Organistminder III

Organistbladet september 2005.

I anledning af Dansk Organist og Kantor Samfunds 100-års jubilæum i år mindes Hans Krarup, årgang 1936 og i mere end en menneskealder organist i Haslev, svundne tider og fortsætter her med sine erindringers kapitel 3.

I 1962 fik jeg organisteksamen på konservatoriet, og jeg kunne begynde at søge embede. Jeg var så heldig, at jeg fik det 3. embede jeg søgte. Jeg hørte ikke en lyd fra den første kirke jeg søgte. Jeg hørte heller ikke direkte fra den næste kirke, men ad omveje fik jeg at vide, at den toneangivende præst havde sagt: “Her er vi bange for laubianere!” Og da jeg på det tidspunkt i nogle år havde været kasserer i Samfundet Dansk Kirkesang, vidste jeg jo nok, hvad klokken var slået. Men hvad der er skidt for det ene, er godt for det andet. I stedet for mig ansatte man en mand, som havde været organist i en større Amagerkansk kirke. Så søgte jeg hans gamle embede - og fik det!

Her blev jeg i 3 år - i lyst og nød. I lyst, fordi jeg som organist i en større hovedstadskirke fik nogle muligheder for at tilfredsstille min ustyrlige trang til at arrangere kirkekoncerter, og fordi jeg i de år mødte mange dejlige mennesker, som jeg arbejdede fint med på denne front. - I nød, fordi de mennesker jeg mødte, alligevel ikke var lige dejlige alle sammen. Aksel Sandemose havde ikke levet forgæves, Janteloven blev holdt i hævd med uindskrænket styrke i det kirkelige miljø.

Samtidig var det en meget travl kirke. Den var placeret mellem et hospital og en kirkegård. Ofte stod kisterne i kø i menighedssalen, der kun ved en foldedør var adskilt fra kirkerummet. 3- 4 bisættelser med en times mellemrum på hverdage var ingen undtagelse.
Der var ansat 6 sangere: 4 damer og 2 herrer. 2 af damerne var standarddamer, der sang til alle de kirkelige handlinger, de 4 øvrige var “kun” søndagssangere. Standarddamerne sad bag gardinet på orgelpulpituret, læste Tidens Kvinder og løste kryds og tværs, når de ikke rejste sig for at synge “Lyksalig”- “Til Himlene” - “Jeg er træt” eller “Tænk, når engang”. Undertiden stak de hinanden lussinger. De var nemlig ret forskellige af temperament. Den ene, sopranen, en kraftig dame med lige så kraftig makeup, højhælede sko, sort, snæver kjole og bredskygget hat, altid med en kraftig odeur af billig parfume om sig, kørte til og fra kirke på Velosolex.

Om aftenen var hun hyggepianistinde i restauranten på hotel Codan. Den anden standarddame, alten, var en sød, rødhåret dame med en udmærket stemme. Men fordrage hinanden kunne de ikke. Måske også fordi hyggepianistinden til altens store fortrydelse havde allieret sig med kirkens kordegn, der skaffede hende, og kun hende, solo-opgaver til begravelser og bisættelser. Hendes speciale var “Kun en dag, et øjeblik ad gangen” med indlagte glissandi. Til vielser sang hun undertiden “Der er tre hjørnestene”, også kaldet “De tre hjørnetænder”.

Også jeg tjente en god ekstra skilling i de 3 år, - der var mange sportler at hente hjem på spil mens følget samles, akkompagnement, bryllupsmarch o.s.v. Min forgænger i embedet ved kirken, der også var bratschist i Det kgl. Kapel, havde også allieret sig med kirkens kordegn, der skaffede ham mange “cello”-soli ved begravelser og bisættelser. Kirkens kordegn var i det hele taget en aktiv mand. Han dirigerede menighedssangkoret en gang om ugen, og i det daglige hundsede han med den nervøse og forslidte kirketjener og dennes lige så nervøse og forslidte kone. De stakkels folk, der røg som skorstene, puklede dagen lang med kistedekorationer i deres arbejdsrum lige under orgelpulpituret. Jeg kan den dag i dag genkalde mig den kvalmende blanding af sød blomsterduft og stinkende cigaretrøg, der steg op til orglet og korværelset.

Første gang kirkens tidligere organist ankom til en begravelse med sin “cello”, skulle jeg akkompagnere ham i Händels “Largo”. Han sneg sig ind på orgelpulpituret, efter at handlingen var gået i gang, satte sig på stolen ved siden af spillebordet, pakkede sin bratsch ud, stemte instrumentet under den første salme, og satte noderne op foran min næse. Han spillede siddende, men kort efter at han havde sat ind med den lange tone, der indleder arien, rejste han sig op, og mens han spillede videre, stak han sit ansigt helt op i mit og hvæsede rasende ind i mit øre: “Vil De ha’, at jeg skal save den helt over?!” Hurtigt fik jeg skubbet 4-fodsfløjten ind. Da soloen var færdig, pakkede han sammen, hev noden ned fra min nodestol, skulede til mig, og forsvandt uden et ord. Den nat sov jeg ikke godt.