John Frandsen om kirke- og orgelmusik

Organistbladet december 2007.

Er den kirkemusikalske tradition vigtig for dig, når du skriver orgelmusik?

Som komponist og organist ligger den særlige instrumentale og liturgiske tradition lige for, når jeg skriver kirkemusik - uanset om vi taler om orgel- eller kormusik. Orglet er så tæt knyttet til kirken, at det ikke rigtig giver mening at skrive ny musik for instrumentet, uden at man forholder sig til rummet og traditionen. Det opfatter jeg som både en styrke og en begrænsning: en styrke, fordi der er et grundlag at arbejde på, som er kendetegnet både ved stor musikalsk kvalitet og (ikke mindst!) ved en begrebsmæssig, skal vi kalde den en etisk, fordring, som er større end musikken selv. Og en begrænsning, fordi der er så mange velkendte formler og floskler, der med det samme byder sig til - de ligger nærmest i fingrene! Det kan sommetider være en hård kamp at tage livtag med traditionen.

Hvordan ser du på musikkens funktion i gudstjenesten?

Musikken har en meget vigtig selvstændig betydning i gudstjenesten. Ikke blot som bærer af ordet (eller: Ordet...) - men også som et sprog i sin egen ret, en måde at ytre sig på, en vej til større og dybere erkendelse.

Livet er modsætningsfyldt, og troen, kristendommen, er i sandhed fuld af paradokser. Vores almindelige samtalesprog favner kun i glimt sådanne dobbeltheder; det er lineært og kan for så vidt kun gøre rede for en ting ad gangen. Musikken derimod kan rumme aldeles modstridende udtryk i én og samme frase: sorg, lykke, lys, mørke, ro, bevægelse. Musikken er - som religionen - et rum for det ubegribelige. Derfor er musikken (og kunst i det hele taget) i en vis forstand tættere på troen, end det talte ord; musik(kunst) er om noget et Ord der skaber, hvad det nævner. Bør stilelementer fra ny kompositionsmusik inddrages i gudstjenestemusikken? Det er for mig helt naturligt at inddrage ny kompositionsmusik i gudstjenestemusikken. Historisk kan kirkens rolle som bærer og formidler af sin samtids kunstneriske udtryk ikke overvurderes - tænk blot på Michelangelo, Thorvaldsen, Palestrina, Bach, Rilke, Nolde... listen er uendelig. Det er sekulariseringen efter det moderne gennembrud, der har skabt adskillelsen mellem kunst og kirke: mange mennesker (også kunstnere) opfatter i dag ’det religiøse’ som et emne, og ikke som et livsvilkår.

Desværre er der mange eksempler på, at kirken selv er med til at fremme tendensen. I sin iver efter at komme folk i møde og gøre sit budskab spiseligt sigter man lavere og lavere. Man undgår det anstødelige, det provokerende, det besværlige. Men hvis ikke kirken tør vedstå det ubegribelige, det radikale og provokerende i sit budskab, så kan man lige så godt lukke butikken. Derfor er der brug for at få kunsten ind i kirken igen. Er det et problem, at kirke- og orgelmusik af mange opfattes som elitær? Det er ikke min erfaring, at folk i al almindelighed opfatter kirkemusikken som elitær. Måske nok som fremmedartet - et ritual, hvis koder man ikke umiddelbart forstår. Men som man så til gengæld kan lade sig drage ind i eller lade sig gribe af. Selvfølgelig kan man finde folk, der vil kalde kirken og dens udtryk elitært; det kan man så altid overveje, om man vil arbejde med. Men det er af afgørende betydning, at vi altid stræber efter højeste kvalitet og dybde i alt, hvad vi gør. Går vi først på kompromis med det, så er hele vores budskab pludselig reduceret til en banal standardvare, der blot skal sælges til så mange som muligt. Så får vi et alvorligt troværdighedsproblem. Hellere ’elitær’ og troværdig end ’populær’ og dubiøs...

Har du en opfordring til DOKS’s medlemmer?

Vov pelsen! Vi må ha’ kunsten tilbage i kirken! Brug komponisterne - byd dem indenfor, i al deres besværlige utilpassethed og kompromisløse insisteren! Kirkerummet er et af de få steder, der er tilbage, hvor vi har lov til, ja pligt til, at fastholde en åndelig dimension og et begreb om kvalitet, dybde og tyngde i budskabet.

Han tog hovedfagseksamen i musik fra Aarhus Universitet 1982, kirkemusikalsk diplomeksamen fra Det Jyske Musikkonservatorium i 1983 og diplomeksamen i komposition sammesteds 1985 med Hans Abrahamsen og Karl Aage Rasmusssen som lærere. I årene 1991-1994 studerede han direktion ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Fra 1978-1983 var Frandsen lærer ved Musikvidenskabeligt Institut på Århus Universitet og sideløbende lærer ved Det Jydske Musikkonservatorium fra 1980-1996. Derefter blev han lærer i komposition ved Det Fynske Musikkonservatorium fra 1997-1999. Han har udnyttet sin organistuddannelse gennem ansættelser ved Helligåndskirken i Århus 1984-1993, Farum Kirke 1993-1996 og fra 1996 ved Stavnsholt Kirke i Farum.

Som dirigent har han virket for Cantilena Koret 1983-1993 og for Århus Amts Ungdomssymfoniorkester 1993-1996. I 1998 stiftede han sammen med organistkollegaen Allan Rasmussen kammerkoret Convivium. Han har også dirigeret andre orkestre og bl.a. indspillet musik af Kuhlau med Radiosymfoniorkestret.

Fra 1993-1995 var Frandsen medlem af Statens Kunstfonds tonekunstudvalg, en del af tiden som formand for fondens bestyrelse.

Siden 1999 har han været formand for Dansk Komponistforening. Af andre tillidsposter kan nævnes medlemskab af bestyrelserne for Den Anden Opera og Dansk Musikinformationscenter, af KODA’s råd og formand for KODA Dramatik. Fra 2004-2006 var han præsident for Nordisk Komponistråd og 2002-2005 formand for bestyrelsen for Phonofile.dk.

4 orgelkoraler 10’ 1974-76

Orgelfantasi 7’ 1977

Meditation 3’ 1981

Fata Morgana 8’ 1983-87

Så fast en borg 7’ 1983

Fantasia all’oscuro 7’ 1983-84

De profundis 7’ 1991

Præludium til advent 3’ 1997

Nu blitzer Åndens hvide lys (10 variationer for orgelsolo) 10’ 1999

3 påskepræludiuer 8’ 2003