Fantasifuld Bach-roman

Organistbladet maj 2007.

Toke Lund Christiansen: Sebastians drøm. Roman, 384 sider. Borgens Forlag.

I 1925 udgav den engelske forfatterinde, Esther Meynell, en fiktiv dagbog om Anna Magdalena Bach, Little Chronicle of Magdalena Bach. Den fik store oplagstal og blev i 1930 oversat til tysk og i 1939 til dansk. Der var tale om en enorm bestseller, der for mange blev indgangen til den store tyske barokkomponist. Bogen er holdt i et meget hengivent, ja nærmest ’kærligt’ sprog, men at kalde den en roman, kan nok diskuteres, for om end en sådan ”dagbog” naturligvis er opdigtet, er den trods alt blevet til ud fra et nært og kyndigt kendskab til datidens Bach-biografi. I dag har megen ældre forskning selvsagt måttet vige pladsen for nye erkendelser og omvurderinger, men som en uvidenskabelig produktion kan ”dagbogen” stadig fængsle. Som fiktiv litteratur! Selv om værket altså er kildebaseret, har forfatteren sine friheder, som unddrager sig kritikken.

Præcist det samme kan påstås om Toke Lund Christiansens bog, Sebastians drøm, der ikke heller gør krav på at være videnskabelig litteratur, men må karakteriseres som en roman og efter forfatterens udsagn helt bevidst. Han begyndte egentlig med at skrive Bachs ”dagbog”, men den form duede ikke på grund af mangel på faktuelt stof. Toke Lund Christiansen røber dog i sin tekst, at han har et indgående kildestudium bag sig, som så blandes op med fiktionen. Denne sammenblanding af det biografisk-historisk korrekte med den fri fantasi er naturligvis helt legal. En nærmere efterprøvelse overlades til læseren, og det gør det sværere for en anmelder. De historisk baserede udsagn skinner dog i de fleste tilfælde igennem og udsætter sig selv for de skarpere briller!

Det var kantaten Mein Herze schwimmt im Blut (BWV 199) til 11. s.e.Trin., der var med til at vække TLC´s interesse for og nysgerrighed efter at finde materiale om Bach. Kantaten med tekst af hof-bibliotekaren i Darmstadt, Georg Chr. Lehms opførtes første gang i Weimar d. 12. aug. 1714, og dens manuskriptet, der opbevares på Det kgl. Bibliotek, er den eneste originale Bach-autograf på dansk grund. For at få Bach ind under huden og ”opleve” ham foretog forfatteren en rejse til Leipzig og kom gennem flere af de så velkendte byer i Thüringen med tilknytning til mesteren eller hans vidtforgrenede familie, og atter hjemme kronede han sin pilgrimsfærd med et studie af Det kgl. Biblioteks fornemme klenodie, BWV 199, som blev gennembladet med hvide handsker, og - som han nævner det i et interview – omgivet af ”bibliotekarerne, der dannede rundkreds for bare at få et glimt af nodehæftet. Så sjældent er det fremme.” (Undertegnede føler ligefrem lyst til at sige biblioteket tak for den gestus på anmodning at sende mig en kopi af samme autograf!!). Men det er disse noder, Bachs rejse til Buxtehude i Lübeck i 1705, Kunst der Fuge, fragmenter af Bachs fiktive rejsedagbog (hans Diarium Journal) samt et hemmeligt, mystisk tysk selskab, De Sorte Elbsvaners Orden, hvorom handlingen drejer sig i TLC’s roman.

Bogens navneregister kildrer ens nysgerrighed. Organisten og musikforskeren Ole Kongsted nævnes uden synonymisering, ’Svend Krebs’ er vel Niels Krabbe, Helsingørs Mariakirke-organist: Henrik giver vist sig selv, og ’Christian Lupo’ er sikkert Bach Archiv Leipzigs direktør, prof. Christoph Wolff (ulv = lupus, lat.); kunne organist ’Renate Fischer’ være Grethe Krogh (fisker/krog)? Hvem derimod prof. Bohn i Berlin, organist Tanya Taylor og prof. S. i Kopenhagen måtte være? – ja der har min fantasi (dog med hemmelige anelser!) mødt sine grænser.
I bogen er den noget moralsk anløbne klaverstemmer, Nalle, hovedpersonen med speciale i at negle manuskripter. Sommeren 2001 lyder opgaven på at skaffe et par sider af BWV 199, men som han skal til at sætte barberbladskniven i det uerstattelige klenodie, overraskes han af Bach-kenderen, Tanya Taylor. Hun er derimod kommet under vejr med nogle hidtil ukendte dagbøger af selveste Johann Sebastian Bach. Nedskrifter, som den unge organist i Arnstadt foretog, mens han vandrede de 400 km til Lübeck vinteren 1705-06 for at høre og møde sit store idol, Mariakirkens organist, komponisten Diderich Buxtehude. Nalle blive tvunget til at makke ret, da alternativet er en politianmeldelse!

Og så tager romanforfatteren fat, for her må Nalle deltage i jagten på de omtalte dagbøger og læseren føres ind i en gådefuld verden, ja en rejse i sporene af Bachs musik og hans liv i 20-års alderen. Men spændingen stiger og håret rejser sig, for det hemmelige selskab ’De Sorte Elbsvaners Orden", der næsten okkult har dyrket den store barokmesters musik, er også interesseret i dagbøgerne, der vil kunne føre dem til node-manuskripter, hvormed de mener at kunne fuldende Bachs sidste værk, ’Kunst der Fuge’. (Ikke alle Bach-forskere mener, det var så ufuldendt, som vi gerne vil have det til at være!). Læseren må holde hovedet klart, for han/hun føres frem og tilbage mellem fortid og nutid og befinder sig snart hos Bach i 1700-tallet, dvs. som læser af dagbogen, som er dateret. Og at TLC kender til datering af mesterens manuskripter ved hjælp af vandmærker, papirmøller samt den ødelæggende ’Tintenfras’, ses af dagbogsafsnittenes indledende grundige manuskriptbeskrivelser. Men snart rykkes læseren tilbage til sin egen tid som hæsblæsende deltager i Tanyas og Nalles jagt på autografer. Ved romanens slutning kan denne anmelder dog ikke ganske finde melodien!! Historien ender lidt uklart og svævende langt ’oppe under hvælvingerne’ i den okkulte sfære, hvor tanken ikke længere gennemskinnes af klarhed og forståelse.

Forfattere er i deres gode ret til at lyve. Nogle mener endda, at det er digtningens grundvilkår. Der står ’Roman’ på bogomslaget, og vi bevæger os i grænseområdet mellem fakta og fiktion. Bogen er ikke en Bach-biografi, snarere en slags dobbeltkontrakt. Men et faktum er, at navnegalleriet inkluderer flere historiske musikpersonligheder ved deres rigtige navn. Vi præsenteres for Thomasskolens konrektor Joh. Chr. Hebenstreit, C.P.E Bachs efterfølger som musikdirektør ved de 5 hovedkirker i Hamburg, Chr. Fr. Schwenke (1767-1822) og selvfølgelig C.P.E. Bach selv; dertil kommer musikteoretikeren, komponisten og forfatteren Joh. Mattheson, i Lübeck selveste Buxtehude og hans datter, Anna, samt Mariakirkens kantor, Jakob Pagendarm og Buxtehudes efterfølger Joh. Chr. Schieferdecker.

Og går man så tæt på historien, er det selv i en roman svært ikke at rømme sig lidt, f. eks når teatersekretær Joachim Daniel Preisler på orgelpulpituret i St. Catharina mødes med C.P. E. Bach, der så levende beretter om sin ungdom i Leipzig for derefter bag det store orgels dybe principaler at hente den lædertaske frem, der indeholder den stabel støvede foliantpapirer, der spiller en central rolle fremover. For ganske vist stemmer det, at her i St. Catharina havde Joh. Adam Reincken været organist, men at han skulle være blevet omtrent 100 år, viser sig ifølge nyere undersøgelser ikke at passe. Og skal man tro romanen (pag. 40) var det her Bach ansøgte om embedet og bagefter rasede over, at ikke han, men en mindre ånd fik embedet med en pose penge til kirkens råd. Men blot for en ordens skyld: Det var St. Jacobi i Hamburg, han søgte, og det var pastor Erdmann Neumeister, der fra prædikestolen rasede over bestikkelsen!

Derimod nød jeg meget kapitel 3, Den guddommelige lærling. Her følger efter den lange rejse et både smukt og levende tidsbillede af Lübeck fra Buxtehudes sidste år her: folke – og musikliv, retsvæsen, mad og drikke, skatter og skørlevned. Eneste skriftlige kilde til Bachs ophold her er jo C.P. E. Bachs nekrolog over sin far. TLC får tegnet de politiske forhold på netop det tidspunkt, da byen uroligt forventede angreb fra Karl XII og således befandt sig i undtagelsestilstand. Selv den aldrende organist ved Mariakirken havde som alle våbenføre mænd pligt til at gå vagt på voldene.

Hvad Sebastian bedrev i Lübeck ved vi ikke direkte, men han har lyttet intensivt, lært, diskuteret og måske endda deltaget i koncertudfoldelse. Sandsynlige gætterier – vi ved det ikke!! Men hos TLC får vi også serveret den virile unge Bach i ”den gamle Adams” klæder, en mand af kød og blod (hvad han jo også var), og erotikken blomstrer mellem ham og Anna Buxtehude, et forhold, der kunne have bragt Bach på orgelbænken som Buxtehudes arvtager. Sådan skulle det ikke være, hverken for Sebastian, Händel eller Mattheson. Men mod enden føres læseren til Helsingør – til koncert i byens Mariakirke – og her lever også Bach-slægten videre takket være Annas og Sebastians efterkommere. Slægten Bach og Buxtehude i skøn forening – o, lykkelige stad! Ja, Sebastian skrev nu til Anna, at det var et offer for Cupidos fejltagelse. (Man mindes historien om Mogens Wöldike, der engang under prøverne på noget ’Bach’ afbrød orkestret og sagde henvendt til strygerne: ”Mine Herrer, må jeg bede Dem… intet vibrato!” En ældre violinist på bageste række rejste sig med en opgivende, uforstående hovedrysten og udbrød: ”Jamen….jeg forstår det ikke…Bach…20 børn….og så ikke noget vibrato!”)

Jeg skal gerne medgive denne bog min anbefaling. Bach-litteratur på dansk er jo ikke hverdagskost, men må så tilføje, at det ikke gør noget, hvis man er fortrolig med musikkens fagterminologi. Størst oplevelse får nok den, for hvem Bach-biografien og især barokkens musikhistorie ikke er komplet lukket land.

P.S.:
Bachs ubegribelige Kunst der Fuge, der rækker efter stjernerne, er omgærdet af myter, således også i ”Sebastians drøm”, hvor værket til allersidst indtager en central stilling, men er det nu også ufuldendt?? C.P.E. Bach arvede det, og meget yder på, at autografen var klar til trykken. Indtil midten af det 19. årh. var håndskriftet forsynet med en seddel med en påskrift af C.P.E.: ”Herr Hartmann hat das eigentliche”, men ved en undersøgelse i 1840’erne var de sidste sider og sedlen forsvundet, og en henvendelse til bogtrykker F.T. Hartmann i Hamburg var negativ. Så retter man en forespørgsel til J.P.E. Hartmann i København, men han kender heller ikke til noget manuskript af J.S. Bach, han kan dog meddele, at hans farfar, den fra Tyskland indvandrede Johann Hartmann (1726-1793) kan have ejet det! Dennes nodearkiv blev dog købt af Kongen, der i 1793 overførte det til Christiansborg. Slottet brændte i 1794! Forskningsbibliotekar, Inger Sørensen, vovede sig ved en vis lejlighed frem med det spørgsmål, om virkelig Kunst der Fuge gik op i luer i Danmark??