Pelle Gudmundsen-Holmgreen om kirke- og orgelmusik

Organistbladet november 2007.

Pelle Gudmundsen-Holmgreen har ønsket at skrive et essay over de fem stillede spørgsmål, som er:

Er den kirkemusikalske tradition vigtig for dig, når du skriver orgelmusik?

Hvordan ser du på musikkens funktion i gudstjenesten?

Bør stilelementer fra ny kompositionsmusik inddrages i gudstjenestemusikken?

Er det et problem, at kirke- og orgelmusik af mange opfattes som elitær?

Har du en opfordring til DOKS’s medlemmer?

Når man skriver orgelmusik vil den »kirkemusikalske tradition« uden tvivl i en eller anden forstand have sin indflydelse på ideerne, på skabelsesprocessen. De fleste orgler befinder sig i en kirke, d.v.s. klangen i et stort rum må medtænkes, men dette er jo en meget konkret ting, vigtigere er de mere abstrakte sider af sagen. Slår visse holdninger igennem i orgelmusikken, som ikke også er til stede i anden sammenlignelig musik? Det er umuligt for mig at svare på i en mere præcis form. Jeg tror dog, at en række faktorer ville kunne findes og belyses, hvis man havde tilstrækkelig tålmodighed og lyst dertil. Vi skriver alle på en stor fælles erfaring, som bl.a. rummer kristendom og kirkelige traditioner.

For at starte i det indlysende: Der er ikke skrevet meget »blasfemisk« orgelmusik – ikke engang grotesk orgelmusik. Jeg ved ikke, hvad Charles Ives forestillede sig, da han skrev sit muntre »America«, som netop momentvis er ganske grotesk. Og hvor mange gange er det stykke blevet spillet i en kirke? Men stykket er jo herligt og livsbekræftende. Hermed er vi fremme ved et fundamentalt problem, nemlig konfrontationen: Verdslig sanselighed og dristighed kontra kristen forsagelse og mådehold.

Måske skulle jeg her indskyde en personlig bekendelse: Jeg betragter mig selv som et kristent menneske i kulturel forstand, men ikke i religiøs. I hidsige øjeblikke kalder jeg simpelthen mig selv for fundamentalistisk ateist. »Hidsigheden« bundende i såvel kristne som islamiske fundamentalisters utilstedelige udsagn og endnu værre handlinger. Religion – æstetik er et gammelt par og for at gøre en lang historie kort kan jeg bekende i en tilspidset sloganagtig form: Min religion er æstetik.

Dagens æstetiske diskussioner har ikke glemt de gamle grækere – og heller ikke de gamle kristne, hvis jeg må være så fræk at sige det på den måde. I mine egne forestillinger om skønhed finder vi på en fremskudt plads Parthenon og en Kouros, en stor bronzestatue udstillet på museet i Piræus, - og J.S.Bachs hele produktion. Det er en konstant forbavsende oplevelse at lytte til denne usædvanlige mand. En stor del af hans musik er skrevet til kirken, til kirkerummet, til liturgien; kantaternes uudtømmelige rigdom, korværkerne, passionerne, men jo netop også den overvældende orgelmusik. Og nu begynder vi at skimte betydningen af »den kirkemusikalske tradition«. Bachs musik er et godt udgangspunkt, formerne skabt, genskabt til kirkerummet. Men denne komponists formende evner var af almen karakter. Hvormed jeg mener at de ikke alene hører een åndelig sammenhæng til. For at sige det på en bastant måde: Disse former er hævet over enhver religion. Det er vel ikke det mest forventelige at sige i nærværende sammenhæng, men sådan ser det ud fra mit sted.

Kort og godt: For mig ligger åndens storhed i formernes mangfoldighed og præcision: Præludier, fugaer (som jo bunder i fortidens kirkelige traditioner), koralforspil, cantus firmus former. Disse former ligger bevidst – eller ubevidst – bag de fleste komponisters orgelværker. I mit eget tilfælde kan nævnes: Koralforspil (uden »rigtig« koral) og cantus firmus former. Disse kompositioner er »fritstillede« – uden tilknytning til religiøs praksis. Den mere præcise placering/anvendelse af orgelmusik til gudstjeneste har jeg ingen mening om.

Når jeg er tilstede ved gudstjenester glædes jeg naturligt over musikkens tilstedeværelse. Jo mere jo bedre. Og har jeg så selv bidraget? Ja, een gang. Sammen med organisten og præsterne ved Jægersborg Kirke komponerede jeg musik (orgel + 5 sangere) til intet mindre end juleaftens-liturgien. For mange år siden. Carsten Hatting har berettet om den mislykkede begivenhed. Jeg skal ikke her uddybe min mangel på holdning ved den lejlighed, kun dette: Som ikke–troende kan man meget vel være dybt betaget af beretningerne om Jesu liv og gerninger og udsagn, - og vores samarbejde i Jægersborg var meget givende og interessant. Jeg ville dog ikke i dag synes det var rigtigt at bidrage til en liturgi som ikke-troende. Som tidligere nævnt glædes jeg over musikken, især hvis den er veludført, ved gudstjenesten. Musik er i stand til at personliggøre, men jo også paradoksalt nok almengøre et budskab. Jeg synes den protestantiske kirkes nedprioritering af musikken er rigtig uheldig.

Nutidens komponister skal passe på når de komponerer ny musik til gudstjenesten. Det er ikke deres gudstjeneste. Musikken er til »Guds ære«. Men endnu engang vil jeg tillade mig en tvivlsom formulering: Gud vil påskønne et vågent udsagn, et udtryk der vidner om deltagelse, medleven, og dermed interesse for nutiden og ny musik. Det forekommer mig rimeligt! – og logisk. Men måske ikke særligt praktisk. Man skulle jo nødigt jage menigheden ud af kirken! Det er et altid diskuterbart emne hvor meget personligt udtryk man kan tillade sig i en kirkelig ceremoniel sammenhæng. Personligt ville jeg mene en høj grad af objektivitet burde tilstræbes, det er lykkedes for Ockeghem, Palestrina, Bach, I.P.E. Hartmann, (Stravinsky ville være selvskrevet), Ib Nørholm, Bernhard Lewkovitch. Objektivitet er ikke det samme som stivnet konservatisme.

Hvis nogen opfatter kirke– og orgelmusikken som elitær, ville jeg afvise det som deres problem. Diskussioner om finkultur og ikke finkultur er dræbende. Det kristne budskab er rettet mod enhver, høj og lav, men det skulle nødigt føre til misforståelser, som ligger faretruende nær, når man – som det er kutyme nu om dage – tager begrebet »folk« til gidsel, misbruger det til forfladigelse, til afstandtagen fra det »anderledes«. Hvis »det anderledes« i skræmmende forstand for det massive flertal er synonymt med ikke alene ny »klassisk« musik men også Bach, Palestrina og Ockeghem, siger jeg god fornøjelse.

Disse beretninger og bekendelser er dog vel ikke til megen nytte, da de, som det vist fremgår, kommer fra en ikke-bruger, en ikke–kender.

»For mig at se har mennesket selv skabt Gud for at kunne holde livet ud«. Citat Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Pelle Gudmundsen-Holmgreen debuterede i midten af 1950’erne. I begyndelsen af 1960’erne stødte komponisten på Samuel Becketts forfatterskab, som blev en afgørende og livslang inspirationskilde.

Pelle Gudmundsen-Holmgreens værkproduktion er meget omfattende. Han ynder at arbejde med tilsyneladende umulige musikalske forløb og umiddelbart sære instrumentkombinationer. Bag tonerne gemmer der sig et sort livssyn, som farver musikken, der kan blive absurd indtil det uudholdelige. Hans musik stiller spørgsmålstegn ved vaner, fordomme og forventninger, og gennem musikkens »stillen alt på hovedet«, udvider både komponisten og lytteren grænserne for, hvad man kan forestille sig udtrykt gennem musik. I musikken er humoren også tydelig. Humoren er nødvendig som forsoner og igangsætter i en vreden med mange faresignaler. Gudmundsen-Holmgreen låner musikalsk materiale fra neoklassicismen, barokken, jazzen og den sydeuropæiske musik iblandet hverdagens lyde. Ikke som citater, men som arketyper i hans egen kompositionsteknik kaldet »filterkomposition«.

Kortbiografi: Edition Wilhelm Hansen

Mirror III (1974) 15’

Countermove (1999) 15’

In triplum (1999) 4’

Still, leben (1999) 8’

Arkaisk procession (2000) 2’

Det er så favrt i Jelling at hvile (2000) 7’

Spejlkabinet (2002) 6’