Ethan Rosenkilde Larsen 1913-2005

Organistbladet september 2005.

Ethan Rosenkilde Larsen, en pioner i dansk musikliv, er stille sovet ind i en alder af 92 år.
En æra i dansk kirkemusik er til ende.

Ethan voksede op på Frederiksberg i et kirkeligt miljø, hvor faderen var kordegn og formand for KFUM-sangerne.
I 1934 tog han organisteksamen som Finn Viderøs første elev, og debuterede i 1936 med sine yndlingskomponister på programmet: Buxtehude, Scheidemann, Tunder, Weckmann og ikke mindst Bruhns, hvis koralfantasi over Nun komm der Heiden Heiland var ganske ukendt for det københavnske musikpublikum på dette tidspunkt.
Som assistent for Christian Christiansen ved Marmorkirken mødte han Gjertrud Elmkvist Hansen, der sang i kirkens kor. Det blev til et livslangt teamwork. Fra 1941 til 46 var Ethan organist og kantor ved Vigerslev kirke - Gjertrud sang hos Viderø i Jægersborg.
I 1946 kom han til Sct. Olai i Helsingør.

Her blev et stort pædagogisk arbejde grundlagt med oprettelse af kommunal musikskole, Helsingør Kammerkor og drengekoret. Ind i mellem blev der tid til blokfløjtestudier på Scola Cantorum i Basel. Konsortspil på gamber og blokfløjter var allerede på dette tidspunkt en del af koncertvirksomheden i Helsingør. På Rosenkilde Larsens initiativ byggede P.G. Andersen i 1968 domkirkens nye orgel, der var stærkt inspireret af instrumenterne i Lübeck, Hamborg og Stralsund.

Kronen på værket blev udgivelsen af Det danske Antifonale og Dansk Tidebog i 1971. Et livsværk, der i samarbejde med Dag Monrad Møller, Harald Vilstrup og Finn Viderø, blev afsluttet med Det danske Antifonale bd. 2 i 1977. Ved sommerkurserne i Løgumkloster arbejdede Ethan praktisk med indøvelse af tidebønnerne, inspireret af Laurentius Petriselskabet i Sverige.
Mange af vore fineste orgelspillere har nydt godt af Ethans enorme indsigt i det klassiske nordtyske repertoire og vel mest af alt i hans fine fornemmelse for det liturgiske orgelspil, dybt forankret i den lutherske koral, og adskillige assistenter skylder ham deres grundlæggende kendskab til det pædagogiske arbejde med drengekor.

Han var et meget beskedent, hæderligt og helstøbt menneske, næsten selvudslettende, men med klippefaste principper og sine meningers mod, hvad mangen en præst tid efter anden har erfaret.

Altid kunne man, når samtalen drejede ind på kirkelige eller orgelfaglige spørgsmål, se Ethans øjne lyse op og man mødte begavede holdninger og meninger, der aldrig var blevet svigtet.

Med Gjertruds og Ethans hjertevarme og omsorg blev hjemmet på Gl. Hellebækvej et samlingspunkt for mange af landets kirkemusikere og for musiklivet i Helsingør i særdeleshed.

Din er dagen, Herre, og din er natten.
Æret være Ethans Rosenkilde Larsens minde.