Organistminder IV

Organistbladet oktober 2005.

I anledning af Dansk Organist og Kantor Samfunds 100-års jubilæum i år mindes Hans Krarup, årgang 1936 og i mere end en menneskealder organist i Haslev, svundne tider og fortsætter her med sine erindringers kapitel 4 - og 5.

Jeg havde fået indført, at koret sang 4-stemmig motet efter prædiken hver søndag, hvilket i øvrigt ikke bekom hyggepianistinden vel. Hun mødte ganske vist op til prøverne, men åbnede aldrig munden, når motetten skulle synges. Gud ske lov for det! Kun én gang, husker jeg, sang hun med. Det var i Mozarts “Ave verum”. “Den holder jeg så meget af”, sagde hun. Til opførelsen lod hun hånt om alle aftaler om frasering og dynamik, sang af karsken bælg - og kvalte de 2 andre ulykkelige sopraner helt og aldeles.

Der var 3 præster ved kirken. Den ældste, sognepræsten, var tillige provst - han havde været der i 40 år. Et års tid efter min ansættelse skulle han gå af med pension. Det skete ved en serie af afskedsgudstjenester. Jeg tænkte jeg ville glæde den gamle herre til hans sidste afskedsgudstjeneste ved at lade ham vælge korets motet den søndag. - Jeg bankede derfor en dag på hans kontordør: “Det glæder mig at se Dem, unge organist, hvad har De på hjerte?” Jeg fremførte mit ærinde.
“Det gør De mig virkelig en stor glæde ved, det vil jeg meget gerne”, sagde han. Han talte langsomt med et alfaderligt tonefald. “Vil De ikke tage plads”. Med en elskværdig håndbevægelse pegede han på stolen bag sit skrivebord. Han fandt salmebogen frem, bladede længe. Jeg kunne se, at han især koncentrerede sig om de første sider. Jeg var helt sikker på, at det kun var på skrømt han bladede - han havde for længst fundet det han søgte. - “Jo, her har vi den”, kom det omsider. “Jeg vil være meget glad, hvis De ville synge nr. 49 vers 2: “Jesu dyrebare navn”. Men...” - og her løftede han blikket op over salmebogen, sænkede de guldindfattede briller og så på mig med et betydningsfuldt blik - “Husk nu, det skal være på den GAMLE melodi!” Og så gav han sig til med bævende røst at synge de første linier af Nebelongs melodi. Jeg nikkede som tegn på, at jeg godt kendte melodien og overvejede et øjeblik, om jeg skulle rive ham ud af den vildfarelse, at den faktisk var meget yngre end “Rind nu op i Jesu navn”, som vi ellers brugte. Men nej, det ville kun bedrøve ham, så hvorfor dog? Jeg lovede ham, at det ville blive på den melodi, hvorpå han rejste sig, rakte hånden frem, takkede for besøget. Audiensen var forbi.

Jeg gik hjem, fandt en passende 4-stemmig udgave frem, og skrev den ud i A-dur, hvor jeg tænkte den ville klinge godt for koret. Jeg førte den over på en stencil, trak spritduplikatoren frem og fremstillede et passende antal eksemplarer, som ville blive ved med at ose af sprit i mange dage. 3 søndage før premieren præsenterede jeg satsen for koret. Den blev vel modtaget, selv hyggepianistinden udtrykte sin anerkendelse.
Under prøverne arbejdede vi meget med frasering, tekstudtale, vejrtrækninger og dynamik. Vi indlagde adskillige crescendi og decrescendi, og sopranerne øvede sig i at tage det høje Fis i næstsidste linie med smuk hovedklang uden glissando. Satsen skulle synges a cappella, og jeg selv øvede mig hjemme foran spejlet for at kontrollere, at min direktion afspejlede de aftaler vi havde truffet.
Omsider kom vi til den sidste afskedsgudstjeneste, den store dag, hvor koret skulle aflevere den omhyggeligt indstuderede motet i den stopfyldte kirke. Prædiken blev lang, meget lang. Herefter stillede vi op, men vi kom til at vente længe, thi kirkebønnen var denne dag i ekstra udvidet skikkelse. Derefter kom meddelelserne - dem var der mange af. Derpå en takketale af usædvanlige dimensioner. Så fulgte velsignelsen. Til allersidst bøjede provsten sig ud over prædikestolen, sænkede de guldindfattede briller og sagde: “Og nu, kære menighed, vil jeg blot sige, at vores unge organist har glædet mig med at få lov til at vælge søndagens korsang. Jeg har valgt nr. 49 vers 2: “ Jesu dyrebare navn, vor forløsnings morgenrøde”. Jeg vil bede jer slå op på denne salme, og kære menighed, skulle vi ikke synge med på den alle sammen! “

Kapitel 5
I sommeren 1966 rejste jeg med min familie til Haslev, hvor jeg blev organist ved Haslev kirke og adjunkt ved byens gymnasium. Min hustru fik job ved seminariet, og nogle år efter blev vi kolleger på gymnasiet. I Haslev har vi haft en lang og lykkelig tilværelse, men se, det er en helt anden historie!