En Århushistorie

Organistbladet oktober 2006.

Til et pænt stykke op i 1900-tallet var “Dansk musik” vel stort set synonym med hovedstadens musik! Her residerede hoffet med dets musikalske udfoldelser, her lå operaen, her spillede Kapellet, her lå konservatoriet, her boede de kendte komponister, flere af dem betjente orglerne i byens også i dag så velkendte kirker og videreførte den rige kirkemusikalske tradition, som jo allerede blomstrede i 1600-1700-tallet på Buxtehudes, Radecks og Lorentz' tid. Her fik man besøg og koncerter af skiftende tiders store musikkoryfæer.

Men selvfølgelig var musiklivet i provinsen på ingen måde tabula rasa! Også her fandtes der ildsjæle; foretagsomme og brændende musikere og flittige organister, for hvem guleroden ikke var en fyrstelig gagering, og, som i eksempelvis vort sydlige naboland, havde i århundreder stadsmusikanterne spillet en helt uundværlig rolle både ved private som ved officielle lejligheder. Med deres svende og lærlinge var de kendte folk (hvis medvirken var altafgørende for Bachs ugentlige kantateopførelser), og tit mestrede de mere end ét instrument. I en kronik i Aarhuus Stiftstidende d. 23. aug. 1968 (Musik i kirken) ytrede Georg Fjelrad sig således: “Bl.a. savnes en undersøgelse af emnet: Stadsmusikanten og hans virke med særligt henblik på hans kirketjeneste”. Opfordringen blev i øvrigt fulgt til dørs med følgende ironiske snert: “Når den unge musikvidenskab ikke kan finde flere petitesser hos de hensovede at skrive om, er der her et herligt ubehandlet emne. Men man bliver jo væmmelig snavset af at rode i gamle papirer”. Den lakune er nu i høj grad udfyldt takket være Jens Koudals disputats: For Borgere og bønder. Stadsmusikantvæsenet i Danmark 1660-1800. Ligeledes kaster de efterhånden mange danske orgelmonografier storartet lys over mange til tider underholdende kroge af forvaltningen af kirkemusikken gennem tiderne, ja flere danske byers koncertliv har endda fået sin egen litteratur. Et ganske fornøjeligt tidsbillede af personer og repertoire giver Johs. Wolthers i Organister og Stadsmusikanter i Vejle 1600-1941. Sybille Reventlow har skrevet om Musik på Fyn 1770-1850. Med Jørgen Hæstrups Musik for små penge fortælles om musiklivet i Viborg i 1920'erne. (Det er her læseren præsenteres for begrebet ‘grovspille’! Det var, når dirigenten ved de første orkesterprøver lagde for med ordene: “Nå, så grovspiller vi først uden kryds'er og b'er”!) Og selvfølgelig er Københavns musikhistorie godt dækket ind, vel senest med Studier i Københavns musikhistorie i det 19. og 20. årh. Men så er vi jo også nået op til vor egen tid.

Så langt op i tid går Mogens Friis ikke i sin århusianske musikhistorie; når grænsen sættes ved ca. år 1800, begrundes det med, at de gamle instrumenttyper og de privilegerede stadsmusikanters tid da er ved at være ovre samtidig med, at et friere musikvæsen præget af amatørmusikken og musik- og sangforeninger tager over. Til gengæld går vi næsten 800 år tilbage, hvad allerede bogens omslag antyder: en knoglefløjte fra 1100-tallet fotograferet på baggrund af et af to missalefragmenter fra ca. 1350. Til daglig beror de (noget uset) på et pulpitur i domkirkens nordre korsarm. I alt 224 sider præget af grundig forskning og imponerende fremlæggelse af kildestudier sætter Århus på det musikalske landkort, og et blik på indholdsfortegnelsen understreger atter den kendsgerning, at musiklivet i byerne, og her en domkirkeby, var båret af og knyttet til (dom)kirken, (katedral)skolen, stadsmusikantembedet og militærmusikken. Helt op til 1800 var Århus kun sjettestørste by i Danmark, og man kan blot tage til indtægt, at denne bispeby (fra år 948), der til midt i 1700-tallet havde et indbyggerantal under 4000, allerede i 1500-tallet udbyggede og færdiggjorde en processionskirke af så enorme dimensioner, som Århus domkirke i dag er.

Men som sig hør og bør, nævner Friis den ældste domkirke, Vor Frue, først. Et orgel her hører vi først om i 1656, men Århus' tidligste orgelhistorie er noget underbelyst, og vi er først på nogenlunde sikker grund med en oplysning om et orgel (muligvis i domkirken?) i forbindelse med kong Hans' dronning Christines besøg i staden 1505. Kantorembedet kunne klares af kannikkerne, og antallet af skolarer eller elever var afhængigt af korgodsets afkast! Altså dengang som i dag et spørgsmål om penge. Friis' bog er særdeles nyttig, når man vil søge oplysning om datidens DOKS'ere. Den først kendte, Andreas Berthelsen (før 1640), har slægtninge i lige linie ned til i dag! En nulevende lærer i Århus-forstaden Lystrup viste mig for et par år siden sin stamtavle; den går i 17. led lige tilbage til domorganisten. Berømt er også Johan Utrecht. Hans epitafium med Danmarks ældste organistportræt findes bag altret, og Friis har fundet et dokument, der beviser hans værd, for Chr. IV befaler ham via lensmanden i 1643 at undervise hans yngste datter, jomfru Elisbeth Gyldenløve, i musik i Skanderborg. I øvrigt delte Vor Frue og domkirken fra 1715 og langt op i 1800-tallet fælles organist. Vi ville gerne have vidst mere om, hvad d'herrer spillede og sang, men forfatterens arkivstudier fortæller en interesseret eftertid, at der “ved Liigbegjængelser af især fornemme Liig” lød firestemmig sørgesang accompagneret af flauto traverso fra det nu nedrevne lektorium; at der ved den 146-årige? Drakenbergs begravelse var sang af hele skolen, mens domorganist Ebeling spillede dæmpet på orglet. Ved 100-året for enevældens indførelse opførtes en kantate af kantor ved Katedralskolen Heinrich Ernst Grosmann: Op! Op I Andagtsfulde Siele. (Grosmann kommer jeg tilbage til). Og så mangler heller ikke historien om den arme orgelbygger Wulff, der 1747 blev dræbt i domorglet pga. et lynnedslag.

De første skoler voksede op omkring domkapitlerne. En sådan kan i Århus først dateres til 1204, og her havde kantoren med sit ansvar for sangen i skolerne ansvaret for at opvarte med musik i begge kirker. Friis beretter ganske fængslende om denne medvirken ved messerne, om Peder Palladius' opdelinger i klasser og læseplaner med musikundervisning og indøvelse i flerstemmig sang, om sang ved dørene på mortensaften og ved juletid under overholdelse af 5 regler: “hold hænderne sammen, hold benene sammen, løft hovedet, se dig ikke omkring, tal kun lidt” - og så skulle øjnene være fæstnede på noderne, at der ikke skal indsnige sig fejl. Var det noget for dagens korsangere? Chr. IV beordrede efter et besøg i domkirken disciplene ned fra lektoriet under prædikenen, at de bedre kunne påhøre denne. Hvad siger dagens korsangere til det? I 1618 skrev han til biskoppen, at han skulle “udsøge trende gode korister” og sende dem til ingen ringere end Mogens Pedersøn i “wor Kiöbsted Kjöbenhauffen”. Så der må have været noget godt at hente i Århus. Og så fremhæver Friis H. H. Blache, som blev katedralskolerektor i 1838, for det fremgår af hans erindringer, at man omkring 4. lektie kunne blive undervist i militærmusik, altså få undervisning i obo, klarinet, fagot og horn.

Over 30 sider behandler Friis den for byernes musikliv meget væsentlige institution, stadsmusikanten. En profession med betalt privilegium, som var udbredt i Europa siden 1200-tallet. Mesteren med svende og lærlinge (ofte boende hos denne) arbejdede tæt sammen med organister og latinskolekantor. De medvirkede ved de store højtider og underviste latinskolens elever. Bogen bringer en oversigt over stadsmusikanter i Århus fra 1500 til 1851, og de dertilhørende meget fyldige noter bekræfter læseren i, at datidens mennesker nok ikke var så anderledes end os. Alle de mange tvister, når andre stjal kunder og musicerede, hvor den “privilegerede” havde sin ret. Vi hører om gæld og kreditorer og værtshusslagsmål og lidt overdreven glæde ved det smukke kvindekøn med følger deraf. To familier påkalder sig særlig interesse, Klochfamilien og Ræhsfamilien. Vi kan læse om diverse retssager mellem Kloch'erne og organisterne ved de to kirker, for disse sidste forsøgte at “presse” sig ind på forbudt område som spillemænd ved bryllupper og begravelser. Stadsmusikanternes protester var forståelig nok. Økonomien var betrængt. Skifteprotokollen for Heinrich Kloch (1699) angiver større gæld end værdier i boet, hvor en inventarliste dog opregner 18 instrumenter samt “et Uringlas og fire Fugleglas”. Alt røg ved en privatauktion. Mere betydningsfuld var nok Ræhsslægten (1713-54). Den først kendte, Morten Ræhs, fik endda Frederik IV's medhold i, at de ikke særlig betalingsvillige århusianere ikke måtte prygle mesterens svende og lærlinge eller ituslå deres instrumenter. Ræhs instrumentarium bestod af både strygere og blæsere - hen ved 30 i alt! Sønnen Christian er indskrevet i Holmens kirkes række af organister, og N. W. Gade kendte til følgende inskription i orglets bælgekammer: “Ræhs, elev af Tartini”. Det forklarer nok hans udnævnelse til koncertmester for hofviolonerne. Ud over sit violin- og orgelspil var han komponist, og både hans og broderens, den virtuose fløjtespiller Morten Ræhs' værker, ligger i dag i Gjeddes samling (Det kgl. Bibliotek) og i Landesbibliothek i Schwerin. Friis' bog medgiver et par udmærkede facsimile-eksempler, og århusianske koncertgængere har for nylig kunnet opleve smagsprøver på disse Ræhs-sonater, der med rødder i barokken dog nærmer sig den ‘galante periodes’ stil. Tilmed er de af stor vigtighed som kilde til forståelsen af tidens opførelsespraksis og senbarokkens forsiringspraksis.

I 1760 blev Heinrich Ernst Grosmann ansat som latinskolekantor med deraf følgende ansvar for kirkemusikken. Han døde i 1811, men nåede at blive en af byens helt store musikerpersonligheder ikke mindst som komponist. Allerede nu afdøde statsbibliotekar Emmanuel Sejr “gravede” i Grosmanns liv og virke og registrerede hans opus, der nu beror på Statsbiblioteket som den største nodesamling i Århus fra før 1800. Mogens Friis oplister 9 større kantater af ham - alle med stort blæserudtræk og ofte “Orgelværk”, og Friis redegør for sin ganske plausible teori om kantaten Vi Himlens allermægtigste Herre ect. Festo Gratias Actionis, 1773. Grosmanns angivelser tyder på, at anledningen kan have været den “Taksigelses-Erindring”, som på stiftsprovstelig opfordring blev holdt som tak for, at kirken ikke brændte ved lynnedslaget i 1747 (da orgelbygger Wulff blev dræbt). Grosmann-samlingen indeholder i øvrigt 19 kantater med dansk tekst af Telemann, som jo slet ikke var ukendt i Danmark. Friis minder om, at Odense Latinskole bestilte en kantate af ham til Frederik V's fødselsdag, 1757. Var Grosmann mon et forsøg værd for de to gamle midtbykirkers nutidige kantorier?

Det er Friis' fortjeneste, at den interesserede mindes om endnu en betydelig musiksamling på Statsbiblioteket, nemlig Danneskiold Samsøes nodesamling, der tæller over 100 numre. Symfonier, duetter, trioer, kvartetter, sonater, klaver- og fløjtesonater samt vokalværker. Og at det ikke er hakkelse fra døgnets rejsestald, vi har med at gøre, godtgøres af et udpluk af komponistnavne som J. C. og C. P. E. Bach, Telemann, Benda, Goldberg, Fischer, Casparini, Pergolesi, Graun, Kirnberger, Quantz, Haydn, Mozart, Stamitz m. fl. Altså ikke just småfolk af faget!

Også militærmusikken tager bogen under behandling. Selv om Århus først 1819 fik et regiment med et større musikkorps tilknyttet, fortæller historien om militær tilstedeværelse helt tilbage i 1500-tallet, og i 1720 blev borgerne pålagt skat til indkvarteringer, og heraf aflønnedes også trompetererne (samme løntrin som en korporal). Med basis i garnisonsjournaler og folketællinger oplister Friis ikke færre end 67 militærmusikere med adresser og navns nævnelse fra 1665 til 1787. Yderligere kan læseren fordybe sig i et afsnit om 'Byens trommeslagere', og i kapitlet om 'Musik uden for institutionerne' hører vi om, hvad der skete i hjemmene, ved fester og optog til højtiderne, eller når man med “købt” musik gik rundt og spillede for folks døre i håbet om at blive inviteret indenfor, ja om musikudfoldelse i vinkældre og skænkestuer med ballade som resultat i de sene nattetimer. I januar 1739 spillede uberettigede spillemænd op til 'Juulestue' hos en M. Herschind i Rosensgade. Da netop dét var forbudt, blev han efterfølgende dømt for overtrædelse af sabbatsforordningen. Og så findes der to klagedigte, det ældste fra 1659 i forbindelse med den svenske flådes angreb på byen. Dens 21 strofer “Kand siungis som: Himmerigis Rige lignes ved etc.”, det andet fra 1732 efter to brandstiftelser: 25 strofer på melodien “O! Jesu for din piine”.

Men brikkerne til byens musikhistorie lægges ikke blot af personalhistorie, men i ligeså høj grad af det, de efterlod. Meget er sikkert i tidens løb forsvundet, men de to missalefragmenter i domkirken, de ældste musikalske hilsner vi har, er allerede nævnt. De blev fundet som 13 pergamentstrimler anvendt til tætning af kirkens prædikestol, og ejer kirken således ikke længere et “Missale arosiensis”, har Det kgl. Bibliotek det fuldstændige “Breviarium Aarhusiense” trykt 1519. Vi bliver endvidere informeret om Hans Hansen Skaanings tryk af Jespersens Graduale, 1633, og om amatørers og professionelles muligheder for at erhverve noder. Her flyder kilderne ikke alt for rigeligt. Hvad skulle katedralskolens disciple indstudere? De første oplysninger får vi i 1685, og højst interessant er en inventarliste fra 1698, hvor kantor Scorup i rektor Rhodes nærvær overstreger og kasserer gamle, ubrugelige sager; og det er så en passant værd at notere sig, at samme Rhode havde udgivet en bearbejdelse af en skolebog af den i datiden højt berømte skolemand J. Amos Comenius - samme skolebog (billeder med latinsk og tysk tekst), som Joh. Seb. Bach i sin barndom havde måttet 'tyre' igennem. Friis har heller ikke glemt Niels Schjørrings “Choral=bog” fra 1783 med generalbas; en sådan har i dag fundet sit hvilested i domkirkens krypt og bærer påskriften “Er kiøbt for Wor Fruues Kirkes Penge, til brug for Aarhuus latinske Kathedral=skole der i kirken. Aarhuus test. d. 25. Nov. 1783 Thure Krarup”. Og så må vi da endelig ikke glemme domkirkens og katedralskolens store søn fra den tid, da Humanismen kom til Århus, Morten Børup (ca. 1446-1526). Hans 'Carmen vernalis' fra “Piae Cantiones”: In vernalis temporis, som er skrevet til peblingenes majfest, er jo atter kommet til ære og værdighed i den ny salmebog, “Frydeligt med jubelkor”. Forfatteren har sidst i bogen opstillet en imponerende 'series cantorum' i domkirken lige fra Jens Lam (1266) til Joh. Kabell (d. 1847). Her figurerer Morten Børup (også som rektor) som nr. 18 i rækken af et embede, der oprettedes i juli 1266 af bisp Tyge. 50 kantorer i alt, nogle med den pavelige approbation nævnt. Fleres gravstene er nu forsvundet, men Thomas Riber (1548-1576) ligger stadig under kororglet.

Mogens Friis er ikke blot forfatter, men en indsigtsfuld musiker med stort instrumentkendskab og i stand til at traktere flere af slagsen. Således kan hans kapitel om instrumentmagere og instrumenter meget anbefales sammen med de mange farveillustrationer.

Hvem er denne storartede, men dog specielle publikation rettet til? For århusianere med lokalkendskab og almen historisk interesse for byen og dens musikhistorie er bogen en selvfølge. Hver stad i kongeriget har også haft lignende musikinstitutioner med lignende menneskelige relationer og problemer; derfor bør lokalbegrebet “Århus” ikke på nogen måde afgrænse bogens udbredelse. Den foreligger i smukt tryk, satsen er meget læsevenlig med mange og klare illustrationer og facsimili, og Friis skriver et let og medrivende dansk, der ikke kan skjule hans begejstring og kompetence. Værket er ikke en videnskabelig disputats, men der er små tilløb, for kun få sider har ikke et fyldigt noteapparat, og at Friis har været langt nede i arkivalier, kilder, retssager og breve, ja derom vidner 26 siders udskrifter af slige dokumenter. Men, kære læser - frygt ikke! Faktisk findes her noget af det mest fængslende stof. Længst forgangne sensationer! Her skildres datidens mennesker på godt og ondt i tekster, der reflekterer os i alle indbyrdes relationer og gør os i dag til ét med dem dengang. Her har vist intet ændret sig.
Deres ærbødige ville ikke protestere over et fremtidigt Bind II: Brikker til musikkens historie i Århus fra 1800 til 1950.

Mogens Friis: Brikker til musikkens historie i Århus indtil ca. 1800
MUSA-print, 2005, DKK 230.-