Nekrolog - Leif Thybo
Komponisten og organisten, professor Leif Thybo døde den 24. januar i sit hjem i Holte, 78 år gammel. Leif Thybos hele liv kom til at stå i musikkens tegn. Efter endt uddannelse beklædte han en række organistembeder i hhv. Vedbæk, Søllerød og Nærum. Udover sin koncert-virksomhed og sit virke som komponist havde han pædagogiske ansættelser ved Københavns Universitet
(1949-65) og ved Det kgl. danske Musikkonservatorium fra 1952, docent 1960 og professor i perioden 1965-90.
I opslagsværker kan man studere omfanget af Thybos kompositioner. En del af disse er kirkemusik, som tidligere er omtalt i artikler og som ligeledes er dokumenteret i form af grammofonindspilninger.
I det følgende skal jeg blot skitsere nogle af mine indtryk af Leif Thybo fra min studietid på konservatoriet. Jeg tror, det første møde går helt tilbage til mit andet forskoleår, hvor han lidt uventet dukkede op til en teoritime som vikar for en langtidssygemeldt kollega.
I en af nekrologerne kunne man forleden læse, at Thybo ikke bar følelserne udenpå tøjet. Det er sikkert og vist. Hans attitude virkede altid yderst nøgtern og saglig. Personspørgsmål indtog ikke nogen topstatus i hans univers. På holdet blev vi hurtigt slået af hans kolossale overblik kombineret med hans tålmodige pædagogiske metodik. Året efter søgte vi ham alle som lærer i såvel liturgisk orgelspil som teori.
I de følgende år kom han gradvist ind på tanken om at nedfælde nogle af sine satstekniske iagttagelser i en form for systematik. Der kan have været flere grunde hertil. For det første mente han, at den såkaldte 'kirkestil', som havde været så dominerende i generationen inden hans, var lidt for tonalt og harmonisk bleg. Specielt hvad angår dissonansbehandlingen, som han med fordel mente, man kunne studere i den 'rigtige' musik. Dertil kom, at Aksel Andersen var død, inden han nåede at færdiggøre sit improvisationskompendium, og endelig tror jeg, at han modtog inspiration
fra Jörgen Jersilds studier over sekvensmønstre. Sammenfattende kan det siges, at Thybo søgte at formulere en improvisations/kompositionsmetodik, der rakte fra en simpel fauxbourdonkæde til beherskelsen af en avanceret modernistisk stil. Det skal understreges, at han i takt med at materialet
voksede sig ret så stort, aldrig mistede sin pædagogiske Fingerspitzgefühl; fx. kunne han i samspil med eleven i reglen få noget brugbart ud af et oplæg, der jo ikke altid var lige genialt udtænkt fra elevens side.
Orgelundervisningen fandt som oftest sted om lørdagen i Christiansborg Slotskirke. Vi taler her om de gode, gamle dage mellem englændernes bombardement og nødraketangrebet. Der var sågar et orgel at spille på. I pauserne indtoges te og kage i det så fikst kombinerede køkken, toilet og
opholdsrum. Jeg tror Leif nød disse pauser, i hvilke han ofte perspektiverede de emner, der var oppe at vende, gevaldigt. Han var også udstyret med humoristisk sans. Den havde han også god brug for, idet vi forstod at udnytte den afslappede, hyggelige omgangstone til det yderste.
'Tintin' var hans kælenavn blandt de studerende, og majspiben var hans uundværlige rekvisit, når den da ikke lige var forlagt eller glemt.
Trods hyppige bilture i Citroën'en til Sydfrankrig og udstrakt Simenonlæsning kunne betagelsen af den franske, symfoniske orgelkunst vist ligge på et ret lille sted. Hans personlige kompositionsstil er kursorisk blevet karakteriseret som neoklassisistisk, tilsat et stænk af Stravinsky. Han holdt dog også meget af fx. Bartók, Britten, Strauss og Wolf.
Da hans kammeropera, baseret på et litterært forlæg af Karen Blixen, blev revideret i firserne, var vi ikke sene til at ændre titlen til 'Den uudholdelige Historie'. Vi mente det dog ikke så slemt. Det er god musik...
Vi er mange, der vil mindes Leif Thybo med stor glæde!