Mere eller mindre romantisk
Organistbladet december 2007.
Théodore Dubois: Samlede orgelværker Bd IV, Karl Hoyer: Choralvorspiele bind I (opus 57). Bärenreiter.
To nyudgivelser er udkommet på forlaget Bärenreiter. To fine udgivelser med særdeles brugbar orgelmusik fra hver sin ende af den romantiske skala. Den franske Théodore Dubois (1837-1924), organist vedMadeleinekirken i Paris, har vel aldrig været helt glemt, hvorimod den tyske Karl Hoyer (1891-1936) vist ikke tidligere har været opdaget uden for sin egen tids musikalske cirkler. Nu er der mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med de to komponister og deres samlede orgelværker.
Dubois blev i sin samtid - ligesom mange af den tids andre og større organistnavne - elsket og feteret for sine tidstypiske musikalske udfoldelser i form af iørefaldende melodier tilsat mildt romantiske harmonier. Han skriver i alle genrer, og han får sine værker udgivet på de kendte forlag. Det største succeskriterium er, at andre har lyst til at transskribere nogle af hans over 500 værker til klaver, så de kan opføres i Paris’ saloner.
Dubois’ orgelværker er udkommet som Urtext i fire bind på Bärenreiter, og denne anmeldelse vedrører bind IV, som indeholder Douze Pièces nouvelles (Tolv nye stykker) fra1893 og Ascendit Deus fra 1902. I 1886 var Douze Pièces (12 stykker) udkommet på forlaget Alphonse Leduc som det første af fire bind. Disse »Tolv nye stykker« blev udgivet som bind fire på samme forlag i 1893 i den udmærkede serie »Musique religieuse«, der inkluderer værker af mange andre af tidens orgelkomponister, for eksempel Théodore Salomé, som også fik udgivet sineDouze Pièces nouvelles. Det er interessant at se, at hans samling indeholder nøjagtigt samme forord: en kort anvisning på registreringer, der overlades til den udøvendes smag. Forlaget Leduc har altså flere gange genanvendt Dubois’ lille forord, der var med allerede i »Douze Pièces« fra1886.
Anderledes udfordrende er forordet og kommentarerne til den ny Dubois-udgave fra Bärenreiter. Det er den tysk-franske musikolog og organist Helga Schauerte-Maubouet, der har »genopdaget« Dubois. Hun sætter komponisten i et spændende musikhistorisk relief. Hun har desuden fine betragtninger over registreringspraksis på Cavaillé-Coll orgler, som var den gængse instrumenttype i denne periode. Hun pointerer for eksempel, at Récit kun kunne kobles til Grand Orgue, såfremt Récit allerede var koblet til Positif. Dette er en vigtig oplysning, når man skal forholde sig til manualhenvisninger i orgelmusik fra netop denne tid.
Det er i det hele taget en meget smuk Dubois-udgave, Bärenreiter har præsteret. Ud over de omfattende kommentarer og kildehenvisninger på fransk, engelsk og tysk er der eksempler på Dubois’ håndskrevne noder og index. De trykte noder er særdeles læsevenlige. Musikken er imødekommende og brugbar til lidt fabulerende postludier eller i koncertsammenhæng. Sådan er den også tænkt fra Dubois’ side, kan man se af hans dedikationer til navngivne personer, som findes over hvert stykke. Her kan man følge hans kontakter rundt om i den store verden til berømte venner og kolleger i Paris, Avignon, Rom, Napoli, New York og Sydney.
Knap så verdensmandsagtig er komponisten bag den anden nyudgivelse, Bärenreiter har begavet os med: Choralvorspiele bind I (opus 57) af Karl Hoyer, som er rundet af den tyske senromantik. Hans lærere, Max Reger og Karl Straube berømmer ham som en både førsteklasses orgelspiller og orgelkomponist. Hans opustal på ca. 90 er da også imponerende, ikke mindst set i forhold til hans korte levetid. Stilen er moderat romantisk og kunne ligne de mindre og lettilgængelige koralforspil af Reger.
Karl Hoyers koralforspil er efter tysk tradition kortere fantasier, som spilles over salmens tema(er), umiddelbart før den skal synges. Derfor er visse af koralforspillene endda med i to forskellige tonehøjder.
Nogle af koralforspillene kendes fra melodier i Den danske koralbog, for eksempel Op, alle som på jorden bor, Giv mig, Gud, en salmetunge, O, du store sejersvinder, Her ser jeg da et lam at gå, Fra Himlen højt og Krist stod op af døde. Som forspil til en dansk salme er de imidlertid ikke brugbare, fordi de ikke kan spilles i naturligt salmetempo, sådan som traditionen for salmeforspil er i dansk kirkespil. Til gengæld er de netop som orgelkoraler meget indbydende, de er udtryksfulde - og de kan være meget anvendelige som præludier kirkeåret igennem.
Modsat Dubois’ orgelværker realiseres Hoyers musik fint på alle orgeltyper, ikke alene de romantiske, men bestemt også på orgelbevægelsens instrumenter, som Hoyer stiftede bekendtskab med i sine sene leveår.
Organisten og musikvidenskabsmanden Marin Weyer fra Marburg har forfattet det forholdsvis korte forord til Karl Hoyers Choralvorspiele, der ikke er oversat fra tysk til andre sprog. Desto hurtigere kan man kaste sig over noderne, der - typisk for Bärenreiters udgivelser - er trykt meget læsevenligt.