Johan Peter Emilius Hartmann

Organistbladet juli 2005.

Med al respekt for den eventyrlige Hans Christian Andersens 200-års fødselsdag vil det - ikke mindst fra kirkemusikalsk side - være på sin plads at fejre hans nære ven og samarbejder på mange større og mindre værker, Johan Peter Emilius Hartmann, hvis 200-års dag faldt på den 14. maj.

Hartmann komponerede inden for alle genrer, fra operaer, balletter og symfonier i den ene ende til klaverstykker og folkelige og åndelige sange i den anden. Hans livsværk blev omfattende, også fordi han opnåede den høje alder af knap 95 år og bevarede sine ånds- og arbejdsevner til få år før sin død.

Organistgerningen gik som en rød tråd gennem Hartmanns liv. Hans fader var organist og siden 1820 tillige kantor ved Garnisons kirke i København, og organistdelen af hans stilling blev i 1824 overdraget til sønnen, der da var 19 år gammel. Her virkede han til 1843, hvor han efter Weyses død overtog dennes stilling som organist ved Vor Frue kirke, og her blev han til sin død i 1900, overlevende alle tænkelige former for jubilæer.

I betragtning af, at Hartmanns funktionsperiode som organist således strakte sig over 76 år, kunne man måske have ventet, at han efterlod sig en lang række orgelværker, men det er som bekendt ikke tilfældet, tværtimod kan hans orgelværker rummes i et ganske beskedent bind. Dette hænger uden tvivl sammen med, dels at Hartmann lige som sine kolleger i 1800-tallet, bl.a. Gade, improviserede præludier, salmeforspil m.v. til gudstjenesterne (det var jo før, det gjordes suspekt at udfolde sig subjektivt-improviserende), dels at han kun i beskedent omfang gav sig af med solistisk optræden i koncertsammenhæng. Som improvisator var han beundret. Musikforfatteren/-anmelderen Gustav Hetsch hørte ham udfolde “en Kraft, en Dristighed, en Originalitet, en Fantasi, en Stemningsrigdom, der ikke er til at begribe. Ikke sjældent kunde man tro, det er en ultramoderne Komponist, en ung Wagnianer eller Lisztianer, der spiller”(1). Og Otto Malling, hans efterfølger i Frue kirke, beskrev “Mesteren, der forstod at tage alle de bundne Kræfter i det vældige, mangetonige Instrument i sin Aands Tjeneste. Hans Improvisationer f. E. ved den liturgiske Gudstjeneste Juleaften i Frue Kirke hører til tusinder af Københavneres kæreste og uforglemmeligste Juleminder”.(2)

Hartmanns orgelværker har været let tilgængelige, siden Jørgen Ernst Hansen i 1968 udgav dem i ét bind med revisionsberetning og diverse kommentarer.(3) Bindet indeholder de to fantasier i A-dur og f-mol, sonaten i g-mol, sørgemarcherne til hhv. Thorvaldsens og N.P. Nielsens bisættelse og de to sammenhængende karakterstykker Langfredag og Paaskemorgen. Nedenfor skal gives en kort beskrivelse af disse værker og af omstændighederne omkring dem.

Fantasien i A-dur/a-mol er komponeret til opførelse ved en koncert i Garnisons kirke ved juletid 1826. Året forinden var kirkens orgel blevet hovedrestaureret, og det har vel således kunnet leve op til den ret virtuose behandling, Hartmann, der selv optrådte som solist, udsatte det for.
Efter en roligtflydende-lyrisk indledning i A-dur af pastoral karakter skifter belysningen til a-mol, og Hartmann udvikler en allegro assai-sats af den type, Mendelssohn omtrent samtidig excellerede i. Der er ungdommelig Sturm-und-Drang, en vis aggressivitet over satsen, der dog et par steder på kontrasterende vis afbrydes af pastorale indskud, inden den føres til en triumfal afslutning.
Det er uvist, hvilket indtryk en sådan “avant-garde-musik” gjorde på samtiden. Men når Weyse kunne forarges over Hans Matthison-Hansen, der ved en koncert i 1841 iflg. Weyse lod fingrene “løber over Tangenterne, som om de vare gloende” således, at han mente sin “Teint... ganske fordærvet, ja næsten sort - af bare Ærgrelse” derved(4), hvad må samme Weyse så ikke have tænkt 15 år tidligere, hvis han ellers hørte Hartmanns A-dur-fantasi i Garnisons kirke?

Fantasien i f-mol op. 20 blev opført af Hartmann selv ved en koncert i Christiansborg slotskirke den 25. april 1838 til fordel for Blindeinstituttet. Den var udkommet året før på Friedrich Hofmeisters forlag i Leipzig, og da den hverken er bevaret i kladde eller renskrift, er Hofmeisters udgivelse eneste kilde.
Hvis fantasien i A-dur var ungdommeligt bevæget, blev den i f-mol stor og rolig. Den genspejler det, der er blevet kaldt “den nordiske” eller “den oldnordiske tone” hos Hartmann. Til dato er der ikke givet nogen udtømmende forklaring af dette begreb, skønt alle (også Hartmann(5)) var enige om, at det gav sig til kende. Alene det, at det blev lanceret i musikken til Oehlenschlägers “Guldhornene” (1832) og senere i forbindelse med andre af denne digters værker i gammelnordisk genre, må have bidraget til fornemmelsen af “hedenoldske” klange i musikken. Hartmanns måde at opnå denne stemning på beroede på flere sammenfaldende virkemidler: brugen af mol-tonearter, enkel, måske folkeviseinspireret melodik, ligeledes enkel harmonik i langsom udvikling, bredt tempo og en orkesterinstrumentation, der favoriserede messingblæserne plus evt. gongong. Som kontrast hertil stod afsnit i dur af lyrisk-romantisk (nutidig) karakter.
Således også i f-mol-fantasien, hvor de stoute, rytmisk insisterende hovedafsnit i massiv mol brydes af et mellemspil (più moderato) i en varmt klingende Des-dur i enklere sats, mere “båret”, ville man måske have sagt på Hartmanns tid.

Sørgemarcherne i forbindelse med billedhuggeren Thorvaldsens og skuespilleren N.P. Nielsens bisættelser har et lignende tredelt forløb, men i mindre form. Nielsens lod Hartmann ikke udgive, og den har, skønt stemningsfuld, vel også en noget svag profil. Thorvaldsen har derimod inspireret Hartmann til markant musikalsk billedhuggeri. Tonearten er (igen) f-mol for hovedafsnittenes vedkommende og Des-dur for mellemspillets. “End høres Danskens Sang og Meiselslag”(6), fristes man næsten til at udbryde, især når man hører marchen med messingblæsere og gongong, dens oprindelige besætning. Det er den nordiske Thorvaldsen mere end den italienske, der genspejles her.
Gentagelsestegnene i begge marcher synes at svække dem kompositorisk-formalt, men har nok deres rent praktiske begrundelse i kistens og følgets langsomme udgang af kirken.

Langfredag - Paaskemorgen op. 43 er komponeret hhv. november 1847 og 19. marts 1886(7) og udkom i juni 1886 på Wilhelm Hansens musikforlag med en dedikation til “Professor, Domorganist H. Matthison-Hansen” og undertitlen “Orgelstücke von J.P.E. Hartmann”.

Karakterstykkerne genspejler de to helligdages stemning, de er i virkeligheden “stemningsbilleder” på samme måde, som Gottfred Matthison-Hansen og senere Otto Malling skrev dem, en pendant til utallige samtidige alterbilleder, der skildrer bibelske situationer. Et musikalsk, og måske for menigheden ganske varigt, indtryk af en bestemt dag i kirkeåret.

Sonate for orgel i g-mol op. 58, Hartmanns magnum opus for orgel, blev udgivet i 1885 på Wilhelm Hansens musikforlag, men var komponeret 30 år tidligere. Oprindelig var sonaten i tre satser, men blev ved udgivelsen suppleret med en fjerde sats, betegnet “Passions-Intermezzo”, som præges af en kontrapunktisk gennemførelse af et kort motiv, navnlig i midterdelens fughetta.
Det er ikke umiddelbart forståeligt, hvad der har bevæget Hartmann til at føje denne sats til en i forvejen smukt afvejet sonate; med sin satsteknik og sin lugubre, ligesom grublende karakter forbinder den sig efter min opfattelse kun nødigt med sine omgivelser og er vel heller ikke arkitektonisk påkrævet efter hvilepunktet i 2. sats.