Der manglede ikke noget

Organistbladet januar 2006.

Den generation, der i løbet af sit liv passerer en tidsmæssig milepæl, er vidne til en begivenhed af stor fascination. Med årtusindskiftet i klar erindring oplever vi i disse år en række kunstneriske milepæle for vor tid - et 200-års jubilæum for H.C. Andersens og Hartmanns fødsel; snart skal vi markere 250-året for Mozarts fødsel, og i år er det så også vores stand, DOKS-organisterne, der kan fejre et jubilæum - et århundredskifte i en ærværdig, dansk kirkelig musiktradition - og selvfølgelig må også jeg være med, selvfølgelig må man prøve på at deltage i festlighederne. Med modtagelsen af de fine DOKS-publikationer, organistbog og jubilæumsskrift, bliver jeg jo klar over, at tiden nærmer sig, at der bliver arbejdet målrettet på festligholdelsen. Og så oprinder dagen - jeg begiver mig af sted.

Jeg tager ikke metroen denne gang. De sidste par dage har der været opstandelse over glemte rygsække og mærkelige pakker i togene. Frygten for terrorangrebene i vor tid blusser op fra tid til anden, og måske er jeg lidt påvirket af det, når jeg denne gang vælger den stilfærdige bustur ind ad Kongelundsvejen. Er det nu også klogt at samle hele cremen af dansk kirkemusik på samme sted, farer det et øjeblik gennem hovedet på mig? Men så ryster jeg det af mig - bussen er stoppet uden for Glyptoteket.

Selvom der kun er nogle få plusgrader, er vejret smukt. Hvad andet kan man også vente på en fødselsdag for organisterne, tænker jeg. Kirkens stand af ædle musikanter, der søndag efter søndag forsyner kirkens hvælvinger med englelig lovsang og himmelsk orgelbrus, skulle vel nok også kunne bevilges et dejligt vejr på sin 100-års fødselsdag, tænker jeg videre på organisatorisk vis. Den todages begivenhed, der venter os, skal jo sætte kronen på de seneste 30-40 års positive udvikling og resultater, hvor organiststanden for alvor har fået forbedret sine vilkår og derved opnået en basis for levevej og virke i kirkemusikkens tjeneste. Så det er med fortrøstning jeg, her på vejen til jubilæet, sender gode tanker til DOKS’s bestyrelse for det arbejde, der nu ganske velfortjent belønnes med en strålende sol og en klar, blå himmel.

Festforelæsningen
Med professor, dr. phil. Henrik Glahns festforelæsning i Glyptoteket over emnet “Nogle glimt fra mange års syslen med koralmelodier” indledtes DOKS’s 100-års jubilæum.
Her mødte vi en personlighed, hvorom man vidste, at hans musikvidenskabelige afhandlinger og artikler strakte sig langt tilbage i sidste århundrede. Glahn takkede DOKS’s bestyrelse for opgaven at holde en “festforelæsning”. Derefter førte han os næsten tilbage til skolebænken, hvor vi som hans artige elever sang rent og pænt med “når læreren bad om det”, alt imens han tog os ud på en rejse i tiden: Med lune og vid forenede han sin autoritet i en gennemgang af 2 gamle salmers skæbnerejse fra deres udspring i middelalderen frem til koralbogen af 2003. Til det brug havde han et 4-st. ensemble Cappella Hafniensis samt blokfløjtesolisten Bolette Roed, og han pointerede, at det specielt var disse medvirkende musikeres fortjeneste, at han formåede at knytte betegnelsen “fest” til ordet forelæsning.

Forsamlingens applaus gav udtryk for begejstring og respekt. Man havde overværet en helt usædvanlig stund sammen med en repræsentant, der i væsentlig grad kendte til vores vigtigste kirkeopgave: “at behandle og fremføre koralen / salmen så smukt og rigtigt som muligt. En værdig indledning på dette jubilæum.

Reception i Helligåndshuset
Fra Glyptotekets skønne sale gik det nu over stok og sten til Helligåndshuset, hvor der var dækket op til reception med vin og pindemadder! Organister fra hele landet var mødt talstærkt op, og stemningen var stor og varm. Mange gav udtryk for glæden ved gode gamle venners gensyn i denne ramme af en usædvanlig og festlig anledning.

Koncert i Helligåndskirken
Som optakt til arrangementets første koncert i Helligåndskirken fremførte Hans Ole Thers på kirkens klokkespil sin “improvisation” med titel “Hommage à Laub” med satserne Prèlude, Méditation og Sorti. Velklingende og smukt.
Dernæst fulgte selve koncerten i kirken. Det var Ørjan Horn Johansen, der først satte sig ved det 75 st. store Marcussen & Søn orgel med koncertens indledende del, der bød på Peter Møllers 4. orgelsymfoni og Bent Lorentzens “Intersection” fra 1970. Hans Ole Thers fortsatte herefter med I.P.E. Hartmann: Fantasi i A-dur, Claus Vestergaard Jensen: 2 koralforspil (tilegnet Hans Ole Thers), Rued Langgaards “morgenstykke “Som Lynet er Kristi Genkomst” (komponeret 10.3.1948 kl. 04.00 morgen) og G. Matthison-Hansen: Jubel-Fantasi.
Min opfattelse af koncerten er først og fremmest, at det var “den store musik”, “det festlige” og “jubelen” (udmundende i koralen “Lover den Herre”), der var det fremherskende. Det var en udsøgt nydelse at lytte til Helligåndskirkens orgel, dette pragtinstrument, der på smukkeste vis forløste romantikerne Hartmann og Matthison-Hansen.
Claus Vestergaard Jensens 2 orgelkoraler stod i en naturlig kompositorisk kontrast til hinanden: “Lyksaligt det folk, som har øre for klang” var stille og meditativ, og “Nu takker alle Gud” sprudlede i sin fransk-inspirerede stil af energi og påhitsomhed - og med en overraskende finurlig B-del i mol som overgang til A-delens genindtræden og efterfølgende krone.
Bent Lorentzens “Intersection” repræsenterede fint et af de orgeludtryk, man kunne møde i 70’erne.
De største øjeblikke i denne første koncert var dog for mig det monumentale storværk, Peter Møllers orgelsymfoni nr. 4. Men koncerten som helhed blev i sit spænd fra romantik til vor tid yderst kompetent præsenteret af de 2 organister, der da også høstede et stort bifald fra deres kolleger.
 

Terrorangreb?
Og så vandrede koncertgængerne opløftede ud af kirken. Fra tårnet tonede klangen af klokkespillet igen ud over byens tage, Ørjan Horn Johansen fremførte smukt værker af J.S. Bach, Bent Lorentzen og Ulla Laage. Det kunne have været en fuldendt stemningsfuld afrunding på koncerten - ja, det burde det have været! Måske var det også sådan for dem, der valgte den anden udgang fra kirken - døren ud mod Valkendorfsgade. Men for os, der skridtede over kirkepladsen og videre ud på Strøget, blev oplevelsen en anden. Lige over for kirken var der netop åbnet en lille butik med modetøj. Og forretningsindehaveren her så det åbenbart som sin opgave at mane klokkeklangen i jorden og erobre fodgængernes fulde opmærksomhed med aggressive, dumpe rytmehug og en buldrende bas, der via gigantiske surround-højttalere tordnede ud i alle retninger. Ikke alene var vi brat tilbage i den kyniske, merkantile hverdag, men den ædle, musikalske fortryllelse, som vore eftertænksomme sjæle var blevet indhyllet i, blev nu udsat for nådesløs, psykisk terror! Jeg så mig desperat omkring og fandt ingen anden udvej end at søge ly under pølsevognens halvtag, mens min veninde Agnete ophidset gik ind i modebutikken for at konfrontere personalet med det overgreb mod kirkekunsten, som man havde gjort sig skyldig i. Mens jeg fortærede en fransk hotdog var det, at den første gang dukkede op i min hjerne - den dér paranoide tanke om en (bevidst planlagt?) terrorhandling mod kirkens musik - den kristne kirkes uvurderlige helligdom og skat.

Jubilæumskoncert i domkirken
Jubilæumskoncerten i Vor Frue Kirke, Københavns Domkirke, torsdag aften kl. 20, blev en imponerende oplevelse at overvære. Sjældent har vel så stor og kompetent en lytterskare været samlet i domkirken på samme tidspunkt, så kirkerummet næsten emmede af forventning.

Dersom gamle I.P.E. Hartmann, her 200 år efter sin fødsel, kunne have oplevet sin “Fest-Klänge” (1879), ville han givet have glædet sig over denne opførelse. Som en majestætisk indledning blev den fremført af Flemming Dreisig og Royal Danish Brass under ledelse af Mogens Andresen.

Mads Høck fortsatte med inderlighed og varme i Otto Mallings satser “Nachklänge aus Davids Psalmen”, op. 89: Stimmungsbilder für die Orgel, Der 23. Psalm og Der 33. Psalm.
Med “Processio et Hymnus per organo”, op. 28, et flot værk af den aldrende DOKS’er Richard Sennels, sluttede Flemming Dreisig på mesterlig vis sin orgelafdeling.
Efter at have lyttet til kirkens hovedorgel: Marcussen & Søn 1995 (87 stemmer), blev det nu for en stund Carsten Lund kororglet fra 2002 (26 stemmer), der skulle akkompagnere korsatserne med Mads Høck på orgelbænken.
Og mere dansk kunne det vel ikke blive end med de indledende koriske klange: Niels W. Gades “Benedictus”, “Amen” og “Morgensang af Elverskud”. For “det indre øre” kunne man næsten høre Københavns Drengekors klare stemmer, selvom det denne aften blev præsenteret med en flot SATB-korklang. At det var blæserensemblet, der akkompagnerede “morgensangen” forøgede kun det flotte indtryk.

Festprogrammet tilkendegav nu, at vi var nået frem til aftenens hovedbegivenhed: et større værk bestilt hos Bo Holten, der selv skulle stå i spidsen for 2 sopransolister (Malene Nordtorp og Ann-Christine Wesser Ingels), 2 kor (Gråbrødre Kammerkor og Universitetskoret Lille MUKO), 2 orgler (domorganisten Flemming Dreisig og Mads Høck, venligst udlånt fra Grundtvigskirken) og en messingkvintet.
Om værket, der bar titlen: “Hver har sin skæbne”, skriver Bo Holten selv (som det her gengives fra programmet):
“Hver har sin skæbne” er Kingos original-titel til det digt, som er bedre kendt under navnet “Sorrig og Glæde”. Jeg har givet mit nye værk til DOKS’s 100-års jubilæum samme titel, da det som tekstforlæg bruger alle vers fra det originale digt, og samtidig i vid udstrækning bruger den franske sarabande-melodi, som Kingo digtede til, som grundlæggende musikalsk materiale. Der er næppe en eneste af de 265 takter, der ikke rummer stof fra den franske sarabande”.
Som tekstvalg fra Den danske Salmebog kan man vel vanskeligt finde en større og vægtigere salme end den, der her blev bragt i Bo Holtens musiske iklædning. Teksten er jo et rent epos, der rummer “det hele”, et storslået tekstgrundlag til inspiration.
I værkets forløb følges Kingos salmetekst vers på vers. “Dog er de sidste linier i hvert vers samlet i slutningen. Værket former sig som en variations-fantasi i 8 dele, der løber umærkeligt over i hinanden.”. Fra den inspirerende tekst oplevede man en stærk musik træde frem, spejlende sin tekst i et storslået univers, der i styrke og klang kulminerede i vers 7 for herefter at “falde til ro” i det sidste vers 8. Det ca. 16 min. lange værk fik et flere minutter langt bifald.

Det blev en oplevelse af de helt store og sjældne at overvære denne uropførelse, ikke mindst rent akustisk. Hvor ofte oplever man en musik af sådanne dimensioner og med det instrumentarium? For mig (fra min placering midt i kirken) var balancen i “den store lyd” i orden. Udover at udtrykke, hvor stort og positivt et førstegangsindtryk, værket gjorde på mig, vil jeg dog afstå fra en egentlig anmeldelse på dette sted. Værket er så omfattende og komplekst i sin opbygning, at jeg må høre det igen for at danne mig et fuldt overblik. Min følgebemærkning kunne derfor være: hvornår kan man igen komme til at opleve dette værk? Nej, sikkert ikke umiddelbart, desværre - men mindet om oplevelsen af “Hver har sin skæbne” vil stå meget længe.

“Musikken er gudstjenestens åndedrag”
Fredagen indledtes med gudstjeneste i Trinitatis kirke. Biskop Erik Norman Svendsen var prædikant. Inge Bønnerup sad på orgelbænken og Trinitatis Kirkes Kor suppleret af sangere fra Trinitatis Kantori, var under ledelse af kantor Per Enevold. Dagens salmevalg bar tydeligt præg af musikkens jubilæum. Blandt disse salmer befandt sig også den salme, som jubilæet igennem blev en slags “rød tråd”: “Lyksaligt det folk, som har øre for klang”.
Man kunne så frygte, at gårsdagens megen lytten til ord og noder havde tynget de af os, der mødte frem til Trinitatis kirke. Men der blev ingen problemer, det smukke solbeskinnede kirkerum og den kønne korsang fik hurtigt alle op “på mærkerne”.
Introitus med Knud Jeppesens “Min sjæl lov Herren” Ps. 103, v. 2,5 og Bjørn Hjelmborgs motet “Tak Herren, thi han er god” Ps. 118 (efter 1. læsnings Ps. 150, den med instrumenterne) og
Mogens Pedersøns motet efter prædiken “Til dig alene, Herre Krist” DDS 505 v.1,4 blev nydeligt præsenteret af koret.

Ved den type tjenester (jf. DOKS’s årsmøder) bliver der så at sige altid sat et “organist-billede” ind i præstens prædiken, således også i dag, hvor der i “billedrammen” var organistjubilæum og lovsangen, der i præstens udsagn udmundede i sætningen: “Musikken er gudstjenestens åndedrag”.
Marcussen & Søn orglet klang, som det kunne og skulle i Buxtehudes Præludium i A, og det fint afstemte orgelspil bidrog til den fine linie i tjenestens forløb. Hvad der måske kunne undre lidt, var valget af musik som postludium. Niels Viggo Bentzon var en stor dansk komponist, men vel ikke udpræget skribent for orglet. Selvom jeg har hørt musikken nogle gange, føler jeg stadig, at hans fuga for orgel (fra Præludium, intermezzo og fuga, opus 13) virker noget “knudret” at lytte til.

Således godt “fyldte” og “belærte” gik vi igen fra kirke - ud for at finde et sted til at indtage en frokost, inden festlighederne skulle fortsætte kl. 14.

Causerier på Nationalmuseet
Programpunktet “DOKS før og nu og fremover” kunne vel ikke placeres et mere rigtigt sted end i Nationalmuseets Festsal; den 100-årige jubilar kom herved i museumsramme. Forfatteren Mogens Wenzel Andreasen (som selv har den lille organisteksamen, og derfor god føling med vores gruppe) mødte tilhørerne med stor entusiasme og fortællelyst, og han havde meget “i ærmet”. Om hans foredrag om danske orgelspillere op gennem historien udtalte han, “at det ville blive garneret af notater og anekdoter, som han dog ikke ville garantere for alle var sande, men som en klog mand engang havde sagt: En historie behøver ikke at være løgn for at være god, men så er den altså også derefter”. Linien var nu lagt, og humoren blev hans følgesvend, så det blev meget fornøjeligt.
Vi blev oplyst om, at H. Matthison-Hansen havde fortjent større hævd i musikhistorien, da han kan tilskrives at være ophavsmand til at indføre den “rene orgelkoncert” herhjemme - derforuden også den, der som komponist skriver de første orgelsymfonier. Forinden havde MWA lagt ud med den kaffeglade C.E.F. Weyses musikalske besked til værtinden ved et selskab, da han improviserede over tonerne “c-a-f-f-e”. Og han fortsatte med historier om gamle Hartmann, Gade og Rued Langgaard.

Programpunktets 2. time blev varetaget af direktøren for Institut for Fremtidsforskning, Johan Peter Paludan, der i sin krystalkugle prøvede at se, hvad der venter os efter det skarpe jubilæumshjørne.
Han kom med mange vurderings-aspekter og hængte dem op med ord som fremtidsvision for DOKS’s mission og institution, om ikke at blive “kørt agterud”, digitalisering, automatisering, organisten, som i højere grad varetager ledelse af kirkesangen, om tradition contra forandring. Han causerede om fremtidens organist som kustode(!), organisten som multireligiøs showmaster, organisten som en “kunstner på det frie marked”. Svaret ligger kun et sted: tiden vil vise det.
Jeg var netop begyndt at frygte, at endnu et angreb mod kirkemusikken var på vej, men så sluttede han, lidt afvæbnende, med ordene: “Organister kan så meget, så det skal nok gå alt sammen. Tak for i dag”.

Koncert i Holmens Kirke
Fra Nationalmuseets Festsal havde vi god tid til at gå over og indtage de reserverede pladser i Holmens kirke og gøre os klar til jubilæets 3. kirkekoncert, der også her havde et flot galleri af medvirkende.

Koncerten åbnes af Mads Høcks “Procession”, i anledning af jubilæet bestilt af og tilegnet DOKS, med komponisten på orgelbænken. Et flot, flot værk, der står sig godt på Marcussen & Søn orglet.
Hovedattraktionen er DR Radiopigekoret under ledelse af Michael Bojesen, der i 1. afdeling synger musik af Knud Jeppesen: “Han har grundlagt en stad”, Sv. S. Schultz: “Min sjæl er stille for Gud alene”, Per Nørgård: “Himmelkim” (+ den ikke programnoterede “Året”) og Thomas Laub: “Fuglen har rede” med sats af Jakob Lorentzen (fra 2005), i et raffineret fuglevinge-svævende tonesprog.
Kirkens organistassistent, Else Marie Kristoffersen, fremførte som en fortrinlig orgelspiller Vagn Holmboes orgelværk “Fabula 1”, der nok stod lidt “tørt” i rummet.
Den 2. af de 3 fællessalmer var “den røde tråd” (“Lyksaligt det folk”), præsenteret af et spøjst, elegant forspil.
Koret foredrog nu Bojesens egne satser: “Salige er de, som sørger”, “Kærlighed som til et billede” og “Sover I, hvor kan I sove” i fint stemningsudtryk.

Og efter den 3. salme “Alt står i Guds Faderhånd”, sunget i hurtigt tempo, befandt vi os så i venteposition til koncertens sidste værk.
Jakob Lorentzen kunne her, fra egen orgelbænk, ledsage koret i sin egen “5 motetti latini”. I dansk oversættelse: 1: “Husk at du er dødelig!”, 2: “Herren er min hjælper” (sats for kor alene), 3: “Jeg stiger op til min Fader og til jeres Fader, til min Gud og jeres Gud” (Johs. 20,17), 4: “Verdens glæde er kort” og 5: “Udi Herrens ord det bolde er alene fred og rolighed at beholde.” Et ufattelig smukt værk, der fremstod i fin balance kor og orgel imellem - 4. sats med sin særdeles elegante behandling af fint mærkende tekst i sublim kor- og orgelfremførelse. Flot, flot, Jacob, Michael og DR-kor!

Som tak for det store bifald kvitterede koret med Niels la Cours “Fred hviler over land og by”.
Og efter at alle akkorder var “sat på plads” og orglerne “slukket”, kunne vi nok heller ikke klare mere. Nu måtte vore øren have hvile, så vi kunne fordøje, eftertænke og glæde os over, hvad vi havde hørt.

Men først skulle der festes, og det var vel ikke ufortjent. Alle ilede fra kirken, for der skulle skiftes til festtøj, så man kunne være klar til den store galla.

Gallafest i Moltkes Palæ
I en fornem ramme nær dronningens residens kunne DOKS så indbyde til festmiddag på Moltkes Palæ. Det flotte palæ, der for nylig havde afsluttet en omfattende renovering, åbnede sine døre og bød os indenfor i sine overdådige gemakker. Festlokalet med de runde borde med smukke blomsterdekorationer var i skue nærmest “et lille Christiansborg-traktement”, som det ses ved særlige lejligheder.

Der ventede os en udsøgt 3-retters menu med vine ad libitum ved chefkok René Bolvig.
Og selvfølgelig havde dette gamle palæ en vellyd der, da der blev pause i spisningen og forsamlingen blev andægtigt lyttende, smøg sig om os og førte os alle nogle hundrede år tilbage i tiden. Vellyden var taffelmusik skrevet af Jean-Marie Leclair (1697-1764): Deuxième récréation de musique, opus 8, fremført af et ensemble bestående af Svend Melbye, traversfløjte, Frederik From, violin, Mogens Rasmussen, gambe, og Allan Rasmussen, cembalo.

En på forhånd planlagt talerække blev anmeldt, og formand Karsten Jensen indledte med smukke ord til kolleger og gæster.

Terrortrussel mod vore orgler?
Kirkeminister Bertel Haarder, der var til stede ved receptionen torsdag, havde til denne aften sendt sin departementschef, der blev næste taler. I sin lykønskning til 225 festklædte glade DOKS’ere og gæster erklærede han, at organisterne måtte indstille sig på og have forståelse for, at elektronikken vinder indpas - at der i fremtiden ikke bliver “pibetvang”, når kirkerne skal påtænke nye orgler. Mit hjerte slog hårdere! Var det nu, terrorangrebet skulle komme?

Aha, tænke jeg, det var altså ikke os organister, men derimod vore orgler, der var udsat for en terrortrussel! Og heldigvis var jeg ikke den eneste, der fornemmede, at noget farligt var under opsejling. Vore orgler stod ubeskyttede derhjemme i vore kirker, og den ganske forsamling af organister rettede sig hastigt op i deres stole. Øjnene lynede mod talerstolen. Et sug gik gennem lokalet - de biologiske blæsebælge ved festbordene trak luften ind, og i alle pibeorglets stemmelejer blæste de nu et tutti-kor: Buhhhh - buuuuuhhhhh! Modet svandt fra ministeriets repræsentant, så han hastigt sluttede sin tale. Jeg betragtede stolt mine kolleger: Vi havde i fællesskab stillet op til forsvar for en begyndende terrorplan mod vore orgler! Men var der mon et helt komplot i gang?

Nej, der var tilsyneladende ingen “konspiration” mellem Ministerium og Stiftsøvrighed, så der kom anderledes varme og lettelse i bifaldet til biskop Erik Norman Svendsen, da denne i sikker “festtalestil” omtalte musikken i sit eget liv, indeholdende egen kunnen og/eller mangel på samme, og medspil med “sine organister”. Fornøjeligt og meget hjerteligt.

Præsteforeningens formand priste musikken og dens udøvere (og det var jo herligt at høre), hvorefter formanden for Dansk Musikpædagogisk Forening (stiftet 1898) og FPO’s formand bragte deres lykønskninger. Tillige kom der hjertelige hilsner fra de nordiske brødreorganisationer fra Norge, Sverige, Island (stiftet 1951) og Finland (stiftet 1907).

Festen kan fortsætte
Heldigvis fik vi afværget tilløbet til et angreb, så vi kunne fortsætte med at nyde den dejlige mad og de udsøgte vine. Efter den timelange middag, kunne de mange “pedalben” muntre sig i en anden form for dans end den sædvanlige i kirken. Festen sluttede kl. 02. Så kom nu ikke her og påstå, at organister er et kedeligt folkefærd; enhver, der deltog i denne fest vil kunne dokumentere, at der er godt liv i os, så det lover (også) godt for fremtiden. Vi er en gruppe, der nok skal overleve!

Afrunding
Disse jubilæumsdage, der har budt på tilbageblik og udkik frem i det nye århundrede, har efterladt et smukt indtryk af sagte ord og imponerende musiske oplevelser. På disse 2 dage har vi hørt ypperlig musik, fint valgt (og bestilt) af den store rigdom, som dansk kirkemusik, kor- såvel som orgelmusik, kan stå for. Vores organisation har haft en heldig hånd med denne planlægning.
Tak for det.

Det overordentligt store antal deltagende organister har endnu engang oplevet et dejligt fællesskab. Vi er en gruppe, der værner om den danske kirkemusik, såvel den overleverede som den nutidige og fremtidige. Joh, vores opgave er stor og forpligtende. Lad os håbe, at alle “vore medspillere” vil støtte os i vore ønsker og bestræbelser - og så må vi igen hjem til de ventende(pibe-)orgler.