De higer og søger... i gamle æsker
Organistbladet oktober 2005.
Bachforskere er delt i to lejre, når det gælder fund og håndskrifter. Nogle vil hævde, at hvad vi indtil nu kender, stort set også er det, der findes! De Bach-værker, hvis håndskrifter og tryk ikke længere er bevarede, eksisterer ikke mere for os. De kan ikke reddes og er endegyldigt tabte. Andre er overbevist om, at det er muligt gennem ihærdig søgen at finde mere. Bach-overleveringen har jo altid været overskygget af den dybe tragik, at der er værker, hvis eksistens vi kender (bl.a. de tabte kantateårgange), men hvortil manuskripterne er gået tabt. Men hvad med de værker, om hvilke vi ikke engang ved, at de engang eksisterede?
Ti års ihærdigt sporarbejde ledte til fundet af Berliner-Singakademies enorme nodesamling. Som en udløber heraf og i en fast tro på, at der må være mere “derude”, har Bach Archivet i Leipzig, til dels understøttet og velsignet af generøse amerikanske fonde, nu igangsat et forskningsprojekt med henblik på en systematisk undersøgelse af samtlige kirkelige, kommunale og statslige arkiver i “Mittel-deutschland”, og i maj måned dette år var guderne de søgende nådige. Men det var næsten mere held end forstand. I det berømte Anna-Amalie-Bibliothek i Weimar stod der på 2. galleri en gammel æske, hvis indhold af 300 år gamle smukke, marmorerede papirark havde fascineret en af bibliotekets bogrestauratorer, og han tog den med til konservatorværkstedet uden at vide, at der nederst i æsken befandt sig en musikalsk verdenssensation; et originalt, men helt ukendt Bach-manuskript, der var på vej til at blive flammernes bytte, for i september 2004 brændte store dele af biblioteket!
I 1975 opdukkede helt uventet i en fransk privatsamling Bachs eget eksemplar af Goldberg-variationerne i originaludgaven sammen med en autograf tilføjelse, nemlig de 14 Verschiedene Canones über die ersteren acht Fundamental=Noten vorheriger Arie, men det er 70 år siden, man sidst fandt et ukendt vokalværk af Bach! I 1935 opdagede man kantatefragmentet Bekennen will ich seinen Namen (BWV 200), en enkelt sats bygget over ‘Simeons lovsang’ (opført første gang o.1735). Det ny Weimar-fund er et hidtil ukendt vokalværk, et komplet omend lille værk af 5 minutters varighed. En såkaldt “Strofe-Aria” med ritornel for solosopran, strygere og basso cont. afsluttet med en kort strygersats for to violiner, bratsch og cello. Teksten omfatter 12 strofer og er skrevet på to partitursider. Bach skrev værket til d. 30. okt. 1713, da hertug Wilhelm Ernst af Sachsen-Weimar (1662-1728) fyldte 52 år (altså mens Bach endnu stod i hans tjeneste som hoforganist 1708-1717). Det lille værk bærer titlen Alles mit Gott und nichts ohn’ ihn. Digtet, forfattet af superintendenten i Buttstadt, Johann Anton Mylius, tager sit udgangspunkt i hertugens valgsprog Omnia cum DEO et nihil sine eo og havde ad ukendte veje fundet vej til en konvolut med hyldestdigte til Wilhelm Ernst nederst i en æske på et bibliotek i Weimar.
Dette Bach'ske lejlighedsværk kan betragtes som et udsøgt eksempel på “strofearien” - en betydelig musikform i 1700-tallet, og in casu Bachs eneste kendte bidrag til genren. Han skrev det i en alder af 28 år, og kompositionens præcise datérbarhed er betydningsfuld som en mulighed for at følge komponistens stilistiske udvikling.
En første- og en faksimileudgave skulle udkomme på Bärenreiter i efteråret 2005, og førsteindspilningen er lagt i hænderne på Sir John Eliot Gardiner.