En guldgrube med katolsk slagside

Organistbladet juli 2002.

Peter Ryom: Kirkemusikleksikon
Christian Ejlers’ forlag

- Har du ikke set det nye Kirkemusikleksikon?!
Den gamle redacteurs milde ansigt udstråler kærlig foragt:
- Sig mig; følger du ikke med?!

Nu har jeg set det, læst det og tygget på det. Så nu følger jeg med... men i hvad?
Til kirkemusikere, som jo i sagens natur må have særlig interesse i netop sådan et værk, kan der gives to anbefalinger:
Læs den.
Men ikke i eet stræk.

Peter Ryom, der af mange vil være kendt for sine udsøgte radioprogrammer på P2-musik (og af lidt færre for sin kæmpebedrift med katalogisering af Vivaldis værker), har kigget på de par hylder i sin store viden, der handler om kirkemusik og alfabetiseret indholdet. Det er der kommet ca. 180 spændende artikler ud af - forlaget har endda lavet et forskræp, der fortæller os, at »sådan et værk aldrig er udgivet i hele verden før!«. Det er der nok grunde til; derom senere.
For enhver kirkemusiker, der arrangerer koncerter, er denne udgivelse en sand guldgrube: De almindeligste latinske tekster i dansk oversættelse; en komplet liste over Bachs kantater, en liste over orgelkomponister med fødsels- og dødsår og listen over de almindeligste konkordanser mellem tyske og danske salmer. Alt sammen værdifuldt materiale til brug i koncertprogrammet for den organist, der ser det som en del af sin opgave at formidle musikken til publikum/menigheden.

Og bedst af alt: Det er virkelig kirkemusikken, det handler om. Der er ingen biografier over kirkemusikere; ingen opregning af Bachs utallige børn i femte led o.s.v. I stedet er det begreber fra kirkemusikkens verden det handler om - hvad er en parodimesse? Hvor ofte når den anglikanske kirke gennem alle 150 Davidssalmer gennem de daglige »Evensongs«? Hvad er en O-antifon? Hvilke komponister har skrevet flerstemmige udsættelser af Victimæ Paschale Laudes? For den del af kollegerne, der godt kan lide at vide meget, er denne bog en sand glæde at læse. Men - som sagt - læs den ikke i eet stræk - Peter Ryom har skrevet en opslagsbog og har derfor gentaget sig selv meget i de enkelte artikler. Han vil bl.a. konsekvent kalde renaissancen for humanismen (og derefter skrive »renaissancen« i parentes); det bliver man lidt træt af i det lange løb. Der er gode grunde til netop denne kæphest: da man jo ikke i renaissancen (antikkens genfødsel) havde nogen praktisk mulighed for at vide, hvordan antikkens musik lød, er det en udmærket ide at kalde perioden noget andet...og menneskets centrale stilling i tidens tænkning kan godt legitimere ordet »humanisme« i stedet.

Men bogen rejser et presserende spørgsmål: Hvad er kirkemusik?
I sit fyldige forord rejser forfatteren faktisk selv spørgsmålet, og svarer: Det er den musik, der er skrevet til liturgisk brug i de vigtigste fire kirkesamfund. Det handler om det romersk-katolske, det græsk-ortodokse, det anglikanske og det evangelisk-lutherske.
Dette svar er fint - det er måske ikke det svar, enhver ville give, men det er dog et svar. Hvis man, som jeg, dagligt arbejder med at definere kirkemusik sammen med kommende præster, ville det være nærliggende at svare anderledes. Eller, hvis man, som flertallet af os kirkemusikere i Danmark, er opvokset i og arbejder med den evangelisk-lutherske tradition, vil svaret givetvis også være anderledes.

Men Peter Ryom er romersk-katolsk - og det er hans definition af begrebet kirkemusik gennem bogen også. Det har - for os protestanter - underfundige konsekvenser. Bachs to store passioner kan f.eks. ikke defineres som kirkemusik. De har jo indskudte digte og koraler (Peter Ryom kalder konsekvent »salmer« for »koraler« for ikke at blande dem med de »rigtige« salmer fra Salmernes Bog) - og derfor passer de ikke ind i Graduale Romanums definition af en messe... nå, nå.
Disse tydelige romersk-katolske træk udarter under læsningen; Bachs kantater står listet i een artikel, mens de fleste af koralerne (der var den igen!) i det latinske Graduale fra 1974 får hver sin artikel... i den encyklopædiske artikel om »messe« er de første to sider ren retfærdiggørelse af tanken om messen som et offer - ligeledes er artiklen om requiem gyselig læsning for en ægte lutheraner. Disse eksempler er rimelige, forfatterens baggrund taget i betragning, men i artiklen om »dies iræ« bruger han spalteplads på at retfærdiggøre 2. Vatikankoncils beslutning om at udelukke netop sekvensen »vredens dag« fra Missa pro defunctis (Requiem). Her springer kæden af; i et leksikon, der netop handler om kirkemusik, må besynderlige beslutninger i sandkassen i Rom virkelig spille en mindre rolle for forfatteren. Med netop denne liturgiske beslutning i 1968 blev 900 års requier ubrugelige som liturgisk musik; sådan noget er ikke forståeligt for en almindelig kirkemusik-elskende kirkemusiker i det lave nord!

Peter Ryom har fuldt ud lov til at have sin katolske holdning til, hvad kirkemusik er. Men hans grundsyn må siges at være et ideal - for den romersk-katolske kirke. Den ubekymrethed og frihed, vi protestanter har fået i arv fra gamle Luther, er nok ikke forståelig for et kirkesamfund, der opfatter messen som et offer - som en gave, der skal være perfekt for at Gud gider høre på den... i øvrigt er det ikke kun katolikker, ortodokse og anglikanere, der har bevaret gudstjenestens to-deling fra oldkirkens tid, som Peter Ryom anfører. Den Danske Højmesse er også delt i Ordets og Nadverens to dele... måske skulle de danske organister, der, som anført i forordet, har hjulpet med bogens tilblivelse, have haft den røde blyant fremme i netop artiklen om »messe«.
Det er en stor hjælp i det daglige arbejde at have repertoireforslag. Og dem er masser af i denne bog - under næsten hver artikel står anført flere komponister, der har lavet musik til netop det liturgiske led, artiklen handler om. Enkelte iøjenfaldende mangler er der - bl.a. tror jeg, John Rutters Requiem er tiere opført end Niels la Cours Requiemkantate. Begge værker passer i øvrigt ikke ind i den romerske ritus fra 1968.

Hvis man gerne vil følge med, er Kirkemusikleksikonet uomgængeligt - især, hvis det suppleres med Henrik Glahns »Salmemelodien i dansk tradition« (Anis, 2000) - i den bog er det muligt at finde kilder til alle de koraler, Kirkemusikleksikonet ikke har plads til i sin glæde over gregoriansk sang, tidebønner og meget andet godt.
Og endnu engang er bogen et godt afsæt for vores generations store diskussion af spørgsmålet: Hvad er kirkemusik?
En diskussion, der nok kan få mange kinder til at blusse klædeligt af berøringsangst. Men den er ikke desto mindre vigtig, for vi vil vel alle sammen gerne følge med?