En genfunden musikskat

Organistbladet juli 2004.

Da Bach-Archiv i Leipzig i januar 2000 indbød til en konference under temaet Bach in Leipzig - Bach und Leipzig, var der ganske vist også specialiteter på programbuffetten for organister: “Obligat orgel i kantaterne fra 1726”, “Nyt om Leipziger orgelkoralerne”, “Solistiske koralbearbejdelser”, “Bachs 8 Koralfughettaer”, men konferencens absolutte højdepunkt var nok Christoph Wolffs beretning om det siden 2. verdenskrig forsvundne og nu genfundne Berliner Singakademies nodearkiv. Christoph Wolff, prof. på Harvard og nyvalgt leder af Bach-Archiv-Leipzig efter den legendariske Hans-Joachim Schulze, havde i næsten to årtier indædt og med urokkelig stædighed forsøgt at opspore de mange tusinder af nodeark og manuskripter og ikke mindst samlingens hjertestykke, Alt-Bachisches Archiv, som jo var kendt i tryk fra før krigen, men originalerne... hvor var de? Alle vi deltagere i kongres og workshops lyttede med alle antenner åbne og røg helt frem i stolene ved dette eventyr.

Musikhistorie
Det turde vist være en fastslået kendsgerning, at Berliner Singakademie i 1800-tallet musikhistorisk kom til at spille en afgørende rolle, ikke mindst takket være den berømte opførelse af Bachs Matthæuspassion 11. marts 1829 under den 20-årige Mendelssohns ledelse, 102 år efter dens førsteopførelse. Det blev startskuddet til, som der stod i jubilæumsskriftet ved institutionens 175-års fødselsdag i 1966, Beginn der Bachrenaissance in der ganzen Kulturwelt. For fuldstændighedens skyld skal der blot mindes om, at af hele Passionens i alt 80 numre strøg dirigenten 24: 11 arier (bl.a. Blute nur, Buss und Reu), 4 accompagnato-recitativer og 9 koraler. Koret var i modsætning til 1727 på op mod 400 mand, og Mendelssohn ledede det hele fra et stort koncertflygel. Forudsætningen var bl.a., at Berlin rådede over et stort antal Bach’ske afskrifter, for den gamle Thomaskantor var allerede da en musikalsk autoritet i Berlin, og her var der folk, der beskæftigede sig med ham. Til dem hørte i første række Carl Friederich Zelter (1758-1832), som havde stået i spidsen for Singakademie siden 1800. Han efterfulgte Karl Friederich Fasch (1736-1800), der i 1791 havde grundlagt denne musikinstitution (hans far var i øvrigt nær bekendt af Bach i Leipzig). Tidligere havde Fasch ved siden af Carl Philipp Emanuel Bach virket som 2. cembalist ved Frederik den Stores hof, så byen havde en tradition, der kunne siges at gå tilbage til J.S. Bach selv; et vidnesbyrd herom er kongens yngste søster, prinsesse Anna Amalies, musikbibliotek med talrige afskrifter af Bach-værker, og det var netop Zelter, der o. 1799 tog fat på at katalogisere dette såkaldte ‘Amalienbibliothek’, og det var dette ry, der var årsagen til, at den mest betydelige samler af Bach-autografer, Georg Poelchau, i 1813 drog til Berlin og slog sig ned her som en art ‘Privatgelehrter’. Disse var forudsætningerne, ikke alene for Matthæuspassionen, men også for opbyggelsen af en enorm nodesamling (og bogsamling): en nodesamling, der i endnu højere grad omfattede værker (klaver og vokal) af C.P.E. Bach. Og som det skulle vise sig: værker som vi først efter genfindelsen af det siden verdenskrigen forsvundne arkiv har fået kendskab til, at de overhovedet fandtes!

Arkiv og krigsbytte
En af de store gåder i Bach-forskningen de sidste 50 år har netop været nodesamlingens skæbne (herunder hele C.P.E. Bach-arven), dens spor, ja i det hele taget dens fortsatte eksistens. I over et århundrede havde den til huse i arkivet i Berliner Singakademie. Samlingen, vidste man, bestod af omkring 500 partiturer skrevet af forskellige medlemmer af den store Bach-familie sammen med C.P.E.’s egne kompositioner, herunder 20 passioner og 50 klaverkoncerter, som efter C.P.E.’s død fik lov at indgå i arkivet takket være Zelter; desuden ikke-publicerede breve fra Goethe til Zelters efterfølger, Carl Friederich Rungenhagen, samt ikke-trykte værker af barokmestre som Carl Heinrich og Joh. Gottlieb Graun, Telemann, Joh. Adolph Hasse og andre vigtige navne fra samme periode.
Som nu verdenskrigen udviklede sig, og den russiske armé nærmede sig Berlin, blev man klar over faren, og det var nu, hvis kulturskatte skulle reddes. Midt i de allieredes kraftige bombardementer af Berlin 1943 sørgede tyske ansvarlige autoriteter for at få ført tusinder af kulturskatte ud af byen.

De blev opbevaret på fjerne ukendte skjulesteder som saltminer og klosterkældre, på biblioteker og slotte, således også nodesamlingen fra Berlin, der blev opmagasineret i Niederschlesien på slottet Ullersdorf i nærheden af den lille by, Glatz. Slottet tjente som depot for flere værdifulde privatsamlinger; fra 1943 blev arkivet således utilgængeligt for videnskabsmænd og udøvende. Et væsentligt musikhistorisk klenodie, Alt-Bachisches-Archiv, var deriblandt. Disse originalhåndskrifter af vokal-værker af Bach-familien, især Sebastians forgængere, er som før nævnt en del af samlingen. Hvad der så hændte med denne manuskriptsamling i kølvandet på nazisternes nederlag, står stadig til undersøgelse. Singakademies hovedkvarter, bygget i det, der senere skulle blive Østberlin, blev ødelagt af de allieredes bomber, og i dagene derefter besatte sovjethæren mange af de opbevaringssteder, hvor naziregimet havde opbevaret dets kunstgenstande. Noget tog de som krigsbytte, andet brugte de som brænde i den bittert kolde vinter 1945. Hvad angår nodearkivet og dets skjulte magasinering i Ullersdorf, må der have været en lækage. Hvem? Hvor? Alle noderne måtte dele skæbne med talrige andre private og offentlige museums-, biblioteks- og arkivbestande. De blev af den røde armé flyttet fra depoterne i den østlige del af det daværende tyske rige til Sovjetunionen. Det ved vi i dag efter fundet! Men helt op i 90’erne regnede man stort set med, at sangarkivet var blevet ødelagt. De russiske opbevaringssteder for disse krigsbytter, den såkaldte “Beutekunst”, blev aldrig offentliggjort og er til den dag i dag stort set ubekendte.

Musik-politik-findested
Men nu til opsporingen! Tilsyneladende ofrede ikke mange Singakademies nodesamling mange tanker indtil midt i 1960’erne. På den tid sad en af vore dages største Bach-forskere, førnævnte Christoph Wolff, og arbejdede på sin disputats, Stile Antico in der Musik Bachs. Han håbede samtidig at kunne rekonstruere Bachs musikbibliotek, og en af primærkilderne var C.P.E. Bachs værkkatalog, trykt 1790. I de år var videnskabelig udveksling mellem øst og vest nærmest umulig, og Wolff fik at vide, at arkivet højst sandsynligt ikke eksisterede, men fra da af blev det ham nærmest en besættelse at finde ud af, hvad der virkelig var sket, og en kombination af omstændigheder og stædighed fik Wolff, der ikke tabte målet af syne, til at benytte sig af det politisk ændrede klima efter Sovjetunionens opløsning. Der opstod på det nærmeste en global kampagne for at returnere tusinder af stjålne og bortførte kulturværdier. I nogen tid havde der verseret rygter om, at arkivet skulle være oplagret et eller andet sted østpå, og Wolff forsøgte pr. fax og e-mail at få opklaret, om det evt. kunne være oplagret i Moskva. Det drejede sig jo om aldrig hørt musik af Wilhelm Friedemann, C.P.E. Bach og Telemann, og skjulte der sig mon noget af Thomaskantoren selv i konvolutterne? Da der også var forlydender om, at arkivet befandt sig i Ukraine, blev ‘Ukranian Research Institute’ på Harvard bedt om at efterprøve sagen, for en lektor på samme institut fortalte, at hun, da hun lavede research til en bog om ukrainsk kunst, var faldet over et dokument - oversat i 1957 fra en rapport i det sovjetiske kulturministerium - som pegede på, at Singakademies arkiver befandt sig i Kiev. Dette i vor sammenhæng særdeles interessante dokument fra den Røde Armé, angav at en samling på 5000 musikalier siden 2. verdenskrig var deponeret på konservatoriet i Kiev, men herfra svarede man: “Vi har intet”, og det var ikke engang løgn, skulle det vise sig. Det blev også oplyst, at materialerne efter 1973 overgik til det ukrainske statsarkiv, hvor de som Beute-Kulturgüter stod under opsyn af KGB. Wolff forstod nødvendigheden af at sløre sin tyske baggrund (født i Solingen) og optræde som Harvard-professor, og på Harvard var man i øvrigt på den tid i fuld gang med udgivelsen af C.P.E. Bachs samlede værker.

Men nu var sporet varmt! - og Wolff kunne berette, som var det drejebogen til en Sherlock Holmes-film. Der gaves nemlig tilfældigvis og heldigvis en ukrainsk embedsmand, Boriak, som havde sympati for de amerikansk-tyske bestræbelser på at lokalisere forsvundne arkiver, og han opsøgte derfor en pensioneret ukrainsk bibliotekar, som var i stand til at fremlægge meget væsentlige informationer, nemlig at hun i 1973 havde set en rapport angående overførsel af en stor samling udenlandsk musik fra Kiev-konservatoriet til mere rummelige forhold i det Ukrainske Central Stats Arkiv-Museum for Litteratur og Kunst. Der var ingen detaljer om samlingen, men gennem sine kontakter i statsarkivet blev Boriak i stand til at kunne bekræfte, at denne samling var C.P.E. Bach-arkivet! Nu krævedes der så blot en mand af Wolffs status til at få adgang til at undersøge papirerne og fastslå deres ægthed. Han ankom med sin kone og en medarbejder til Kiev for blot at opleve to dages yderligere venten og frustration; de fik nemlig den besked, at arkiverne var lukkede pga. renovering, og at de, da de ikke var behandlede og konserverede, følgelig ikke kunne være genstand for en nærmere undersøgelse! Direktøren for statsarkivet, en tidligere KGB-agent, skulle netop gå på pension og kunne ikke hjælpe, men efter ihærdigt arbejde fik Wolff og hans medarbejdere speciel tilladelse til at kravle op på de allerøverste bibliotekshylder blot for - som det hed - at aflægge et besøg dér. Wolff trak en tilfældig grå papkasse frem fra reolen, hvor den havde stået siden 1973, han åbnede kassen og så lige ned på adskillige indbundne bind af gamle musikmanuskripter. Hans medarbejder så et af dem med et rødt stempel: Singakademie zu Berlin og udbrød: “OK. Christoph! her er det”! De tilstedeværende måtte knibe hinanden i armen, for de stod reverenter talt og stirrede på det forsvundne arkiv. Aftenen blev fejret på en flodbådsrestaurant, hvor man smagte på ukrainsk vodka!!

I avisen Boston Globe d. 30. sept. skrev Wolff om sin følelse af total overvældelse, da han fandt disse herligheder og deres betydning:
A collection of mainstream music of this significance has not surfaced in quite some time. I was not prepared for seeing the whole thing there, intact. It was truly an enormous surprise... As far as I can tell, there’s nothing else out there like this in terms of a closed collection. There are individual items missing from libraries, even groups of manuscripts. But at least in the field of music, a collection of this size does not exist.

Skattens indhold og hjemkomst
Hvori bestod så denne skat? Det drejer sig om ikke mindre end 5200 titler, en million beskrevne sider. Bachfamiliens andel udgør omkring 10 % deraf, altså ca. 100.000 nodeark. Alle C.P.E. Bachs vokalværker fra Hamburg-tiden, som ikke er overleveret noget andet sted, altså Passionerne og de store kantater, eksempelvis 20 passionskantater, som man længst troede tabt. Dertil en mængde ukendte sager fra Wilhelm Friedemanns hånd. Yderligere 220 kantater af Telemann og 150 vokal- og 420 instrumentalværker af Carl Heinrich og Joh. Gottlieb Graun. Førstnævnte var kapelmester under preusserkongen Frederik den Store. Også håndskrifter af Mendelssohn og Goethes breve til Zelter var i kasserne samt dokumenter vedrørende grundlæggelsen af Singakademie i 1791. For Wolff var juvelen blandt alle smykkerne dog Alt-Bachisches-Archiv, men en smule herom til sidst.
Da førende Bach-forskere fra Bach-Archivet i Leipzig senere vendte tilbage til Kiev, var modtagelsen helt anderledes åbenhjertig. Ved første besøg var meldingen klar: manuskripterne forbliver i Kiev til dokumentation, men målet var nu at overbevise myndigheder og politikere om, at ‘skatkisten’ jo var krigsbytte, at manuskripterne ikke havde deres selvfølgelige hjemsted i Ukraine, der heller ikke konserveringsmæssigt var på tysk stade (Berlin har jo udviklet en enorm ekspertise i papir-konservering, jvf. Beethoven-, Mozart- og Bach-håndskrifter. Bl.a. var Matthæuspassionen og h-mol-Messen særligt truede, men er netop i disse år færdigreddede). Helt naturligt spillede fundet nu også en stor rolle for musikvidenskaben i Ukraine, men for at fremskynde det videre arbejde motiverede Wolff en nedsat kommission til beslutte en mikrofilming af materialet bekostet af “Packard Humanities Institute”, Harvard, med kopier til USA, Berlin og Leipzig. 20 Ukrainske musikvidenskabsfolk og komponister protesterede voldsomt, idet de frygtede et udsalg af alle herlighederne. De ville som de første have mulighed for at udforske det genfundne. Men som engang ‘den fortabte søn’, gik også de ukrainske myndigheder i sig selv. Ved en binational kommissions diplomatiske snilde vendte noderne hjem, og i 2001 forkyndte præsident Kutschma, at Berliner Singakademies nodearkiv som en “Geste des guten Willens” skulle gives tilbage til Tyskland, og ved en højtidelig celebration i Berliner Philharmonien d. 15. maj 2002 med deltagelse af udenrigsminister Joschka Fischer og den ukrainske ambassadør overrakte præsidenten et manuskriptblad af en kantate af J.S. Bach til den tyske forbundskansler Schröder (Gaven var en af korstemmerne fra kantate BWV 23, hvortil man indtil nu kun har haft partituret. Man kendte intet til kantatens udskrevne stemmer før nu!)

Der findes et 5-binds ukrainsk inventarkatalog, som ved siden af den fortløbende nummerering af nodebestanden også har henvisninger til det oprindelige ‘Zelterkatalog’ (1832): Catalog musikalisch-litterarischer und praktischer Werke aus dem Nachlasse des Königl: Professors Dr. Zelter. Og skal der dryppes lidt malurt i genopdagelsens festbæger, må det være dette, at mens kun få af de i Zelter-kataloget oplistede musikalier manglede, savnes stadig samtlige bøger fra Singakademie og dertil hele afd. A i kataloget: bl.a. musikteoretiske værker, som Documenta Armonici (Bologna 1687): Manuscript aus des sel. Kittels Verlassenschaft, wahrscheinlich von Seb. Bachs Hand abgeschrieben. Hvad man heller ikke fandt (måske totaltab?) er W.F. Bachs autografer til nogle cembalosonater og afskrifter af 5 symfonier. Så kan vi glæde os over den store festkantate fra 1763 “Auf Christen, posaunt”, 3 partiturer til kirkelige vokalværker fra organisttiden i Halle 1746-64 og 2 autografer fra Dresden-årene, 1733-46, heriblandt 4 fløjteduetter.

Fader-søn-kontrapunkt
Og den høje musikvidenskabs repræsentanter spærrede øjnene op, da de trak tre på for- og bagside tæt beskrevne nodeblade op af kasserne, et konceptpartitur, der tidligere har været del af et sikkert omfangsrigt manuskript. Vandmærket er typisk for nodepapiret ved hoffet i Dresden på Pisendels tid og peger på den periode, W.F. Bach var virksom her: årene 1733-46; og de lærde udi håndskrift kan fortælle, at her på disse nodeark veksler W.F.’s nodeskrift med fader Sebastians. Det er intet mindre end små kanon- og kontrapunktstudier mellem fader og søn i tæt samarbejde. Sammenligner man J.S. Bachs håndskrift med h-mol-Messens, 1733, synes den i disse ‘øvelser’ en anelse mere ‘aldret’, som den også ses i autograferne fra 2. halvdel af 1730’erne, f.eks. det i 1736 skrevne partitur til Matthæuspassionen eller revisionspartituret til Johannespassionen fra 1739, (årene efter 1739 næppe kommer på tale, da Bachs håndskrift fra det tidspunkt ændrer sig tydeligt). Skal vi altså finde et tidspunkt, hvor de to Bach’er sidder ved bordet og leger med temaer og deres allehånde besvarelser, må det blive o. 1736-38, og da har vi jo netop belæg for et møde mellem far og søn, nemlig Bachs besøg i Dresden i begyndelsen af december, 1736, i forbindelse med hans udnævnelse til hofkapelmester, ved hvilken lejlighed han også henrev publikum på det ny Silbermann-orgel i Frauenkirche. Manuskriptet er en ‘dialog’ mellem far og den på det tidspunkt 20-årige søn, der trods alt stod i ære og rang som organist. De to herrer har diskuteret satsteknik, kontrapunkt, dobbeltkontrapunkt, augmentation, diminution, ja alle former for kanon- og fugabesvarelser. Fader Bach stikker sønnen et tema! Besvar det! (hvem havde ikke betakket sig for at sidde i den situation?). De tre blade viser en tilbagevenden til det gamle hierarki; fader Bach er stadig den uovertrufne læremester. Med elegant kontrapunktik og små rettelser ændrer han Friedemanns temabesvarelser, hvor de løb ind i énklang og lidt klodsede stemmekryds. Og mens ens blik glider ned over nodelinierne med al denne ‘lærde’ legen med temaer, studser man forbavset ved to motiviske celler, for her står sort på hvidt næsten eksakt hovedtemaet til ‘Kunst der Fuge’; blandt alle disse øvelsestemaer får vi pludselig forbindelse til dette storværk blandt Bachs projekter. Nedskriften af Contrapuncti I-IX dateres til tiden o. 1742. De nyopdukkede skitser i Kiev dokumenterer i det mindste komponistens tankemæssige beskæftigelse med denne cyklus fra ca. midten af 1730’erne, og det betyder talrige og vidtrækkende konsekvenser for definitionen og vurderingen af hele Bachs ‘Spätwerk’.

Altbachisches Archiv
Omkring sin 50-års fødselsdag påbegyndte Bach at anlægge en samling musik af sine forfædre i den store slægt, i særlig grad af sine onkler Joh. Christoph og Joh. Michael. Nu da originalmanuskripterne til disse kilder er dukket op, kan man på grundlag af Joh. Seb. Bachs håndskrift også indordne disse stykker i J.S.B.’s liv. Man kan udlede, hvorledes Thomaskantoren tiltagende integrerede værker af sine forfædre i sin musikalske hverdag. Det drejer sig naturligvis om den berømte samling, Altbachisches Archiv, således som den er oplistet i Verzeichniss des musikalischen Nachlasses des verstorbenen Capellmeisters C.P.E. Bachs (1790). Disse 20 Singstücke, Chöre und Motetten havde han arvet fra sin far. I 1775 taler han i samtale med Forkel om “mit gamle Bach’ske arkiv”; skatten hægede han om med stor ærbødighed og lånte ikke gerne sine noder ud, “fordi de er noget møre”.
Via samleren Poelchau og Zelter havnede noderne i Berlin, og her findes rødderne til Bachs kunst.
Interessen retter sig uvægerligt mod de komponerende forfædre, og for en kort stund belyses her personer, der har været indhyllet i historiens tusmørke, og hvis livsspor tidernes ugunst næsten har vejret bort. Takket være Seb. Bachs samleflid ved vi lidt om slægtens kunst. Dette arkiv, som vi jo i forvejen kendte fra dets offentliggørelse i to bind fra 1935, består af 200 nodeark i lille format, i dag lidt skrøbelige og gulnede og oversået med kunstfulde, snørklede skrifttegn. J.S. Bachs rent praktiske omgang med og brug af sin slægts musikalske frembringelser i 1730’erne og 40’erne beviser, hvor lidt deres kunst havde tabt af liv og virkning.

Den hyppigst optrædende bidragyder er den gamle organist i Eisenach, Joh. Christoph Bach (1642-1703). I familien nød han ry som der grosse und ausdrückende Componist, og C.P.E. Bach sagde om ham, at han formåede at skrive sowohl galant und singend als auch ungemein vollstimmig und sei in Erfindung schöner Gedanken sowohl als im Ausdruck der Worte stark gewesen. Det mest formidable værk er måske kantaten: “Es erhub sich ein Streit” (til Michaelisdag) for 22(!) obligate stemmer. Min salig fader har engang opført det i en kirke i Leipzig, og alle var forbløffede over dets effekt, udtalte C.P.E. Bach. Vi skal også nævne fine sager af Bachs første svigerfar, Maria Barbaras far, Joh. Michael (1648-94), og kantoren fra Schweinfurt, Georg Christoph Bachs (1642-95) ´Geistliches Konzert’ skrevet i anledning af en fødselsdag i 1689. Stykket baserer sig på Ps.133 (den salmetekst vi også finder på det berømte Buxtehude-portræt i Hamburg): Siehe wie fein und lieblich ist wenn Brüder einträchtig bei einander wohnen. Og hvilke brødre? Anledningen var 47-års fødselsdagen for Georg Christoph, hvortil de to tvillingebrødre Joh. Ambrosius (Bachs far) og Joh. Christoph var inviteret. Mange af de omtalte værker findes i dag udgivet på Hänssler Verlag, og her er der noget at hente for mangen en kantor. Hele Altbachisches Arkiv foreligger tilmed fornemt indspillet med Cantus Cölln på plademærket Harmonia Mundi.

Særlig betydning giver Wolff Joh. Christoph Bachs motet Lieber Gott, wecke uns auf, et udtryksfuldt værk fra december 1672. Mere end 75 år senere oplevede værket en opførelse i Leipzig under Bachs ledelse. Stemmematerialet herfra er skrevet af en gammel mand med uegale, stive og uforholdsmæssigt store typer. Bachs allerseneste nedskrift fra 1749/1750. Her hvor den gamle Thomaskantor kopierer en sats med dublerende instrumentalstemmer, ser man klart de trætte, store og usammenhængende nodetegn. Han indskrænkede sig til et absolut minimum og noterede kun besætningen, gav transpositionsanvisning (tief Cammerthon), skrev nøglerne og de første noder, så kopisten kunne tage over. Det er svært at forestille sig, at Bach ville påbegynde et sådant projekt (med dobbeltkor dannet af I. og II. kantori), hvis det ikke havde haft særlig betydning for ham. Så det er måske med Wolff plausibelt, at Bach, velvidende at hans livs ende nærmede sig, udvalgte et stykke af en af sine berømteste forfædre - et værk, hvis tekstgrundlag var den traditionelle kollektbøn Lieber Gott, wecke uns auf... etc.

En kostbar musikskat er vendt tilbage, og nu venter mange års undersøgelser og udgivelser af de mange noder - og terminen for færdiggørelsen af Harvards igangværende udgivelse af C.P.E. Bachs samlede værker blev vist pludselig forlænget! Det er så at håbe, at fundet og tilbageførelsen af de mange noder måtte virke som et positivt signal til udlevering af fremmed kulturgods og den uindskrænkede udnyttelse deraf. Her i Danmark kan vi så i mellemtiden mindes et par linier, som Henrik Pontoppidan skrev i 1918 - og ganske vist i en helt anden sammenhæng:

Det lyder som et eventyr,
et sagn fra gamle dage,
en røvet datter dybt begrædt
er kommet frelst tilbage.