Stærke tanker om musik og menneske
Organistbladet maj 2007.
Som cellist og dirigent har den nu 80-årige Hans Erik Deckert været udøvende musiker i snart 70 år. Hans pædagogiske virke har fundet sted ved kurser og seminarer overalt i Europa, og herhjemme vil han ikke mindst være kendt fra sin årelange undervisningsindsats på bl.a. Det jyske Musikkonservatorium.
Mindre kendt er nok hans litterære produktion, og det er derfor glædeligt at en samling på 24 artikler, essays og foredrag her gøres tilgængelig for en større kreds af læsere. Deckert gør i sin indledning rede for sin personlige musikalske udviklingshistorie, som kort kan resummeres: Han voksede op i Hamborg i en dansk-tysk familie og blev som 12-årig optaget på en musikalsk eliteskole i Frankfurt am Main under ledelse af Kurt Thomas. Efter krigen kom han til Danmark, hvor han i 1952 debuterede som cellist fra konservatoriet i København.
Som bogens titel angiver, er den røde tråd igennem de forskellige artikler forholdet mellem menneske og musik belyst ved en lang række ytringer af det 20. århundredes musikere og tænkere, hvoraf Deckert personligt har mødt og oplevet adskillige. Hans smittende begejstring for musikken og dens store interpreter lyser ud af alle artiklerne; men hans forargelse over den latente musikalske forarmelse i dagens samfund er så at sige det brændstof, der holder læseren fangen og tvinger til eftertanke.
Deckert har stærke meninger om musikkens samfundsmæssige relationer og betoner også det "etiske regnskab", musikeren må aflægge for sit virke. I en artikel om Willem Mengelbergs opførelse af Bachs Matthæuspassion i 1939, beskrives, hvorledes Mengelberg, der var dirigent for Concertgebouw-orkestret i 50 år, ikke selv så det politisk set betænkelige ved uantastet at fortsætte musiklivet under den nazistiske okkupation. Han blev i 1945 afsat p.gr.a. sine nazistiske sympatier, men hævdede selv, at han aldrig havde beskæftiget sig med politik!
Deckert anfører, at det nok netop er her, Mengelbergs problem ligger, idet nazitiden også for en musiker måtte kræve en samvittighedsmæssig stillingtagen. Som modeksempel fremdrages Wilhelm Furtwängler, der p.gr.a. sin modstand blev afsat som leder af Berliner Philharmonikerne. Deckert anfører et selvoplevet grotesk eksempel på Mengelbergs autoritære musikudøvelse: Ved opholdet mellem satser slog Mengelberg to hurtige og kraftige slag mod nodepulten for at signalere til publikum og musikerne, at han nu var klar til at fortsætte!
På det mere alvorlige plan påpeger Deckert, at Mengelbergs formidling af Bachs storværk resulterede i en forvanskning i kraft af hans ubetingede betoning af teksten på musikkens bekostning. Deckert hævder, at musikken altid bør have forrang, og at teksten således også i Matthæuspassionen skal opfattes som underlagt musikken. Det betyder f.eks., at den pietistiske teksts afmagt i arien "Buss´ und Reu´ " så at sige ophæves af musikkens sandhedskraft: Bach forkynder ikke kun tekst, men netop musik, og i kraft af dette sublimeres også evangelieordene.
En af bogens vægtigste artikler er hentet fra et foredrag i 1984 ved en ESTA-kongres (European String Teachers Association). Her fremfører Deckert bl.a. et synspunkt, som i forskellig skikkelse ofte optræder i bogen: "Vi behersker vore instrumenter som aldrig før. Vi har mistet musikken som aldrig før". Et andet lignende citat lyder: "Der arbejdes professionelt med instrumentet, men ikke professionelt med musikken". Der ligger jo en umiddelbar provokation i et sådant udsagn – hvad skal det nu gøre godt for? Er der grund til klagesang, når det tekniske niveau er højere end nogensinde før ? Ja, det er der ifølge Deckert, og han citerer dirigenten Ferenc Fricsay for den forløsende bemærkning ved en prøve med Det kgl. Kapel: "Det gør ikke noget hvis det bliver urent, hovedsagen er at det klinger smukt".
En af Hans Erik Deckerts stærke overbevisninger er, at den levende musik er i en kategori for sig set i forhold til den "mumificering", der finder sted, når der produceres musik på plade eller CD.
Også her påpeger han den fare, som den "perfekte udførelse" på indspilninger udgør for den kvalitativt helt anderledes proces, som en levende opførelse er. Han citerer dirigenten Wilhelm Furtwängler for en udtalelse fra 1931, hvor han advarer mod "den perfekte, afbalancerede,
alt vidende grammofonplade i stedet for den altid kun en gang levende reproduktion". Deckert skriver selv andetsteds i bogen: "Hvad er musik? Musik er ikke noget, for musik findes ikke i materiel forstand. Men musik kan blive til. Dette kræver nærvær – åndeligt nærvær." Der ligger i disse ord en kultur- og samfundskritik, der rammer dybt i vor forbrugsorienterede tidsalder. Vi er gennem flere generationer vænnet til, at en væsentlig del af vor tilværelse er forbruget af varer, materielle som åndelige. Måske bliver det for nogle simpelthen livets egentlige mening. Stillet overfor dette siger Deckert: "Den der i al beskedenhed nynner en børnesang, er nærmere musikken end den der lytter til en Beethovensymfoni på CD".
Deckerts anliggende er den levende musik, og han giver talrige eksempler på tingenes rent ud sagt elendige tilstand i dagens samfund. Han nægter konsekvent at resignere, som alt for mange af os alt for ofte gør. Mange i musikverdenen reagerer jo med et skuldertræk over for disse spørgsmål, hvis de da overhovedet erkendes. Man har ikke mindst i disse år en tendens til at lukke sig ind i sin egen lille verden – det man kan overskue – og lade de store linjer ligge. I skolerne er musikken og de øvrige kreative fag jo ikke i høj kurs i disse år. Deckert anfører den musiske grøde i tressernes Danmark, hvor tankerne fra den Blå Betænkning herskede i den pædagogiske debat og nød bred politisk opbakning. Det er for pessimistisk at hævde, at vi i dag er på et nulpunkt; men man har en situation, hvor musikopdragelse i skolerne er presset til det yderste – man så at sige hopper fra tue til tue.
Hans Erik Deckert sætter i bogen ikke blot musikopdragelse til debat, men også musikken i samfundet til debat. Det er vigtige ting, der her, før som nu, er på spil, og alene af den grund fortjener "Musik og Menneske" at blive læst med tid til eftertanke. Forfatteren hæver flere steder emnerne op på det generelle plan, for som han skriver: "Mit anliggende er musikken som en objektiv åndelig realitet i menneskets liv". De mange citater bogen igennem fra en lang række musikerpersonligheder og andre åndspersoner, vidner om forfatterens belæsthed og overblik over det immaterielle stof, som musik netop er.
Filosoffen Oscar Borgman Hansen skriver i sit forord: "Det åndløse menneske lever i tiden, åndsmennesket giver tiden indhold ved at være til stede i øjeblikket". Det er dette, Hans Erik Deckert søger at efterleve i sine artikler og essays, og derfor er det en spændende og væsentlig bog.