Polsk orgelmusik II

Organistbladet september 2004.

Józef Kotowicz fortsætter her sin gennemgang af orgelmusikken i det nye EU-land Polen efter den forelæsning han holdt sidste år om emnet på Ann Arbor University, Michigan.

Helligåndsklostrets Tabulatur er den næststørste orgelbog fra den tid. Den er på 161 sider. Den tilhørte oprindelig Helligåndsklostret i Krakow, senere Nationalbiblioteket i Warszawa. Den blev ødelagt under 2. verdenskrig og eksisterer nu kun i fotografisk kopi, som blev foranstaltet efter ordre fra dr. Willi Apel. Takket være ham har Nationalbiblioteket i dag en mikrofilm, modtaget af Isham Memorial Library på Harvard Universitetet. Denne kilde er fra samme tid som Jan af Lublins orgelbog. De blev begge skrevet i Polen, af polakker og har mange fælles træk i den musikalske notation. Krakow-tabulaturen indeholder slet ingen danse, men 101 kompositioner af polske, tyske, flamske og italienske komponister. Kirkemusik: 70 stykker, verdslig musik: 9, 11 præambler, 6 canons og 3 stykker uden titel.
Noget af det interessanteste er kanon i dens forskellige typer. Hovedmelodien tages fra den første del af et udarbejdet tema. Det kan sommetider være identisk med cantus firmus, andre gange kan det være anderledes pga. af tilføjet ornamentering. De 9 præambler er af særlig betydning fordi de supplerer det ellers begrænsede antal af præludier, fundet i tidlige tyske og franske tabulaturer, og de er et værdifuldt bidrag til udviklingen af den instrumentale stil - akkorder, blomstrende passager, imitationer, sekvenser og virkningsfulde forudhold.

Eks. 6: “Aliud preambulum super Concordantias”
Det er en af de mest interessante præambler, fuldstændig tonal i melodik og harmonik. I lighed med tidlige barokkompositioner for tasteinstrument deles også dette stykke op i kontrasterende dele. De første 3 takter er baserede på akkorder i kontrapunkt, kaldet clamazioni eller accenti, og så følger harmoniske sekvenser, ornamenteret homofoni som går helt op til det tostregede f. Afsnittene med akkorder kombineres meget dristigt; komponisten blæser på alle regler, der er endog parallelle kvinter.

Den mest interessante polske kilde med orgelmusik fra den anden halvdel af det 16. århundrede er den tabulaturbog som hedder Warszawa Musikselskabs Tabulatur, i Polen forkortet til WTM. Undertiden kaldes den også Marcin Leopolitas Tabulatur fra 1580. Den ejedes af Warszawas Musikalske Selskab, men er nu ligesom Krakow-tabulaturen gået tabt, brændt af tyske tropper i 1944. En fotografisk kopi er bevaret i Isham Library på Harvard Universitetet, ligesom de to tidligere nævnte samlinger beordret affotograferet af Willi Apel kort før krigen. Mikrofilmen har nu beroet på Nationalbiblioteket i Warszawa siden 1960, desværre i en ufuldstændig version.

Denne kilde er relativt lille, sammenlignet med de to andre bøger; den omfatter 98 sider. Men den bidrager væsentligt til vort kendskab til liturgisk orgelmusik fra det 17. århundrede. WTM byder ikke på nogen selvstændige orgelpræludier eller verdslige kompositioner. Den er affattet i Ny Tysk Tabulatur med latinske bogstaver.

I denne notationsmåde er der kun de latinske bogstaver, ingen noder. At hæve en tone med et halvtonetrin angives på sædvanlig måde, ved hjælp af en lille “sløjfe” knyttet til et bogstav; det står altså for det vi i dag kender som “-is”. Tonehøjden angives ved store og små bogstaver såvel som streger over bogstaverne. Vi kan støde på følgende rytmiske tegn skrevet over bogstaverne som indikerer værdier fra brevis til fusa - se eksempel.

Hvis der er tale om en serie af toner af samme værdi, gives der kun et rytmisk tegn over den første. Der er ingen taktangivelser eller -streger. Det gør det dog ikke vanskeligt at dechifrere, takket være den ensartede gruppering af værdier - en brevis til en takt. Det endelige metrum - uden undtagelse i alla breve - har kun sjældne undtagelser med sesquialtera og hemiole-formationer.

Vi ved faktisk ikke hvor samlingen oprindelig kom fra. Den dukker først op i det 19. århundrede i privateje hos Aleksander Polinski. Selve manuskriptet har ikke nogen original ejersignatur fra det 16. århundrede, ej heller nogen dateringer. Der er imidlertid flere bidrag inde i manuskriptet i form af initialer som kaster lidt lys over emnet. Næsten alle initialer blev opklaret af Jachimecki, og hans fortolkning er generelt blevet godtaget. De fleste stykker er anonyme, delt i tre afdelinger. Fra initialerne N.C. og J.S. kan vi formode at to af afdelingerne hidrører fra Nicolaus af Krakow og Jan Sowa. Den tredje afdeling formodes at være komponeret af Marcin Leopolita - den har karakter af en liturgisk cyklus. De fleste af stykkerne fra den første afdeling er skrevet for 5 stemmer. Den næste indeholder 4-stemmige kompositioner.

Eks. 7: Jakub Sowa (?): “Salve Regina”. Jakub Sowa var organist ved Sigismund III’s hof. Fra optegnelser herfra ved vi at han var medlem af kapellet under Asprilio Pacelli i 1590. Nogle forfattere fortæller at han var en fortrinlig virtuos og tiltrak store skarer med sit spil. “Salve Regina” er et orgelpræludium over begyndelsen af en Maria-antifon som bliver taget op i alle stemmer.

HOVEDKILDER TIL POLSK ORGELMUSIK I DET 17. ÅRHUNDREDE

Ved slutningen af det 16. og begyndelsen af det 17. århundrede dukker en ny type tabulatur op. Som eksempel kan jeg nævne Jan Fisker fra Morags Tabulatur, skrevet i ny tysk notation, hvor alle en kompositions stemmer skrives i bogstav-system (de tidligste tabulaturer var jo skrevet i den gamle tyske notation, som brugte både linier og bogstaver).
Denne kilde omfatter hovedsageligt vokalmusik og frembyder en art partitura som er nyttig for kirkeorganisten. Af den grund blev værkerne ikke i særlig høj grad analyseret, til trods for at denne tabulatur bevidner udviklingen af opførelsespraksis og orglets rolle i fremførelsen af denne periodes nye orgelmusik.
Desværre kender vi fra det 17. århundredes sandsynligvis rige kilder kun Pelpins Tabulatur og Warszawa Tabulaturen, også kaldet Den Lille Warszawa Tabulatur.
Pelpins Tabulatur blev fundet i 1958. Det er en af de største kilder i Europa med 6 bind i alt (Den største Tabulatur overhovedet er fra Torino, Italien 1637-1640, med 10 bind). Ophavsmanden til dette omhyggeligt udarbejdede manuskript var broder Feliks Trzcinski, som opholdt sig i Pelpin-klostret i det nordlige Polen 1594-1649. Tabulaturen indeholder flere hundrede kompositioner fra det repertoire der blev opført i dette kloster. Notationen er i den nye tyske stil, i lighed med andre tabulaturer fra det centrale Europa i den periode. Den bruger også latinske bogstaver som i de tidligere kilder.
Der er ikke nogen dateringer i tabulaturen, så det er vanskeligt at sige noget præcist om dens oprindelse. Forfatteren opregner omhyggeligt komponisternes navne, stykkernes titler og antallet af stemmer. Denne samling omfatter hovedsageligt kirkemusik, men der er dog også verdslige stykker. Der er en større afdeling med italiensk orgelmusik, repræsenteret ved værker af Cesare Borgo, Tarquininio Meruli, Claudio Meruli, Paolo Cimy. De fleste er transskriptioner af vokalmusik, hovedsageligt italiensk, men der er også værker skrevet af polske og tyske komponister som arbejdede i Polen. Pelpins Tabulatur repræsenterer således hovedtrækkene i denne epokes samtidige orgelmusik.
Den mest interessante i denne tabulatur er den del der indeholder 89 canzoner i det 6. bind. De er bla. skrevet af Cesare Borgo, Paolo Bottacio, Andrea Gabrieli, Vincenzo, Pellegrini, Andrzej Rohaczewski. De er skrevet for 4 stemmer, og formen er tredelt. To imiterende yderdele adskilles af et homofont afsnit der minder om den tidlige renæssance-faktur. Et godt eksempel på en sådan canzone er et stykke i A-B-A-form af Andrzej Rohaczewski. Eks. 8a og eks. 8b.

De mest værdifulde stykker i denne tabulatur er tilføjet senere (i anden halvdel af det 17. århundrede) af broder Maurycy. Det er orgelstykker af tyske komponister. Det drejer sig om store orgelværker af Nicolaus Hasse, Heinrich Scheidemann, Franz Tunder og Ewaldt. Denne opdagelse er af stor betydning, da stykkerne ikke var kendt af tyske musikologer. De udviser en virtuos karakter og en meget veludviklet stil og kompositionsteknik. Denne samling er uhyre vigtig for udviklingen af orgelmusikken i Europa før Buxtehude og Bach. Andre sjældne og vigtige detaljer er registreringsanvisninger, manualskift og den klanglige behandling af særlige stemmer. Skønt disse værker jo ikke er polske, viser den kendsgerning at de blev medtaget i Pelpins Tabulatur orgelspillets og musikkulturens høje stade i Polen.

Den næste vigtige kilde i det 17. århundredes polske orgelmusik er Den Lille Warszawa Tabulatur. Den var i privateje hos Aleksander Polinski. I mellemkrigstiden blev den opbevaret i Warszawas Nationalbibliotek, hvor den blev undersøgt af Adolf Chybinski, som lavede en kopi af denne samling. Originalen blev, tillige med andre perler, ødelagt i 1944.
Den Lille Warszawa Tabulatur er en samling i italiensk stil. Den er skrevet i intabulatura, partitura for tasteinstrumenter med forskellige træk som man også finder i både Nord- og Sydeuropa. På hver eneste side er der tre par af et 6-liniet system. Manuskriptet omfatter 68 sider. Ifølge Chybinski stammer tabulaturen fra 1650; den formodes at hidrøre fra det centrale Polen. Analyser synes at vise at den er skrevet af mere end en person. Den første halvdel indeholder næsten udelukkende stykker for tasteinstrument eller decideret orgelmusik; den anden udarbejdelser af hyppigt brugte polske liturgiske melodier, hymner, sekvenser og julesange.
De første to sider er en lille teoretisk introduktion skrevet på polsk. Den indeholder beskrivelse af noder og deres værdier. I tabulaturen er der mange tomme sider, stykker uden titel, ufuldendte kompositioner; den originale nummerering fortæller jo om det oprindelige omfang. Der er 24 præludier, 7 toccataer, 13 fuga-præludier, 5 canzoner, 1 fuga, 1 capriccio og 35 bearbejdelser af sange.
Et af de mest interessante stykker er Præludium af Jan Podbielski. Det er et kort, 33 takter langt stykke med toccata-karakter, klart opdelt i 2 dele. Den første er typisk taste-figurationer, meget almindeligt på den tid, benyttet af bla. Bach og Pachelbel. Den har sin oprindelse i lutmusikkens style brise. Ingen af delene bruger imitation, hvad der med dette præludium stilistisk leder tanken hen på den improviserende toccata som dyrkedes af Andrea Gabrieli, Frescobaldi, Pachelbel og andre. Der er ikke evidente træk af orgelmusik, skønt den også bruger pedalnoder. Eks. 9.

Toccata-stilen er meget tydelig i et af de længste stykker: Preludium primi toni i d-mol. Dette præludium knytter til ved Frescobaldi-skolen og Frobergers kompositioner. Efter en majestætisk akkord-indledning kommer et langt afsnit uden imitation med hurtige skalaløb på et fundament af pedaltoner og akkorder i sopran og bas. Eks. 10.

Tabulaturen har også nogle meget interessante fugaer med indflydelse fra Frescobaldi, canzonetter med en melodik der er typisk for den tidlige barok. Efter indgående studier skrev Sikorski en doktorafhandling om denne tabulaturbog hvor han slår fast at den polske orgelmusik var på niveau med de andre europæiske lande. Det er værd at lægge vægt på den stærke indflydelse fra italiensk, tysk og selv spansk orgelmusik. Denne periodes polske komponister tog størstedelen af de stilistiske elementer fra de store europæiske mestre, men de tilføjede også deres egne træk og skabte deres egen orgelmusikstil. Sikorski lægger også vægt på indflydelsen fra Østrig og Sydtyskland. Grunden til denne påvirkning ligger i en fælles italiensk model som var meget yndet i hele Europa i denne periode - og i den fælles funktion af orglet i katolske lande som Polen, Italien, Sydtyskland og Østrig.

Oversat fra engelsk af Helge Gramstrup