Finn Viderø 1906-2006

Organistbladet august 2006.

Den 15. august 2006 er det 100 år siden organisten, komponisten m.m. Finn Viderø fødtes. Forfatteren af nærværende erindring er det man i dagens Danmark kalder af etnisk oprindelse, altså født og opvokset i udlandet og i øvrigt hans sidste elev i konservatorieregi. Med det in mente kan det indledningsvis være fristende at citere musikkritikeren Hansgeorg Lenz (af tysk oprindelse) for hans udtalelse i forbindelse med Viderøs 75-årsdag: “På det hjemlige parnas er der en solid tradition for, at den slags kunstnere behandles omvendt proportionalt med den agtelse, de nyder ude”.

Jeg vælger ikke at skrive en biografi eller opremsning af Finn Viderøs vældige gerninger frem til hans død for knap 20 år siden. Derimod begynder afstanden i tid at blive så stor at det burde være muligt at hæve sig en smule i helikopterhøjde for at se en smule på hvilken betydning han sammen med eksempelvis Mogens Wøldike og orgelbyggeriet Marcussen og Søn fik både nationalt og internationalt, i noget der trygt kan benævnes som en guldalder i dansk kirkemusik.
Kendsgerningerne burde tale for sig selv, men allerede her fascineres man af alle de reservationer påfaldende mange fremdeles har behov for at udtrykke i forhold til Viderøs livsværk. Han var jo et barn af sin tid, sådan spiller vi ikke længere. Det er jo så sandt som det er sagt, men det samme kan sikkert siges om mange af os inden lang tid er gået.

Man kan blive ganske misundelig på den rolle Viderø havde evner og mulighed for at have fra omkring 1930. På samme måde som Thomas Laub havde gjort et halvt århundrede tidligere, var han med til at sætte en helt ny dagsorden. Denne gang gjaldt det opførelsespraksis, og ikke mindst orgelspillet. (Med al respekt for hans arbejde med gregoriansk sang på dansk, var det nok indenfor orgelspillet hans hjerte slog kraftigst). Nu var det bort med alt føleriet, nu var det tid til at gå til kilderne, og som Bernhard Christensen så smukt siger “at give et så sandt som muligt billede af en svunden tids musikopfattelse. Et levende engagement, som advarer mod vanetænkning, fastlåst i vedtagne normer”.

Denne renselsesproces fra den romantiske indfaldsvinkel var i begyndelsen nærmest total, og et af de morsomme forhold set med eftertidens øjne var at også jazzen blev inddraget i det samme projekt! Sikkert er det at denne nye dagsorden skabte stor begejstring vidt omkring, samtidigt med at den kom i skarp modsætning til mange af tidens betydelige organister, som endnu i lang tid fremover havde konservatoriet som sin tumleplads. Det er ingen tvivl om at orgelbevægelsens indtræden nogen tid i forvejen bidrog til at Viderø var rette mand på rette sted til ret tid. Og at Danmark samtidigt havde en orgelbygger af P.G. Andersens støbning, bidrog til helt strålende fremgang på den internationale scene. I flere årtier blev Viderø på orgelspillets område en meget fremtrædende person og havde utallige opgaver i mange sammenhænge og nåede også med nutidens mål at foretage et betydeligt antal skelsættende grammofonindspilninger.

Jeg vil komme lidt tilbage til Bernhard Christensens programerklæring vedr. at undgå vanetænkning. Det er jo mildt sagt en krævende ambition. Et af de meget interessante forhold er Viderøs betoning af legatospillet i klassisk orgellitteratur i forhold til hans videnskabelige indfaldsvinkel. Det ville oplagt være interessant om nogen ville forske en smule mere i hans eventuelle forbindelse med den franske legatotradition, sidst repræsenteret ved Dupré, en skole Viderø ellers omtalte med stor skepsis! Her er det imidlertid vigtigt at have blik for nuancerne. I Viderøs senere pædagogiske periode talte han i fingersætningsspørgsmål en god del om de gode fingre på betonede tider, altså var han ikke totalt på jagt efter det fuld-egaliserede spil og teknik.

Når Viderø endnu i dag efter min opfattelse ikke har fået den plads han kunne fortjene i dansk kirkemusikhistorie, beror det nok i hovedsag på to momenter. Det første er nok hans musikalske parametre og det totale fravær af effektelementer og publikumsfrieri. Nogle af os husker fremdeles hans fremførelse af Bach store a-mol i Kastelskirken i et meget langsomt tempo på 8 og 4 fods fløjter, en fremførelse ikke skabt for mennesker at høre på. Modsat findes der mange eksempler på musikalsk storhed og umiddelbarhed som godt tåler eftertidens genhør, ikke mindst Orgelbüchlein på Sorøorglet.
Det andet var hans påståede stridbare natur, noget som slet ikke indgik i hans selvbillede. Hans vilje til at løse de aktuelle opgaver optimalt, bidrog ikke altid til den smidighed der skal til for at for at komme i mål, og det var nok grunden til at han blev vraget til ministeriets orgelkonsulentopgave, hans nok bitreste skuffelse i karrieren. Viderøs ironi som gerne gik ud over mennesker han i øvrigt satte pris på og respekterede, var imidlertid så bidende, at det var svært at forholde sig til når man fik det serveret ad omveje.
Viderøs vedholdende arbejde med gregoriansk sang på dansk og hans Buxtehudeforskning vidner om en person med høj arbejdsmoral som nærmest ser sit arbejde i et kaldsperspektiv. De sidste år hvor han måtte indse at det var svært at nå den ultimative løsning vedr. Buxtehudes orgelværker, blev på mange måder vanskelige, perfektionist som han var.

Essensen af mine spredte betragtninger må være at det af mange årsager er interessant at beskæftige sig med den kirkemusikalske fortid, nær eller fjern. Finn Viderø har sikret sig en plads i dansk kirkemusikhistorie, en ener der er grund til at være stolt over og som varigt har skabt kirkemusikalske spor, som der er al grund til at vedligeholde, ikke mindst det han fordrede både af sig selv og sine omgivelser.

12.-13 august fejrer Vestervig Kirkemusikskole Finn Viderøs 100 år. Red.