Anmeldelser

Organistbladet februar 2002.

Henning Bro Rasmussen: Kirkesanger og landsbyorganist
Odense Universitetsforlag, 1998

Den 400 sider store fremstilling af emnet er på flere måder et både originalt og spændende værk at fordybe sig i. Bogen har tre undertitler: Om Den Seminarieuddannede Lærer Som Kirkemusikalsk Medarbejder Gennem 200 År, Om Dansk Salmesang og Om Sanginspektionen 1859-1970.
Forfatteren gør i sit forord opmærksom på, at bogen ikke er skrevet for specialister på de enkelte felter, men derimod for den interesserede læser, hvad enten denne er lærer, kirkesanger, organist, præst eller andet. Bro Rasmussens sigte er således ikke et snævert videnskabeligt studie – han har givet afkald på et egentligt noteapparat – men kilder er dog overalt omhyggeligt anført, og en svulmende litteraturliste vidner om det grundige forarbejde, som værket er bygget på.
Ved sin død i 1996 havde Henning Bro Rasmussen omtrent færdiggjort manuskriptet til bogen, og den har herefter gennemgået en lettere bearbejdning inden udgivelsen ved en kreds af tidligere kolleger ved Danmarks Lærerhøjskole. Bro Rasmussen havde særlige forudsætninger for at udføre dette arbejde: han havde en musikvidenskabelig, en kirkemusikalsk, en sanglig og en pædagogisk uddannelse, og hans erfaringer var mangehånde: Seminarielærer ved N. Zahles Seminarium i 40 år, organist ved Bellahøj Kirke i 30 år, organisationsmand i både danske og internationale musikpædagogiske sammenhænge, m.m.m.
Bogen omhandler en afsluttet epoke i forholdet mellem skole og kirke, nemlig tiden fra 1818, hvor læreruddannelsesloven specifikt gjorde de vordende læreres hverv som kirkesangere og organister til et anliggende for seminariernes undervisning i musik, og frem til 1991, hvor Folketinget vedtog et lovforslag, der indebar et stop for de lærerstuderendes uddannelse i orgelspil, bl.a. med den begrundelse at den individuelle undervisning er meget ressourcekrævende!
Bro Rasmussens brede sigte i fremstillingen kunne - i en ikke så trænet formidlers hænder – udarte til uoverskuelighed. Det sker imidlertid ikke i "Kirkesanger og landsbyorganist", der ud fra en stram disposition både går i bredden, men så sandelig også i dybden. Den ødsle brug af citater fra mange forskellige kilder og fremstillinger bidrager til at skærpe læserens opmærksomhed samt til at give et førstehåndsindtryk af tidsånden. I bogen skrives såvel sanghistorie, kirkemusikhistorie, skolehistorie som almen musikhistorie, og ikke mindst kombinationen af disse elementer er en af bogens største fortjenester. Det vidner om forfatterens overblik over sit emne, at fremstillingen ubesværet skifter fokus fra snart det ene til det andet emne – vel at mærke uden problemer for læseren.
Fremstillingen tager sit udgangspunkt i slutningen af 1700-tallet, hvor den skriftlige kritik af salmesangen i stigende grad formuleredes. Derved blev jorden gødet for nogle af de reformer, der indvarsledes med skolelovene i 1814 og tiden derefter. Hvor galt det stod til med den musikalske standard i disse år fremgår bl.a. af følgende fyndige citat: "En beregning, som blev foretaget i Viborg Stift i 1771, gav til resultat, at 40% af degnene sang "ei behageligt""!
Der gives en fyldig fremlæggelse og diskussion af oplysningstidens skrifter, herunder Niels Schiørrings "Forslag til Kirke-Sangens Forbedring", 1785 og J.A.P. Schulz' "Tanker om Musikens Virkning", 1790. Især sidstnævnte lægger ikke fingre imellem og citeres for følgende: "Endog den almindelige Choralsang i Kirkerne er endnu et raat Skrig uden reen Intonation og Sammenstem- ning."
Med skolelovene fra 1814 kombineredes kirkesangerembedet med skolelærerembedet, og som Bro Rasmussen sammenfatter: "Værdien af denne nye dobbeltrolle er aldrig senere blevet betvivlet, den er kun blevet underbetalt."
Der er i bogen en udførlig beskrivelse af seminarieundervisningen i sang og musik fra 1800-tallets begyndelse til 1991. Interessant kildemateriale fremdrages i denne sammenhæng, således en pensumopgivelse fra musikeksamen i 1818 på Jonstrup Seminarium. Heraf fremgår de ikke ubetydelige krav til eksaminanderne vedr. "Choralsang, Folkesang og Instrumental Musik" samt "Orgelspil", hvor opgivelsen lyder på "Alle Choraler i Prof. Zincks Choralbog, tillige med adskillige Forspil og Orgelstykker".
Fra den kirkemusikalske debat i 1800-tallet er der en fyldig omtale af flere skrifter, herunder
Rudolph Bays "Om Kirkesangen i Danmark", 1840 og A.P. Berggreens forord "Om Menigheds-Sangen", 1853.
Et af bogens hovedemner er sanginspektørembedets historie, og netop Berggreen blev i 1859 udnævnt til den første sanginspektørstilling. Sanginspektøren skulle føre tilsyn med sangundervisningen i skolerne, sang- og musikundervisningen på seminarierne, og han skulle medvirke som censor ved eksaminerne på seminarierne. Embedet som sanginspektør fik stor betydning dels som varetager af myndighedernes interesser vedrørende skole- og kirkemusikken, dels som initiativtager overfor ministeriet og talerør for skoleverdenen.
Berggreen virkede som sanginspektør frem til sin død i 1880, og han var aktiv for en højnelse af standarden på seminarierne. I bogen citeres den burleske beretning fra Carl Nielsens "Min fynske Barndom", der vidner om, at der imidlertid var meget at arbejde på, før blot nogenlunde kompetente kræfter var at finde i landets kirker. Carl Nielsen erindrer her sin barndoms kirkesanger fra tiden o. 1875: "…. Men der var en Ting, der var endnu mere overraskende, og hvor han viste sig langt forud for sin Tid, baade ved sin hensynsløse og dristige Harmonik og ved saa store Stigninger og Fald, at sikkert ingen nogensinde har hørt Mage dertil. Af den sidste Art husker jeg følgende: I Salmen "Op al den Ting", hvor han forsigtigvis undlod at benytte Orgelet, begyndte han at synge Melodien i saa dybt et Leje, at det næsten var umuligt at høre Tonen. At han ikke benyttede Orgelet, havde sin gode Grund deri, at han ved Ordene "og al hans Magt bevise" gjorde en melodisk Volte, saaledes at vi ved Slutningslinien var kommet fire Toner for højt op … Ifald han saa var vendt tilbage til Tonika, havde det hele jo nok været splintrivende galt, men dog fysisk overkommeligt; nu derimod gik han videre i Kvartcirklen, og efter tre eller fire Vers var vi kommet saa højt, tolv-femten Toner, at det var umuligt at komme videre. Saa rynkede han brynene, gjorde en Pause og en stor Synkebevægelse, saa vi saa hans Adamsæble glide op og ned, og tog fat paany med den allerdybeste Tone, han overhovedet var istand til at frembringe. Man begriber ikke, hvorledes han var kommet i et saa akavet Forhold til denne enkle Melodi."
Viggo Sanne, der var kantor ved Vor Frue Kirke i København, blev Berggreens efterfølger i årene 1880-1896. Hans embedstid faldt sammen med det nybrud i kirkesangen, som Th. Laub var eksponent for. Denne centrale periode i kirkesangens historie er indgående beskrevet i et af bogens mest spændende kapitler. Viggo Sanne var i stærk opposition til Th. Laubs ideer og følte sin autoritet gået for nær, når lærere i skolerne indførte Laubs melodier i stedet for de i regulativet foreskrevne melodier! I 1889 indberetter Sanne en sag til ministeriet, hvor en lærer havde indført "Laubs rythmiske Koraler": "… Disse Koraler undergrave aldeles Børnenes Taktsans", og han betegner indlæringen af disse melodier som "seperatistiske Udskejelser"!
Striden mellem de Laubske kredse og sanginspektøren fortsatte under Sannes efterfølger, J.H. Nebelong. Bro Rasmussen giver også her en fyldig beskrivelse af de saglige forhold – tilligemed en række morsomme anekdoter og pudsigheder. Nebelong var en farverig person, hvilket bevidnes af flere anekdoter især fra hans tid som censor ved seminarierne. Fra Gedved Seminarium berettes således: "Professor Nebelong hørte ogsaa til de særprægede. Han var vel ikke nogen ideel Censor. Man paastod, at han ikke i sin Bedømmelse helt lod sig lede af rent saglige Hensyn, men lod sig paavirke af f.eks. kvindelig Skønhed og Ynde. Det er muligt, at en saadan Bebrejdelse ikke var helt uretfærdig; jeg mindes nu da paa den anden Side, at han gav en vel høj Karakter til en kvindelig Eksaminand, som var meget lidt indtagende. "Vorherre har sgu straffet hende haardt nok i forvejen" sagde han".
Efter Nebelong kom Mogens Wöldike (1926-39), og her giver bogen en grundig fremstilling af dennes mangesidige virke frem til 1939, hvor han opsagde sin ministerielle sanginspektørstilling for at blive kommunal sanginspektør ved Sangskolen i København. Under de to sidste inspektører, J.L. Emborg (1939-47) og Ejnar Boesen (1947-1970), mistede embedet gradvist betydning for endeligt at blive nedlagt i 1970.
Den rigt facetterede fremstilling i bogen giver ikke blot læseren en stor detailviden, men virker også horisontudvidende. Bogen udmærker sig i øvrigt ved en glimrende korrekturlæsning: kun et par trykfejl på 400 sider! Udgivelsen skal kun klandres for en række mindre vellykkede vignetter i form af stregtegninger samt et gennemført trist, brunt omslag, der slet ikke er bogens appetitvækkende indre værdigt! Udgivernes omtale af værket som et pionerarbejde er velanbragt, og man må med dem håbe, at det kan give afsæt til yderligere forskning i og udgivelse af det store sanghistoriske stof.
Henning Bro Rasmussens værk er en usædvanlig præstation, og formidlingen i værket er helt i top. Bogens sprog er smukt og klart, og når man ved læsningen både bliver oplyst og underholdt på samme tid, er der vel kun tilbage at komme med følgende opfordring: Læs den før din kollega !

Hans Christian Hein

"Vi har et håb" (nodebog)
45 salmer og sange fra alverden
tekst- og noderedaktion bl.a.
Betty og Peter Arendt
74 sider, Kirkefondet 2001
"Vi har et håb" (cd)
24 salmer og sange fra alverden
Grenaa kirkes pigekor og
kammerkoret SESTINA m. fl.
Kirkefondet 2001 i
samarbejde med P2 Musik, DR

For rundtregnet ettusinde år siden kom Ansgar her til landet for at plante kristendommen i Danmark. I de seneste femhundrede år har Danmark været en del af det Europa, som har sendt kristne missionærer til fjerne lande og dér plantet kristendom. Sådan fungerer det stadig. Men samtidig er etablerede missionsselskaber nu begyndt at hente kristne missionærer fra fjerne egne til Europa for at gøde og nyplante i de gamle kristne områder her i Europa. Kristnede dele af Asien, Latinamerika og Afrika er med andre ord nu blevet Europas gode eksempler til efterfølgelse, hvor det altså i 400-500 år nærmest har været omvendt. Vi må glæde os over, at noget sådant sker. Glæde os på vegne af den tredje verden, men også af hensyn til os selv og vores egen kristendom. Derfor er nærværende nodebog og cd "Vi har et håb" en gave til os danske kirkemusikere i dansk kirkelig sammenhæng. Rigtigt anvendt kan bog og cd være med til at give et frisk pust i menigheden. I bedste fald kan bog og cd være med til at revolutionere. Kritikerne kan hævde, at bog og cd truer dansk kirke-identitet og selv grundet økumenisk ståsted ganske savner en klar og markant teologisk kristen-profil. Tiden må vise, hvad der sker. Selv er jeg ikke bange for nogen kristen identitets-trussel fra denne bog og cd. Tværtimod anser jeg udgivelsen (- den første samling af salmer fra den store verden på dansk -) for at være så meget desto mere betydningsfuld, nemlig den mest visionære og kirkemusikalske kærlighedsgerning og træffer i årevis, jeg har mødt som lejlighedsvis skriverkarl i Organist-bladet. Den er simpelthen den rette enfoldige sang på rette modne tidspunkt i et trængende folkekirkeligt regi i det rette enkle udstyr! Ifald anden udgave og andet oplag skal realiseres, bør man inden da lige rette diverse spredte skrive- og tastefejl i både bog og cd-cover. Det var en kritisk bemærkning til tekstredaktørerne og oversætterne, der hedder Holger Lissner, Erik Strid og Henrik E. Frederiksen samt Betty og Peter Arendt. Endnu lidt kritik: Hvorfor er det en fin forfatter som Vagn Lundby og ikke en fin teolog som Holger Lissner, der har oversat de 7 keltiske bønner og velsignelser til dansk? Lundby-oversættelsen smager lidt melet, synes jeg, i forhold til det, som jeg tror en Lissner kunne have frembragt over komfuret. Men hvad forstand har en tastespiller på spandemageri!? Udover pige- og kammerkor medvirker Betty Arendt som solist i mange af salmerne på denne cd, og der medvirker violin, harpe, basun, guitar, bas, klaver og slagtøj. Bogen bringer 12 titler fra Afrika, 1 fra Syrien, 9 fra Asien, 4 fra Stillehavsområdet, 10 fra Latinamerika, 3 fra Caraibien og 5 fra Nordamerika og Europa. Sidst i bogen de 7 keltiske bønner og velsignelser fra det økumeniske fællesskab Iona Community på de ydre Hebrider. Godt en tredjedel salmer er enstemmige med og uden becifring, knap en fjerdedel er firstemmige, godt en syvendedel er trestemmige og en anden fjerdedel af salmerne er tostemmige. I alt 45 salmer fra 33 forskellige lande. Deriblandt to fra Danmark: Den ene er Peter Arendts firstemmige komposition til "Solsangen" af Frans af Assisi med dansk tekst af Erik Strid, den anden er Michael Strøyer Christophersens melodi, diskant og becifring til teksten fra Johannesevangeliet 3:16. Alle sange er meget enkle og folkelige i stilen, det samme gælder teksterne. Deres styrke ligger i, at de er uspolerede fra højere teologi og poesi og slet ikke vil være poetisk nyskabende og banebrydende. Her kan Guds enfoldige børn drikke salmer som rent kildevand og få slukket deres tørst. Når de kristne menigheder i f.eks. Latinamerika, Asien og Afrika tager Gud på ordet og i lydighed labber i sig af kildevandet, eksploderer væksten. Når kristne menigheder i f.eks. Danmark ikke tager Gud på ordet, men kun bruger tid til at spekulere på, hvordan kildevand er sammensat og kan virke, dør væksten. Guds rene kildevand skal drikkes. Ikke kun overvejes. I nærværende hæfte og cd-cover er der fotografier, som siger det, ord ikke fuldtud kan udtrykke: Børnevisualiserende salmesang. Håndtrommespilleren i funktion. Apostolermenigheden, der tilbeder Gud gennem dans. Asiater på knæ omkring det levende lys, som varmer. Mundorgelspilleren fra Indonesien. Den liturgiske danser fra Philippinerne. Sambadans som postludium i den katolske menighed i Rio. Eller syndsbekendelse skriftligt på papir, der lægges i skål og brændes, på Chateau de Bossey. Søg og du skal finde. Køb og brug hæfte og cd, - og du har fundet!

Per Nedergaard Hansen