I noderne hviler alle tiders svundne sjæl

Organistbladet november 2007.

Overskriften kan vel gøres gældende for al stor musik af de store mestre, og i vore dage hviler de ikke blot på nodepapiret, men også i de elektroniske medier. Godt lagret og opbevaret. Til tider godt hjulpet på vej af en dygtig interpret; andre gange må man blot glæde sig over, at musikken heldigvis er bedre grundfæstet og stærk end mange af de behjertede forsøg på diverse fortolkninger. Dette sidste gælder dog ikke de 3 cd’er jeg har liggende foran mig, og som jeg med stor fornøjelse har lyttet til. Fire fremragende danske organister på tre fremragende danske orgler.

Siden 1979 har Inge Beck været ansat ved Grundtvigskirken i Esbjerg, hun er exam. art. i musikvidenskab, elev af Anders Riber med videregående studier hos Radulescu og Fagius og er akkompagnatør for bl.a. Esbjerg Koncertkor og Treenighedens Drenge/Mandskor. Til sin helt nye cd, Vater unser im Himmelreich er valget faldet på Carsten Lunds i mine ører herlige og pragtfuldt intonerede 25-stemmers orgel i Gullestrup (2006). Her er rige muligheder med et 16’ baseret hovedværk, delt sesquialtera, i svelleværket gamba og céleste 8’ samt oboe 8’ og i pedalet basun 16’.

Desuden er der tremulant for begge manualer, en effekt Inge Beck udnytter i Bachs guddommeligt smukke koralbearbejdelse: Schmücke dich, o liebe Seele. Den koral Schumann priste i høje toner, da Mendelssohn havde haft den på sit koncertprogram. (Som i øvrigt også Mendelssohn akkompagnerer IB på 8’ og 4’ fløjter, mens c.f. føres af en cornet, mens Mendelssohn valgte en fyldig obo, en blid clairon og viola). Er der nogen orgelkoral af Bach, hvor også forsiringerne (udsmykningerne) kan antages at have symbolsk betydning, må det være denne.

Ritornellernes ornamentering beskriver et: schmücke dich! Stykket har ikke én node for meget, alligevel har IB fanget noget afgørende i den lange sarabande, nemlig ved ikke blot at lade repetitionen være en node-for-node gentagelse, hun tilføjer og udbygger udsmykningerne i gentagelsen - en noget interessantere tilgang til musikken. Et forslag kunne være (som f.eks. Marie-Claire Alain) successivt at spille de to forskellige ornamenteringsforslag fra henholdsvis den tidlige version (1712-14) og Bachs seneste. Meget effektfuldt spiller IB, som ovenfor nævnt, med tremulant i begge stemmer.

Bachs store Præludium og fuga i G-dur, BWV 541 bliver spillet både med optimistisk ’drive’ og kontrolleret virtuositet. Det har været fremholdt, at man, hvad angår fugaens tempo, burde betænke, at temaet har sin rod i indledningsfugaen til kantate BWV 21, Ich hatte viel Bekümmernis (o. 1714), og man følgelig ikke farer af sted; men man må vel på den anden side hævde, at et tema genbrugt i anden sammenhæng (in casu orglet) således nu får status som »ny« musik.

Selv holder jeg som IB her af et ’tempo ordinario’ med en vis majestæt og rejsning. Hvad angår dette værk, er der dog en smutter i bookletten, der daterer værket til 1724-25. Den oplysning kan tænkes hentet hos Herman Keller, men er i dag ikke længere holdbar. (I de år var Bach travlt optaget med sin 2. kantateårg. og havde vist rigeligt om ørerne). Værket kom til i 1. version allerede o.1713-17 i Weimar, blev senere revideret, og den sidste renskrift fra Bachs hånd er fra 1733, da han skrev den til Wilhelm Friedemanns prøvespil ved Sophienkirche i Dresden. Vi må igen konstatere, at Bachs orgelværker har opnået evigt liv på jorden, men hvert af dem kan opleves forskelligt!

Det er vel førnævnte Mendelssohn, der med sin VI. orgelsonate over Vater unser-temaet, har givet navn til cd’en. Alle satser disponeres klart, så c.f. aldrig glemmes (rummets akustik er forbilledlig klar), og allegroen får hele dén næsten tøjlesløse vildskab, den skal have. Og som vi begyndte stilfærdigt og hymnisk runder IB værket af i ophøjet ro. Både Mendelssohn og de to påfølgende Brahms-koraler disponerer solisten med den fornødne ro og inderlighed. Kan Gullestrup-orglet også spille Reger? Ja i op. 59, Pastorale og Canon (her spillet med célesten) er der ingen problemer, og egt. heller ikke i Introduktion & Passacaglia i d-mol – et af Regers bedste værker. I tuttiklangen sidder jeg dog nok med en fornemmelse af, at her yder instrumentet, hvad det kan og så ikke mere!! Vi sidder jo ikke i en domkirke, men i særlig grad glædede det mig, at der her var en organist, der virkelig turde indlede passacagliaen, som skrevet står: ppp, næsten uhørbart som dukkende frem af mørke tåger og så lade den vokse op derfra og folde sig ud som en akkordisk kolos. Flot spillet!

Cd’en er udgivet på ’Classico’ (Classcd 716)

Samme Inge Beck er en flittig solist. I 2006 indspillede hun en cd betitlet Abendlied. Music for Violin & Organ. Indspilningen er helliget Josef Gabriel Rheinberger og er henlagt til et af vore akustisk set dejligste rum, Sct. Catharina i Ribe, der også huser et ægte Bruno Christensen-orgel 49 st.) fra 1978. Med sig på pulpituret har IB taget den finske violinist Sakari Tepponen (studier i Helsinki og Wien, tidl. koncertmester i Lahti. Han har været violinist i Esbjerg Ensemble siden 1997 og underviser i violin og kammermusik sammesteds). Den ledsagende booklet med indføring i Rheinberger af Ivan Høiberg og med et forsidefoto af et dokument fra "Mozart-Stiftung" i Frankfurt, der attesterer Rheinberger som musikbegavet, er nok en anerkendelse værd.

Konstellationen Rheinberger-violin-orgel var mig ubekendt indtil orgelfestivalen i Århus 2006, hvor Kim Sjøgren og Ulrik Spang-Hanssen havde programsat Sechs Stücke op. 150. Det gav lige siden en slags en eftertænding i hukommelsen. På denne cd spiller de to solister fra op. 150, Elegie, Pastorale og Abendlied samt op. 166, Suite for violin og orgel. Det er velklingende, smuk, ja til tider næsten henførende musik, hvor samtidige komponister stikker hovedet frem; snart Brahms, snart Mendelssohn, ja sågar Reger. Klart og klangfuldt spiller violinen op mod orglet, hvis løb og figurationer ikke sløres. Alt holdt i fin balance. To instrumenter som ligeværdige partnere.

For flere år siden mente en orgelspiller at vide, at støvet nu havde lagt sig over Rheinbergers orgelmusik, (20 sonater og hen ved 100 mindre stykker). Om alle kan holde hovedet oven vande, skal jeg ikke kunne sige, men nogle af orgelsonaterne er dog i dag slet ikke sjældne gæster på koncertprogrammerne, blandt dem den 4. sonate, hvor 1. sats bygger på ’tonus peregrinus’, Magnificat-temaet, som mange komponister før og siden har brugt. IB, Rheinberger og Catharina-orglet klæder hinanden godt.

I 1. sats varieres og gennemspilles temaet klart og gennemtænkt for til sidst at runde satsen af som storladen apoteose. I 2. sats optræder komponisten som næsten drømmende melodiker langt fra ’den store kontrapunktiker’, som jo ellers er hans etikette. Fuld honnør til solisterne for valg af værker, der ikke hører til i døgnets rejsestald, og som de spiller til fuld anbefaling.

Plademærket igen ’Classico’ (Classcd 682)

Marcussen & Søn er firmaet bag det tredje orgel, nemlig orglet i Vestjysk Musikkonservatoriums Koncertsal (2002). Instrumentet fremstår, tør man vel sige, som en art ’Intelligent design’, et undervisnings – og mesterklasseinstrument par excellence. Esbjergs nedlagte Elværk blev efter en gennemgribende renovering i 1998 taget i brug som koncertsal, et smukt og kunstfærdigt rum med 200 pladser og en for klassisk musik meget befordrende akustik. Et orgel her skal opfylde mange krav, såsom undervisning, mesterklasser, solospil og musik i samspil med kor/orkester og vel også almindelig øvning, og vi kan takke ekspertgruppen Svend Prip, Christian Blom Hansen og de to nu afdøde Peter Møller og Jesper Madsen samt orgelbyggerfirmaet med intonatøren Olav Oussoren for det fornemme 44-stemmers instrument (16’ baseret Hv og Ov, 32’ baseret pedal og 8000 setzerkombi-nationer m.m.), Vestjysk Musikkonservatorium råder over i dag.

Om de spillede værker meddeler bookletten intet, derimod kan man her studere Svend Prips indgående og kompetente overvejelser og indføring i et universalinstrument, hvis grundidé er at kunne spænde over forskellige landes forskellige stilepoker tættest muligt. Her får læseren besked om disposition, luftforsyning, pibemateriale, vindtryk, stemning (mildt uligesvævende, »wohltemperiert«), traktur, registratur (med et særligt »braille-display« til blinde), træsorter, koblingsarrangementer osv.

Som exemplum demonstrationis medvirker tre af vore »kendte« , alle med tilknytning til konservatoriet, Kurt Levorsen (Sct.Mortens / Næstved). Søren Chr. Vestergaard (Trinitatis / Kbh.) og Christian Blom Hansen (Sct. Jacobi / Varde). SCV viser rundt i den tyske og franske barokverden med velspillede Magnificat-bearbejdelser af Matthias Weckmann og Michael (Michel?) Corette, altså musik, der netop demonstrerer en mængde foreskrevne registerblandinger. Alt fremstår klart, om end jeg i Corettes afsluttende ’Grand jeu’ savner en anelse ’katedralrum’. Forrygende virtuost og ubesværet spiller SCV Bachs Concerto i d-mol (efter Vivaldi). Efter en kammermusikalsk indledning følger den i flere passager lidt drilske fuga med en rapiditet uden snublen. Og selvsagt ingen ’rør’ i 2. sats, der jo er en strygersats, (her i sicilianoen kunne man overveje Kellers forslag om i takterne 4 og 12 at tilbageføre Bachs ændrede notation: det nedadgående kvintspring a-d til originalens oktavspring d-d).

Med Kurt Levorsens formsikre udgave af Alains Jannequin og Lucis creator-variationer præsenteres vi for et helt andet og nyt orgel. Et fint eksempel på dets mange klangansigter, men vi får en improvisation med; en genre, der mere end nogen anden kan udstille et instrument. Valget er faldet på Dronning Dagmar-folkevisen. Man vælger vel et tema, fordi det har noget at sige én, man har lyst til at lege, men samtidig være sin egen herre, og det er KL. Fantasien sprudler i diverse registerblandinger og passageværk og er ikke blot en tom omgang plenum. Vi hører svelleværket svæve blødt og blidt, der opvartes med fugatoindsnit og en art ’Toccata francaise’. Men KL holder inde, når det, han havde på hjerte, er sagt. En stor og ofte efterlyst kunst.

Christian Blom Hansen slutter med 3 af de store koraler fra Bachs ’Dritter Theil’. De spilles smagfuldt og udsøgt. I Wir glauben all’ ’cementeres’ trosbekendelsen flot af orglets tætte plenumklang.

Og endelig inviterer CBH os over kanalen til det victorianske England med 1. sats af Elgars Orgel-sonate i G-dur. Vel sidder vi ikke i en engelsk katedral med himmelstræbende efterklang, men det ved vi jo! Vi er i Esbjerg, og mangler måske lidt akustik, men må ærligt konstatere, at orglet er opgaven voksen med manualernes brede 16’ basis. En cd ikke kun til demonstration, men til høreglæde også!

Cd’en er produceret af VMK – Konservatoriet for musik og formidling (katalog nr. 10122006)