Musikologi og fænomenologi

Organistbladet november 2002.

Redaktøren efterlyser læserkommentarer til en artikel af Randall Steere i dette blads nr. 9. Skønt jeg ikke hører til målgruppen, en ny generation af organister, føler jag trang til at snakke med. Jeg har læst artiklen adskillige gange for at nå dens dybder. Det har været nødvendigt at prøve på at klare nogle begreber.

Først fænomenologi.
I sit udgangspunkt er fænomenologien en filosofisk metode, der vil beskrive den menneskelige virkelighed som mennesker oplever den. Mennesket er ikke en neutral iagttager, men tværtimod aktivt engageret i verden optaget af, hvad tingene i verden kan bruges til. Ifølge Husserl er det den fænomenologiske filosofis opgave at gøre rede for hvad der foregår i bevidstheden, når denne rettes mod ting i den ydre verden. Den er en beskrivende fremstilling af fænomener, uden tydning. På linje hermed fremhæver sociologen Alfred Schütz, at det er samfundsvidenskabens opgave at redegøre for den samfundsmæssige virkelighed som samfundsindividerne selv oplever den.

Dernæst ordet/begrebet numinøs.
Det kommer af numen, guddom eller guddommelig kraft. Citatet af Otto beskriver den numinøse oplevelse som en tilstand sui generis, irreduktibel, noget man må ledes til at forstå. Hvis man ikke kan genkalde sig andre af sin ungdoms følelser end ubehaget ved en dårlig fordøjelse f.eks., kan man ikke forstå den. Mit leksikon siger om Rudolph Otto, at han søger at iagttage det hellige/det numinøse uden etiske og rationelle implikationer, det er utvetydigt “Das ganz Andere”. Det skræmmer og drager samtidigt.

Således styrket genoptager jeg læsningen af Steeres artikel.
Skal man opbygge en filosofi om en praktisk indgang til musik i kirken er teologi og musikologisk holdning ensbetydende med at “ bygge et hus på sandgrund”, siger Steere, musik og teologi skylles bort af kirken. Mange menneskers følelser i gudstjenesten er ikke teologisk, men fænomenologisk orienteret.
Mon forfatteren her tænker på de senere omtalte “magtfulde” prædikener, svarende til, hvad en dansk præst engang kaldte en “åndelig gyngetur” — noget han vistnok var imod. Forfatteren har en subtil skelnen mellem at “være” i gudstjeneste og at “holde” gudstjeneste. Han fordømmer ingen af disse holdninger, men mener de kan kombineres. Få musikere, færre lægfolk har studeret en fænomenologisk indgang til begrebet gudstjeneste!? Mener han, at man skal betragte gudstjenesten fra en psykologisk eller en emotionel synsvinkel? Kirke og gudstjeneste handler vel om forholdet mellem Gud og mennesker. Skal det gøres til genstand for fænomenologiske eller psykologiske undersøgelser?
Der følger nogle betragtninger om musikoplevelse og musikopdragelse/-uddannelse. Forf. er kritisk over for “vore universitets-, gymnasie- og konservatorie1ærere” (de amerikanske?). Han spørger om “denne uddannelsesmæssige og musikologiske indgang til den musikalske erfaring virkelig er det eneste mål, ja eller et vigtigt mål i det hele taget, for musiklyttere”. ”Det er på tide at vi musikere indser, at det at gøre musikken begrebsmæssig måske ikke er det eneste mål for musikalsk oplevelse.” Nej, hvem vil dog påstå det. Oplevelse af musik og anden kunst er ikke forbeholdt fagfolk. Ellers så det sort ud for kunsten. Min egen oplevelse af Mozarts “Eine kleine -” og Beethovens 5., da jeg som dreng og totalt uvidende om “musikologi” hørte en formentlig jævn opførelse af de to værker, er næppe overgået af nogen senere. En nærsiddende smededreng udbrød under symfoniens finale: Det her er fanneme noget med takt! Mon vi havde en numinøs oplevelse?

“Det er muligt,” hedder det videre, ”at opløse denne dialektiske spænding mellem musikologi og fænomenologi.” Hvad mener manden? Musikologi må vel være dels musikvidenskab, dels selve det musikalske håndværk. Fænomenologi er en metode, beskrivelse uden tydning. Domorganist Georg Fjelrad fortalte mig engang, at han med held gennem et stykke tid på sin selvangivelse opførte en fradragsberettiget udgiftspost: Musik og musikologier.
Negative numinøse oplevelser kan ændres til positive, forfatteren har dog ingen opskrift på hvordan. Men “det er den udøvendes frembringelser af lyd, som tilvejebringer den numinøse kraft.” Og “det er lige så forkert at spille så “autentisk” som muligt og få musikken til at lyde kedsommelig som det er at frembringe positive numinøse lyde, som ikke har noget at gøre med det trykte partitur.”
Jeg står af. Det er mig ikke muligt at finde mening i dette forbrug af ord og begreber fra det metafysiske overdrev, denne “tunge tankegang”, som forfatteren kalder det.
Det bliver ikke lettere når vi kommer til de praktiske forslag. Man skal lukke de musikalske ører, når man spiller den nye musik igennem. Det er muligt at forandre de numinøse aspekter gennem tolkning. “Vanskelig at lytte til” er et musikologisk, ikke et fænomenologisk standpunkt. Det er vanskeligt at føje den numinøse kvalitet til soloopførelsen. Men, quand même, musikologi og fænomenologi kan være forenelige, hvis vi giver dem mulighed derfor.
Også jeg ville gerne vide, hvad en ny generation af organister mener om Steeres tunge tanker. Finder de dem dubiøse, kan det anbefales at læse den danske fænomenolog K.E. Løgstrup, f.eks. Den etiske fordring.

Johannes Nielsen er tidligere organist ved Fredens Kirke i Odense.