Svend Aage Spange (1920-2004)
Organistbladet oktober 2004.
Torsdag den 12. august døde en af dansk kirkemusiklivs store personligheder, organisten Svend Aage Spange, 84 år gammel.
Svend Aage Spange, der er født og opvokset i Næstved, blev uddannet organist ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, elev af bl. a. Rudolf Simonsen og Emilius Bangert.
Han videreuddannede sig i Paris hos Gaston Litaize og blev dermed en af eksponenterne for dansk kendskab til den franske orgellitteratur.
Svend Aage Spange nåede at virke som organist tre steder i Danmark, Roskilde Domkirke, Thomas Kingos Kirke i Odense, og han sluttede ringen i fødebyen Næstved, hvor han i 1974 blev ansat som organist ved Sct. Peders kirke indtil pensioneringen i 1990.
Sideløbende med et rigt virke som organist i Den Danske Folkekirke er det gennem tiden blevet til en række bemærkelsesværdige koncerter i ind - og udland, radioproduktioner i Danmark, Frankrig, England og Polen - bl. a. indspillede han som en af de første Carl Nielsens “Commotio” i BBC.
Svend Aage Spange var tillige en aktiv pensionist med masser af vikariater rundt omkring, først og fremmest i Næstved, og indtil han ramtes af en uhelbredelig sygdom sidste år, kunne man tit se og høre Svend Aage Spange i alle mulige sammenhænge.
Svend Aage begrænsede sig ikke kun til at spille orgel, men spillede også cello i mange kammermusikalske sammenhænge. Ved klaveret kunne han være entertainer med et næsten Victor Borge’sk format. Han havde en fornem sans for humor, og han havde en anekdote parat til enhver lejlighed.
Æret være hans minde.
Kurt Levorsen, Karsten Gyldendorf, Christian Kampmann Larsen