Organistminder I

Organistbladet juli 2005.

Dansk Organist og Kantor Samfund kan og vil i år fejre sit 100-års jubilæum. Hans Krarup, årgang 1936 og i mere end en menneskealder organist i Haslev, mindes i den anledning svundne tider og lægger her ud med kapitel 1.

Jeg blev døbt i Skovshoved kirke nord for København af sognepræst K.E. Nielsen, som Christian Bartholdy så smigrende omtalte som “den vantro præst i Skovshoved”, på grund af hans tidehvervske tendenser. Mine forældre beundrede K.E. Nielsen meget, og jeg blev tidligt taget med i kirke. Under salmesangen lå jeg altid på knæ ved siden af mine forældre, med ryggen til alteret, og kiggede op på orgelpulpituret. Deroppe kunne jeg øjne en stor, bred mand med flot hvid hårmanke, samt 4 korsangere: 2 sortklædte damer med bredskyggede hatte og heftigt vibrerende stemmer. Det var Poul Schierbeck, og damerne var hans hustru Sylvia Schierbeck, og Agnete Zacharias, gift med “Land og Folks” frygtede musikanmelder, komponisten Walther Zacharias. Af Agnete Zacharias, kaldet Zachariden, skulle jeg en del år senere som musikstuderende ved Københavns Universitet modtage holdundervisning i sang. Herrerne var Poul Knudsen og Orla Petersen.

Allerede dengang spåede mine forældre, at kirkemusikken ville komme til at spille en vis rolle i mit liv. Derfor sendte de mig til klaverundervisning hos en lille dame, der boede sammen med sin søster i et nydeligt, lille parcelhus tæt ved Skovshoved skole, hvor jeg gik fra 1. til 5. klasse. Det var under og lige efter 2. verdenskrig. Herman Bang ville have elsket hende. Ligesom sin søster var hun ugift, levede af sine elever, som hun cyklede rundt og underviste. Jeg kan endnu se hende komme asende op ad den lange Teglgårdsvej på sin sortlakerede cykel med Nefa-lygte, frakkeskåner og Jacobsens & Mortensens klaverskole, Kuhlaus sonatiner og Diabellis 4-hændige småstykker i cykelkurven, på vej til sine elever. Men jeg hørte altså til hendes “hjemme-elever”, - som betalte lidt mindre for undervisningen end dem, hun selv skulle opsøge. Og når jeg havde øvet mig godt nok, vankede der et Kongen af Danmarks-bolche inden hjemturen. Til gengæld måtte jeg gå en stor omvej fra skolen til hendes hus for ikke at blive set af mine klassekammerater. Tænk, hvis “Skovserdrengene”, der gik med træsko i skole, opdagede, at jeg gik til spil!
Hvert forår afholdt hun en elevkoncert, hvor forældrene kunne høre, at deres poder gjorde gode fremskridt. Jeg sluttede min elevtid hos hende ved en sådan lejlighed med at fremføre Chopins Nocturne i f-mol, som jeg havde øvet mig på et halvt år. Da jeg kom til det svære sted på sidste side, gik det selvfølgelig galt, og jeg vidste, at jeg ikke fik den ros af min far, som jeg ellers havde set frem til.
I virkeligheden var hun en udmærket pianistinde. En gang hvert andet år havde hun sparet sammen til at kunne leje Odd Fellow Palæets lille sal, hvor hun spillede kammermusikværker med velmeriterede musikere fra Statsradiofoniens Symfoniorkester. Mine forældre tog mig med til disse koncerter, hvor især Schuberts Forellekvintet gjorde indtryk på mig. Salen kunne hun ikke fylde, men hun fik altid pæne anmeldelser, især af Kai Flor fra Berlingske Tidende.
Da jeg senere kom i gymnasiet, blev jeg medlem af “Gymnamusa”, der også arrangerede koncerter i Odd Fellow palæets lille sal. Gunnar Heerup bød velkommen i islandsk sweater. Af en eller anden uransagelig grund husker jeg især én af disse søndag formiddags koncerter i begyndelsen af 50´erne: Else Brems, der med Kjell Olsson ved flyglet med bedøvende stemmekraft og flot barmudskæring sang Brahms' “Von ewiger Liebe”, mens hun dybt forelsket stirrede lige ned på MIG!
(Læs i næste nummer om Hans Krarup som organistvikar i 50'ernes København...)