Organistminder II
Organistbladet august 2005.
I anledning af Dansk Organist og Kantor Samfunds 100-års jubilæum i år mindes Hans Krarup, årgang 1936 og i mere end en menneskealder organist i Haslev, svundne tider og fortsætter her med sine erindringers kapitel 2.
Da jeg var blevet 21 år, efter 2 år i trøjen, blev jeg musikstuderende ved Københavns Universitet. Og som så mange andre af den slags folk, tjente jeg til dagen og vejen bl.a. som kirkesanger. Det havde jeg slet ingen forudsætninger for. Min stemme var helt uskolet, og jeg havde de frygteligste komplekser over for flere af mine mandlige studiekammerater, der fra den første sangtime sang med skolede stemmer med regelmæssig vibratofunktion og velsoigneret tekstudtale. Zachariden gjorde mig opmærksom på, at min stemme lød hult som en gammel pensionists, og jeg var på nippet til at opgive studiet. Indtil jeg fandt ud af, at det var Wøldikes gamle drenge fra Sangskolen i Hindegade, jeg gik på hold med.
Alligevel lykkedes det mig at få et job som søndagssanger ved en større kirke på Østerbro i København. Løn 168 kr. for 6 månedlige tjenester. Vi var 6 i koret: 4 damer og 2 herrer. Egentlig var det en tenorplads, men det gjorde ikke så meget, at jeg ikke var tenor, sagde den unge, dygtige organist: “For vi synger kun 4-stemmigt 3 gange om året: jul, påske og pinse.” Bassen var en ældre herre, som hver søndag mødte i ulastelig, nålestribet habit med sorte, velpudsede sko, skarpe pressefolder i benklæderne, vest under jakken, hvid skjorte med stivede manchetter, guldslipsnål og - monokel. Vinter og vår bar han lang skødefrakke, blød filthat og spadserestok. Kun om sommeren var frakken udskiftet med en let, lys cottoncoat.
Rygtet gik, at han levede en ussel tilværelse i en lillebitte taglejlighed få skridt fra kirken sammen med sin ugifte søster, som han tyranniserede på det grusomste. Når han opløftede sin røst på orgelpulpituret, tyranniserede han sine medsangere lige så grusomt. Stemmen var enorm, og den kunne høres i den fjerneste afkrog af kirken. Den 4-stemmige motet jul, påske og pinse lød som solo for damptromle, akkompagneret af svage pip.
Der var 2 præster ansat ved kirken. Sognepræsten var en smuk mand, og når han prædikede, så man ned på en skov af damehatte. Han havde sit eget trykte kirkeblad, prydet med et flot Dannebrogsflag på forsiden. Den residerende kapellan var en lærd teolog med jysk dialekt.. Når han prædikede, så man ned på en næsten tom kirke med 7-8 trofaste kirkegængere siddende tæt ved prædikestolen. Han havde også sit eget kirkeblad, et foldet A4 ark, fremstillet efter stencil på duplikator med håndsving. Han var en flink mand, som hver søndag, når han havde haft morgentjenesten, inviterede organist og kor hjem i sin privatlejlighed, hvor hans kone, der også kom derovrefra, skænkede kaffe fra madam Blå. Grundtvigs navn blev holdt højt i ære: sønnen i huset, der studerede teologi, hed Severin - med tryk på sidste stavelse.
Et år senere skiftede jeg sangerplads til Christianskirken, der lå på den anden side af Knippelsbro. Ikke så meget fordi den månedlige løn var 8 kr. højere pr. måned, men fordi det var en bas-plads, og fordi min daværende forlovedes familie havde tilknytning til kirken. Her fik jeg 4 gode år - det sidste halve år som organistvikar på det pneumatiske 2-manuals Starup-orgel.
I denne kirke havde Grundtvig fra 1832 til -39 prædiket til eftermiddagsgudstjenester. Prædikestol og orgel er bygget oven på alteret. Det fortælles (hvor jeg har det fra, har jeg ikke kunnet opspore), at Grundtvig, den første gang han skulle prædike, tog fejl af de 2 trapper, der fører op til henholdsvis prædikestolen og til korværelset bag orgelpulpituret. Han besteg den sidstnævnte, og kom til sin store overraskelse “ind til en familie, der lige havde sat sig til middagsbordet for at spise aftensmad. Hvem denne “familie” var, behøver jeg næppe at forklare nærmere.
I disse år havde jeg også lejlighed til en gang imellem at vikariere for kendte organister i byen ved store, gode orgler. Til en aftengudstjeneste i en sådan kirke havde jeg som postludium indstuderet et virkelig flot Bach-præludium pro organo pleno. Kirkens sognepræst, en ældre hvidhåret herre, som aldrig nogensinde havde vist sig på orgelpulpituret, forrettede tjenesten for de 12-13 ældre damer, der havde indfundet sig. Under postludiet flokkedes kirkekoret bag mig og lyttede betaget til det storslåede Bachværk. Da jeg havde sluppet tangenter og pedal efter den vældige slutakkord og vendte mig om for at modtage korets anerkendelse, skete miraklet: den hvidhårede sognepræst tren ind på pulpituret og styrede direkte hen mod mig. Også han ville måske deltage i hyldestkoret? Men nej, jeg blev hurtigt klogere. Han så på mig med et blik, der på en gang udtrykte bedrøvelse og bebrejdelse: “Unge organist, det kan ikke nytte, at De spiller så kraftigt, så kan vi jo ikke høre, hvad vi siger til hinanden, når vi går ud af kirken!”