Du er her: 
Skrevet af Leif Martinussen.

Henning Riiser 1938 - 2005

Organistbladet oktober 2005.

Henning Riiser havde i flere måneder været meget alvorligt syg, og udsigterne for helbredelse var så at sige ikke eksisterende. Budskabet om hans død i hjemmet i Rødekro var derfor ikke uventet, men da det kom, ramte det meget hårdt. Henning Riiser blev 67 år.

HR blev født 25.6 1938 i Århus. Tog Seminariernes orgelprøve fra Blindeinstituttet i 1957, elev af H. Godske-Nielsen; organisteksamen DKDM, elev af samme. Kantoreksamen DKDM 1961, elev af Sv.-G. Asmussen. Musikpædag. eks. orgel DKDM 1963, elev af Aksel Andersen.
Fik - som den første organist - tildelt Jacob Gades Legat 1966.
Organistansættelser: Flintholm kirke 1960-65; Hellerup kirke 1965-72; Sct. Nicolai kirke, Nakskov 1976-95. Hans pædagogiske ansættelser var orgellærer ved Blindeinstituttets musikskole 1961-76 og på DKDM i København fra 1966-76.

Med Henning Riisers død har organiststanden mistet en markant personlighed, der - trods sit synshandicap - formåede at gøre sig gældende på flere fronter. Han blev tidligt en kendt og anerkendt orgelspiller, der ofte gav koncerter. Dertil kom så hans pædagogiske virksomhed som orgellærer, der førte mange frem til organisteksamen. Senere fremstod han også som komponist af hovedsagelig kirkemusik, hvoraf kan nævnes 2 samlinger: “Orgelkalender” der består af 31 koralbearbejdelser til kirkeåret, og en samling med den besnærende titel “23 for hånden værende koraler”, begge udgivet på eget forlag. Samlinger, der er skrevet af en fagmand, der har evnen til at tilføre koralmelodien en masse fint sammenstrikkede finurligheder. Samlinger der, fuldt fortjent, har nået en vis udbredelse i organistkredse. Hertil kom en del motetter og bicinier for orgel over kendte salmemelodier.

I de senere år fik HR større kærlighed for visen og tilførte denne genre nogle vidunderlige ting, hvor kan nævnes “Lillebyviser” og en stor mængde satser til tekster af Gustav Wied, hvilket resulterede i en Cd-udgivelse i foråret 2005.

I sin Nakskovtid udfoldede han sig også udenfor kirken, ved bl.a. at opsætte flere operetter som f.eks. “Sommer i Tyrol”. Fra samme tid ser man ham også rejse landet rundt med sangprogrammer sammen med visesangeren Niels Eskjær, med hvem han havde et usædvanligt samarbejde.

Bag den faglige kompetence og store musiske viden befandt der sig et menneske for hvem dialogen og trygheden til sine elever havde høj prioritet. Man befandt sig godt hos ham i undervisningen, hvilket jeg selv kan tænke tilbage på med stor taknemmelighed. Han blev en meget afholdt lærer, der altid kærede sig om, hvordan hans elever klarede sig.
HR var en munter mand, der besad stor humoristisk sans. Han holdt meget af at være i selskab og der ofte få lejlighed til at gå i dialog omkring musikken, poesien og litteraturen.
Vi var mange der følte, at verden stod lidt stille, da vi hørte om hans død, - men vi følte os også meget taknemmelige over at have været på nær hold af en stor musiker, et stort varmt menneske.
Æret være Henning Riisers minde.