Nogle minder om N.O. Raasted (1888-1966)

Organistbladet november 2005.

I trekvart år - fra maj 1958 til februar 1959 - var jeg “konstitueret fast vikar(!)”, altså assistent for domorganist Raasted i Københavns Domkirke, Vor Frue. Det blev jeg på en særlig måde: Raasted ønskede ikke at få stillingen opslået, så i stedet ringede han til min lærer, prof. Aksel Andersen, som han i øvrigt ikke havde nogen berøring med. Aksel Andersen foreslog mig, og jeg mødte op til Raasteds helt private organisteksamen.
Tilsyneladende interesserede det ham kun, om jeg kunne improvisere: først 10 minutter à la bryllup, så 10 minutter à la begravelse. Med andre ord: i dur og mol. Nuvel, jeg blev antaget, og lønnen blev sat ned, fordi jeg var “konstitueret”, og Raasteds efterfølger skulle jo “være frit stillet mht. vikar”. En månedsløn på 400 kr., som også dækkede kantorarbejde og morgenandagterne i DR. (Ingen lavere?).
Min forgænger var Jørgen Berg, som hjalp mig på enhver måde. Han fortsatte til orgelbænken i Frederiksberg Slotskirke, senere Brønshøj Kirke, og han huskes især som den eminente dirigent for KFUM’s Sangere. Jørgen Berg gav mig flere gode råd mht. omgangen med Raasted, der kunne blive kobberrød i fjæset, hvis noget gik ham imod. Bl.a. sagde Jørgen Berg, at jeg ikke skulle snakke pengesager med Raasted. Raasted bad mig tiltræde tre uger før tiden “for ligesom at komme ind i arbejdet”, og den første tjeneste blev en morgenandagt i Danmarks Radio med åben mikrofon, på nudansk “live” - for ligesom at komme ind i det... I disse uger fik jeg ingen løn. Raasted havde for længst vænnet sig til at være omgivet af tjenende ånder og andægtige elever. En af dem var Paul Nicolet, der i sine unge år sad bagvagt ved morgenandagterne, “for hvis nu Raasted skulle brække benet...” - Den morede man sig over, og der lød et latterbrøl, da det rent faktisk indtraf: Raasted havde brækket benet!
Nicolet reddede en morgenandagt, hvor præsten ikke var nået frem. Som præstesøn følte han, at han godt kunne læse tekster og bønner og lyse velsignelsen. Bagefter spurgte han pastor Poul Verner Hansen (den senere domprovst), om han ikke havde været “vaks ved havelågen”? Svaret lød: jo da - der var bare lige det sted, hvor du bad for Islands millioner. Hvor mange af dem er der mon på Island? Det skulle have været “Islams millioner...” Jeg har selv ved en enkelt lejlighed været Raasteds bagvagt. Han skulle spille til sin egen kones begravelse, og han havde komponeret en særlig sørgemusik. Han var ikke helt sikker på at kunne gennemføre denne tjeneste; men det gik godt nok.

Raasted hed oprindeligt N.O. Jensen og var uddannet som sølvsmed. Da musikken fik overtaget, kendte han vejen frem (ligesom Grieg): konservatoriet i Leipzig, hvor han fik de kendte lærere Karl Straube, Max Reger og Teichmüller. I Odense-tiden 1915-24 var han organist ved Vor Frue, hvor min farfar var sognepræst; han blev derfor min fars klaverlærer, og til sidst blev jeg hans assistent. Han måtte trækkes med hele tre generationer af min slægt... I Odense skabte han sig et navn som orgelvirtuos, og han var kun 34 år gammel, da han besteg Hartmanns flotte mahognibænk i Københavns Domkirke, hvor man således fik glæde af ham i 36 år (Hartmann var der i 57 år...).
Nogle vil mene, at en hyppigere udskiftning vil være til alles gavn og glæde. Raasted førte kartotek over orgelkoraler (egne såvel som andres), ikke alfabetisk, men efter tonearter, så man kunne gå lige over fra slutsalmerne til disse miniaturer. Et lille strejf af nepotisme: Raasteds niece var ansat i koret. Den tone, hun ikke havde i livet, var ret falsk; men hun var sikkert en udmærket chauffør for ham. Engang faldt en fremmed i snak med Raasted i våbenhuset: “Nå, De er måske organisten?” Raasted rankede sig og fnøs: “Jeg er DOMorganisten!”
Nogle kormedlemmer og jeg kunne engang besøge Raasted privat på Aggersvej i Skodsborg. Han kunne være helt selskabelig, når han bare var samtalens emne og midtpunkt. Han var ikke-ryger, og han serverede sin egen rødvin, lavet på havens frugter. Ved overgangen til Wöldike og Co. sagde Paul Nicolet til mig: “De skal se, Mollerup, Wöldike har hele sit eget mandskab med: kor, hjælpeorganist o.s.v.” Wöldike blev udnævnt - trods sin høje alder - og vittige hoveder sagde med nogen ret: “Nu er drengekoret blevet domorganist!” Med frygt og bæven ringede jeg til Wöldike og begyndte med at lykønske ham. Så kom det: “Har De tænkt på, hvem De vil have som fast vikar?” Han (som året før var en af mine tre censorer til organisteksamen) svarede: “Jeg håber da, at De vil fortsætte!”
Det føltes omtrent som et ridderslag.