Richard Sennels 11.01.1912 - 10.01.2006

Organistbladet februar 2006.

Natten til den 10. januar, dagen før sin 94-års fødselsdag, sov Richard Sennels roligt ind. Sennels var i de senere år plaget af dårligt helbred og var naturligvis meget træt, men han bevarede dog talens brug og opfattelsesevnen til det sidste.
Første gang, jeg mødte Sennels, var ved DOKS’s og FPO’s fælles stævne i Maribo i 1981. Vi sad til bords, og ganske uvidende tiltalte jeg Sennels med et frimodigt “du”. Han lod sig nu ikke mærke, men senere blev jeg af de nærmest siddende gjort opmærksom på min fejl, som jeg opgav at rette. Skæbnen ville, at jeg, da jeg nogle år senere blev organist ved Søndermarskskirken i Viborg, fik fornøjelsen at have Sennels som fast vikar. Han nød at spille til gudstjenesten, og improviserede gerne både præ- og postludium samt naturligvis alle salmeforspil på det lille 4-stemmige positiv fra Jydsk Orgelbyggeri. Menigheden spidsede minsandten øren og gik hjem med noget at tænke over. Som menighedsrådets orgelkonsulent satte Sennels sit præg på opbygningen af kirkens nye Bruno Christensen-orgel. Det var dengang, orgelsager kunne drøftes med orgelbyggeren over god mad og rødvin og uden alt for mange papirer. Og det var i øvrigt ved den lejlighed, at Bruno Christensen og Sennels efter at have kendt hinanden i en menneskealder blev enige om at drikke dus.

Gunnar Foss og senere Georg Fjelrad var læremestre for Sennels, som til organisteksamen (som privatist) bl.a. spillede Bachs Præludium og fuga i g-mol BWV 535 - “men den kan man jo ikke engang stille op med til en optagelsesprøve i dag”, var hans kommentar. I 1947 studerede Sennels hos Marcel Dupré. Om debutkoncerten som orgelsolist hed det, at præstationen var “bemærkelsesværdig” og “lovende”. Store ord dengang!

Efter 13 års ansættelse ved Nykøbing Mors Kirke blev Richard Sennels i 1949 domorganist i Viborg. Rued Langgaard var også ansøger. Sennels fortalte, at Langgaards ansøgning angiveligt havde været meget kortfattet, på to linjer: “Undertegnede ansøger…” og så “Yderligere oplysninger: Se Kraks Blå Bog”. I 19 år sad Sennels ved det gamle Köhne-orgel, som han i alle måder fandt meget utilfredsstillende. Mange vil huske den voldsomme diskussion, især med Finn Viderø, desangående. Hvorom alting er: Han elskede sit nye Marcussen-orgel med 64 stemmer, det første danske orgelbevægelses-orgel med et egentligt romantisk svelleværk. I grunden står dette orgel, hvis opbygning og disposition blev fastlagt i tæt og tillidsfuldt samarbejde med Sybrand Zachariassen, som en milepæl i dansk orgelbygning og gav anledning til begrebet “Orgelgegenbewegung” samt i høj grad til, at svelleværket i de følgende år blev såre almindeligt, også på mindre orgler.

De første mange år finansierede Sennels kirkemusikaftenerne i Viborg Domkirke af egen lomme. Ud over, at menighedsrådet i efterkrigstiden ikke prioriterede kirkemusikken synderligt, var forholdene i Viborg Domkirke præget af den indremissionske, for ikke at sige reaktionære biskop Baun. Til gengæld stortrivedes Sennels i det senere tillidsfulde samarbejde med den musikalske biskop Johs. W. Jacobsen, og mange DOKS-medlemmer vil huske den imponerende oversigt over samtlige kirkemusikaftener, som Sennels rundsendte i 1982 efter 33 år som domorganist. Til afskedskoncerten spillede Sennels César Francks Trois Chorals. Widor regnede han ikke, “Franck har jo sagt, hvad der skal siges, Widor er overflødig”, var hans kommentar.

Som komponist nåede Sennels godt og vel opus 100. Senest vil mange have bemærket eller hørt hans “Processio et Hymnus” op. 28 (komponeret til indvielsen af Vestervig-orglet i 1978), som domorganist Flemming Dreisig fremførte på mesterlig vis til DOKS’s 100-års jubilæum. Det er en ganske særlig oplevelse at spille Sennels: Hans smukke og tydelige nodeskrift er i sig selv en æstetisk oplevelse. Alt findes tilgængeligt på Det Kongelige Bibliotek, meget er udgivet i faksimile af Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik og af Scandi-Note, samt af DOKS. Selv karakteriserede han sine orgelværker som “nærmest højromantiske”. Og om et af sine mest tilgængelige og iørefaldende orgelværker, “Quasi una Passacaglia”, sagde han: “Tja, enhver idiot kan jo skrive en passacaglia”.

Et stort kapitel for sig er sangene til tekster af de danske digtere, Sennels følte sig forbundet med, dels de kendte: Grundtvig, Kingo, Brorson, Ingemann og Blicher, men også Valdemar Rørdam, vennen, redaktør Aage V. Reiter fra Viborg, - ja sågar Leonora Christina. Sangene er melodisk set meget enkle, smukke og bevægende, akkompagnementerne diskrete og originale, ofte finurlige, og teksterne tolkes så enestående.

Tre grammofonpladeindspilninger blev det til: En med orgelværker på domorglet og to med sange, tolket af henholdsvis Dorrit Basse og Hanne Gravgaard, med hvem Sennels gav mange koncerter, også efter at han var gået på pension.

Og så er der malerierne: De som har besøgt Elisabeth og Richard Sennels i huset på Asmildvej har set, at ikke blot hang der kunst på alle vægge i hele huset; på loftet stod malerierne desuden opmagasineret nærmest som plakater i en boghandel. Og det var Kunst med stort, herunder Asger Jorn og Richard Mortensen. En samling af farver og ånd, så man kunne frygte en kunstnerisk eksplosion. Og i haven farvede familien sten og andet sjov, - selv teaktræs-køkkenlågerne var gjort levende! Til gengæld brugte man ikke penge på ferierejser eller stilmøbler. Nej, kunst. Og bøger! Fik man en bog forærende af Sennels, var det bare om at få den læst! (Ellers havde man næppe fået Doktor Faustus indenbords…) Hjemmet var vegetarisk. Til gengæld skattede man den gode rødvin og den hjemmelavede kryddersnaps til silden. Og frem for alt: man skattede samtalen og den morsomme historie. Sennels kunne le, så tårerne trillede.

Anekdoterne om Sennels er mange. En sommer havde Sennels det uheld at skulle til fods fra busstoppestedet sønden ud ad Koldingvej i Viborg på vej mod et kaffebord i vor have. Og tusindvis af mennesker travede den dag Hærvejsmarch... i modsat retning. Vi kunne se på Sennels, at noget var passeret. “De kom myldrende imod mig med hornmusik og faner… men jeg er jo vant til at gå imod strømmen!”, lød det. Eller hans kommentar, da han til sit første DOKS-stævne i mellemkrigsårene kastede et forsigtigt blik ind i mødesalen med stilfuldt klædte organister: “Gud! Er jeg én af dem?” At han siden skulle blive mangeårigt DOKS-bestyrelsesmedlem (1964-82) og dertil i en kort periode samfundets formand (1980-81), kunne han jo ikke vide.

Organistbladets læsere husker Sennels' præcise, humoristiske og til tider sarkastiske formuleringer.
Det gik somme tider hedt for sig. Hans anekdote om bydrengen, som forskrækket dukkede frem bag disken, efter at en ophidset kunde havde revset grønthandleren, og fremstammede: “Han var vist gal”, fortjener genoptryk! Så meget kunne der dengang komme ud af en anmeldelse af en Viderø-forspilssamling og en efterfølgende diskussion af, hvorvidt “Lysets engel” egner sig som forlæg for et polyfont forspil.

Viborgenserne husker Sennels som anmelder af byens koncerter. Præcise, retfærdige og ofte rablende morsomme beretninger! Ydermere var Sennels i mange år musiklærer på Viborg Katedralskole, hvor enhver, der har haft ham til sang, vil huske ham for livet.

Sennels mistede i 1986 alt for tidligt sin elskede Elisabeth, med hvem han var gift i 33 år. Sønnerne Niels Jacob og Bui har henholdsvis musikken og keramikken som levevej, og de to voksne børnebørn, begge drenge, er hhv. uddannet på kunstakademiet og spiller professionelt fodbold (hvilket Sennels skam fulgte levende med i), og en lille øjesten, adoptivsøn fra Sydamerika, går i skole.

Set i kirkemusikhistorisk perspektiv er det ikke for store ord at sige, at med Richard Sennels er en æra forbi. Om vor tids stilpluralisme og postmodernisme havde han kun en hovedrysten til overs. Hans udsagn herom kunne være barske: “Man er jo omgivet af idioter”. Men tag ikke fejl. Bag fyndordene og det faste blik gemte sig den største kærlighed til kirken, musikken og til medmennesket.

Æret være Richard Sennels’ minde.
Jens Chr. Hansen