Jean Françaix (1912-97)

Organistbladet februar 2006.

Kender du godt det? Nogle gange kunne man have forestillet sig, at der eksisterede en slags musik, som ville have lydt ca. sådan og sådan. Men det sker, at man finder komponisten til en sådan “drømme”-musik. Jeg har nok fundet ham i Jean Françaix.
Det er faktisk først med Jürgen Essl’s fine indspilning fra 1995 af Jean Françaix’s samlede orgelproduktion (undtagen et lille værk), at man har fået lejlighed til at høre den i sammenhæng. Essl er en god tekniker og disponerer nøgternt og stramt de krævende toccatalignende satser, så de står lyst og klart, i stedet for at forcere og overspille. Med Essl’s indspilning kom for en gang skyld en cd på markedet med et vist originalt valg af indhold. Før denne forelå nemlig endnu Françaix’s orgelværker uindspillet. Hvorfor mon? Det vides ikke, hvordan hans status som orgelkomponist er i hjemlandet Frankrig, men det er min fornemmelse, at forholdsvis få kender ham på vore hjemlige breddegrader. Det kan der ændres ved. Hans orgelmusik bør bestemt figurere på kanonen over det moderne koncertrepertoire. Og Essl’s cd-indspilning bereder én kaskader af glæde pga. den kloge og afbalancerede fremførelse og pga. musikkens kvaliteter. Essl er i dag professor på den ærværdige Musikhochschule i Stuttgart.
Der er over Françaix’s musikalske sprog egen françaix’sk tone, som ikke rigtig ligner nogen anden komponists. Man kan som regel høre at det er musik af Françaix der spilles, når man lytter til et værk af ham i radioen - som man også kan det med Poulenc. Der er en integritet over hele Françaix’s orgelmusik hvad angår melodik, harmoni, form og en vis ensartethed i kompositionsmåde, der strækker sig over mange år, og som man hurtigt opdager ved nærlytning/spil af hans orgelproduktion - der altså ikke er større, end at den kan være på én cd.

Françaix stammer fra Le Mans. Han begyndte at komponere i de tidlige børneår, kraftigt stimuleret af et musikalsk miljø med en fader og moder, der var henholdsvis komponist og sanglærerinde. På pariserkonservatoriet var hans lærere berømthederne Isidor Philip (klaver) og Nadia Boulanger (komposition). Allerede som 20-årig skrev han det værk, der få år senere gjorde ham internationalt kendt som en komponist af musik med en diverterende karakter.

Nogle har karakteriseret hans musik som værende fuld af charme og elegance, og opfindsom og attraktiv i kompositionsmåde. Han komponerede hurtigt og let, og var som den glimrende pianist han var, udøvende til kort tid før sin død. Han sås f.eks. ofte optræde firehændigt ved klaveret sammen med sin datter. Selv betegner han sin opgave som komponist sådan: At komponere alvorlig, men ikke tung musik. Françaix hentede tidligt inspiration fra Ravel, Chabrier og Mozart, ligesom hans kapriciøse stil og melodik i nogen grad kan minde om Poulenc. Denne inspiration afspejler sig i hans raffinerede og sikre sans for klanglige farver. I melodierne i hans orgelmusik hører man også en hel del from katolsk kirkesang.
Ved sin død i 1997 var han Frankrigs berømteste dengang levende komponist. Han efterlod sig et enormt opus på omkring 220 værker, heriblandt omkring 40 koncerter for ethvert tænkeligt orkesterinstrument, 5 operaer, 15 balletter, filmmusik, klavermusik, kormusik, et oratorium m.m. - og ja, så altså orgelmusik. Mange af hans værker er på det internationale koncertsalsrepertoire. Frem for alt optræder han dog i dag på snart sagt enhver programflade for kammermusik i den vestlige verden. Og hans ry er i denne nyromantiske æra kun for stigende.

Skal man skitsere hans indsats som orgelkomponist, løber man lige ind i nogle paradokser.
Françaix anså ikke selv sin orgelproduktion for en væsentlig del af den samlede produktion; flere værker er oprindelig komponeret som orkestermusik til film, som så senere er bearbejdet for orgel; og han spillede ikke selv orgel. Disse forhold kan være noget af årsagen til den endnu forholdsvis beskedne udbredelse af hans orgelmusik. De bør dog overhovedet ikke stå i vejen for hans pragtfulde orgelmusik herhjemme. Hans overskuelige orgelproduktion “fylder” langt mere end så mange mindre ånders.
Selvom han ikke spillede orgel, ligger musikken idiomatisk godt (han var pianist). Også pedalet er i de svære satser særdeles udviklet - og godt beliggende. Registreringsangivelserne i noderne, som forlaget Schott meddeler mig alle er originale fra hans hånd, er fortrinlige og tilrettelagt sammen med en god ven, der var organist.
Françaix’s samlede oevre for orgel blev komponeret i hans modne komponistår og inden for en 30-årig periode. Det udgøres af 6 værker. Fire for orgel solo: Marche Solennelle (1956), Suite Carmelite (1960), Suite Profane (1984) og Messe de Mariage (1986). Desuden Marche Triomphale for 4 trompeter og orgel (årstal?) - ikke med på cd’en, mig ubekendt, og derfor ikke omtalt - og L’Apocalypse selon St. Jean (1939/1995) (transskriberet af Jürgen Essl).

Mit nodearkiv indeholder et par løse piratkopi-sider af satsen “Soeur Mathilde” fra Suite Carmelite, (oprindelig filmmusik), medbragt for 20 år siden fra København til hovedlandet, og formodentlig stammende fra kredsen omkring Grethe Krogh, som jeg véd har suiten på programmet. Også Gillian Weir spiller flere af Françaix’s værker. Så det er troligt det værk, der er (mest) kendt herhjemme. Over denne sats, som over flere andre satser, er der et vist etudepræg. De meget store pedalspring med stadig nye figureringer er en god og sjov, og for orgel lidt atypisk pedaløvelse, men typisk françaix’sk med den stadige harmoniske variation forårsaget af pedalet. De 6 søde satser er korte musikalske personkarakteriseringer, den sidste med pompøs vægt.

Den 5-satsede Suite Profane er egentlig hans eneste større originale værk for orgel, komponeret “pour mon plaisir”. Her er især de 3 hurtige satser Giocoso, Scherzando og den effektfulde sidste sats, Toccata, virkningsfuld.

Det længste værk er den 7-satsede Messe de Mariage, der er komponeret over to omgange. Messen er skrevet til et bryllup for et musiker-vennepar af henholdsvis tysk og fransk herkomst. Derfor har Françaix, halvt skjult og harmonisk ændret, citeret fraser af den tyske og franske nationalhymne. F.eks. i slutkadencen i den sidste sats, Sortie. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan han her med få og elementære harmoniske virkemidler aftvinger den hårdt prøvede dur-mol tonalitet nye udtryk. Et typisk françaix’sk træk der bevirker, at man ofte oplever det at spille hans musik som en ny og forfriskende harmonisk rejse i gammelt tonalt land.
Her vil den adstadige indledningssats, og især de sidste 2 satser i toccataform - som man bør have øvet sig på hjemmefra - være noget for orgelløverne. Begge kan ses som en etude med en perpetuum mobile karakter, der er afstedkommet af hans stadige afsøgning af nye tonale områder.
Ved brylluppet, der blev holdt i St. Clothilde, og hvor både Françaix, Messiaen og mange andre musikere var med, hændte følgende. En dame henvendte sig begejstret til Messiaen og lykønskede ham med den storartede musik i den tro, at han var komponisten. Han skulle have været noget stiv i betrækket over denne fejltagelse.

Marche Solennelle med undertitlen “Marche Sacre” er et pompøst stykke musik, der er velegnet til præ/post (oprindelig filmmusik), og som i sin højtidelige ånd ligger langt fra soldaterparader. Et pragtstykke, med hvilket man allerede på søndag vil kunne smelte selv de hårdeste hjerter i menigheden. En tema-med-variationer-form over 3 sider, som arbejder sig støt frem mod et vældigt klimaks med dynamik angivelsen ffff.

L’Apocalypse selon St. Jean for to trompeter og orgel udgøres af 5 satser, som er uddraget fra værket “Apokalypsen ifølge Johannes”. Dette betegnes genremæssigt som et “fantastisk oratorium”. Et værk af stort omfang for 4 solister, bl. kor, to (!) symfoniorkestre og to dirigenter. Endnu et lille paradoks: Françaix - der var praktiserende katolik - regnede dette tidlige og eneste vokale kirkemusikalske værk med bibeltekster, som han overhovedet skrev, for sit absolutte hovedværk. Jürgen Essl har med komponistens fulde bifald og gennemsyn - brevet med komponistens sirlige håndskrift er gengivet i cd’ens booklet - transskriberet 5 satser herfra for orgel og trompet.
Det er indtryksfuld musik af uhyre stor skønhed. Vi brugte den som basis for en musikgudstjeneste Allehelgens søndag sidste år, hvor de 5 satser af tilsammen 15 minutters længde blev fordelt over hele gudstjenesten. Jeg lånte noder og cd af originalværket, der er præget af højst sofistikerede rytmeforhold, og fandt de tekststeder i Johs. Åb., som de 5 satser Essl har transskriberet, var lavet over, og fordelte ud fra dette satserne, så de indholdsmæssigt kom til at passe til gudstjenestens tekster.
Ideelt set bør den til tider meget stærke musik med de to lejlighedsvis (i 2 af satserne) gjaldende trompeter nok fremføres i en katedral, men en sådan havde vi ikke lige ved hånden. Menigheden synes den sine steder var temmelig overvældende.
Noder fås hos Schott eller Editions Musicales Transatlantiques.