vi er fæstere her for en tid," hvor der i sidste strofe står: "Strør du frøkorn, hvor fremad du går, vil det blomstre en dag i dit spor."

Æret være Poul Børchs minde.