Organistbladet maj 2001.

Gentofte 23 Nov. 1920

Kære [Joakim] Skovgård.

Tak for Deres rare brev! Jeg glæder mig over at De er "med" i mit arbejde, forstår det, og gør gavn deri, - egentlig undrer det mig ikke, for jeg kan jo se at de udmærkede ting De gør (i Viborg og andetsteds) i virkeligheden er i familie med det jeg gærne vilde have frem. - De har sikkert ret i Deres indvending, men det lader sig næppe ændre som De foreslår. Deres bemærkninger har givet skub til tanker der stadig ligger og ulmer i mig. Dem vil jeg sætte frem for Dem, men - De må have lidt tålmodighed, for det bliver vist langt. - At slå to vers sammen vil jeg nødig; det vil gøre mel. mindre folkelig, mere romanceagtig. De omtalte ændringer gøres kun når ordene krævet det, særlig når rytmen skifter; men her er rytmen jo ganske regelmæssig; næsten fast-hamret. Desuden vil borttagelsen af den høje tone ødelægge den stejle (om De vil "storsnudede") linie som jeg netop måtte have, til de ord. Vi har jo også "linier" at passe på i vor kunst, som De i Deres. Den art linier har jeg ikke lært af den nyere musik, men af vor gamle folkevise og dens moder, oldkirkens sang. Men jeg mærker at jeg har lært mere. Uden at tænke derpå er jeg bleven ført til at efterligne visernes foredragsmåde, - mel. er jo afgjort - det ser jeg først nu bagefter - en foresyngers sang. Men med det samme opdagede jeg at jeg har haft ret deri. Digtet er en profetisk begejstret ånds tale til en forsamling, aldeles ikke udtryk for hvad der i forvejen ligger denne forsamling på hjærte. Og så passer folkevisens syngemåde netop. Nu har Gr. ikke givet os et omkvæd, der er forsamlingens svar, til slutning, udtryk for dens grebethed. Men det slog mig, - det hele kom i et nu, så derfor tror jeg på det - at det ligger lige for at den grebne forsamling tager profetens ord op, den han ender hvert vers med. Og i samme øjeblik fik jeg melodien til dette "omkvæd", som rent teknisk set giver god afrunding på det hele. Så vil begyndelsen ikke trætte. Ganske vist bliver digtet så meget længere, men hvad gør det i en ret folkevise: vi har jo dem der er på 30 vers og flere, skulde vi så ikke kunne synge 20? Hvad jeg mener ser De på medflg. nodepapir. Jeg er vis på at der derved vil komme et liv i sangen som ikke før er set.

Men jeg ved godt at jeg gør oprør mod tilvante forestillinger. Det får ikke hjælpe, det oprør skal gøres. - Vi har to arter sang, som bægge er gode, bægge har deres ret, - på rette sted. Vi har forsamlings-sangen der frembærer hvad der ligger den forsamlede mængde på hjærte. Men vi har også tiltalesangen, meddelelses-, fortælle-, profet-sangen, - den som har sit udgangspunkt i en moder sang til hendes børn. Det er den som har fundet sit smukkeste udtryk i vor folkevise, hvor det at forsamlingen modtager (ikke giver) finder sit herlige udtryk i omkvædet. Denne sang er i folkelige krese nutildags helt skubbet af vejen, og det er synd. (Det må De kunne forstå, De som i Viborg selv profetisk "tiltaler".) Grunden er først Gr.’s mangel på sans for musik, og dernæst at der i skolen af pædagogiske grunde har været så megen brug for fællessang. Måske også præsters og højskolelæreres dovenskab: når de i et Digt af Gr. har en herlig præken, som kun behøver at udlægges lidt og lader menigheden synge det, så slipper de jo for at lave en selv. Men et sådant digt er netop ikke menighedssang men forkynder, og menighedssangen er først og fremmest svar på forkyndelsen. Gr. var jo den store digter der kunde begge dele, profetisk tiltale, læredigtning o.s.v. på den ene side, salmesang og forsamlingssang på den anden. Lad nu hver komme til sin ret,- men når Brücker2 f.eks. ved en gudstjæneste lader menigheden synge "I kvæld blev der banket" gør han skammelig uret (næsten vanvittig uret) - i virkeligheden forfører han menigheden til æstetisk nydelse; og når præsten ansætter en virkelig salme hvor han selv synger det meste og lader den stakkels menighed nøjes med en linie (Monrad3 var ikke helt fri for den synd) så stjæler han fra menigheden og lade den sulte. Naturligvis er grænserne noget svævende. Men vi må lære at skelne i det hele og store. Og lære at skønne på den sangform som har sin højde i vor folkevise, den meddelende. Til denne må "I kvæld" føres hen, der hører den hjemme. - Men det får De sagtens ikke Deres ungdom til at gå ind på!

Så angående det De skrev om de krese der ikke vil gå ind på at "vor" sang passer til Gr.’s digtning. - På landet er det jo heldigvis gået meget frem; de fleste højskolekrese er med os nu. I Kbhvn. er det anderledes, - Kbhvn. er jo altid bagefter i åndelige sager. Der er så mange "dannede" med fine fornæmmelser og fine vaner, og det giver fordomme, - især da disse "dannede" sjælden har kendskab til og kundskab i pågældende ting. Men kendte de tingen rigtigt, vilde de se at Gr.’s ord og vor sang netop hører sammen, for de går ud fra, og går ud på det samme. Det væsenlige ved Gr.’s gærning er vel det at han efter forfaldet, efter den døde tid, fik givet af Gud at kalde til live ved at vende tilbage til den ægte gamle kirkegrund, og at han havde mod og tro til at vente at netop dèr (og ikke andetsteds) skulde det ny liv udfolde sin herlighed, i sammenhæng med kirkens liv fra begyndelsen af. Hvor er så forskellen mellem ham og os? Ja han er den store, vi de små. Så meget mere må vi små stå fast i enighed og udholdenhed; vi går jo også ud fra den levende kirkegrund,* og vi skal jo også nå herligheden i den ægte danske kirkesang, med sin fælleskirkelighed og sit særpræg, det præg vor folkevise, oldkirkesangens ægtefødte barn, kan give, og som ikke mange folk har mage til. - Ser De ikke ligheden med Gr.’s arbejde! Hvordan skulde jeg i det hele have fundet på dette og fået mod til det, uden ene og alene fordi jeg er hans landsmand, og, halvt uden at vide af det, er bleven fyldt med hans tanker.

Nå, undskyld denne lange snak! Vil De nu tænke lidt over "I kvæld" i sammenhæng med dette, og når De har sovet på det, ved lejlighed lade mig høre hvad De mener. Hvis jeg har ret, og mel. kan gå an, må jeg vel se at få den i "Højskolebladet". I samme blad kommer i løbet af fremtiden to mel. til to herlige salmer af Gr.4 som er meget lidt kendte, så folk ikke kan forarge sig.

Mange hilsner. Deres Th.Laub

* for det er virkelig den Helligånd som har virket den levende sammenhængende strøm i kirkesangen fra oldkirken til Luther, den der forfaldt og blev afbrudt, men som vi nu igen skal podes ind

Joakim Skovgaard havde vakt furore ved sit 17½ kvadratmeter! store maleri af Kristus i De Dødes Rige, som han malede 1891-94, fordi hans mor elskede Grundtvigs I kvæld blev der banket. Så han vidste, hvad Laub mente, når han kaldte sangen en tiltalesang, som har sit forbillede i en moders sang til sit barn. Digtet tager - meget frit - afsæt i et digt af den engelske 600-tals digter Caedmon, som igen bygger på en vision i det apokryfe Nikodemus-evangelium.5 Grundtvig kunne her forene sin interesse for engelsk kultur og for den græsk-ortodokse kirke, hvor Nikodemus-evangeliet spiller en større rolle end hos os. Den ikon, der i østkirken kaldes Opstandelsesikonen, forestiller Kristus bryde sejrrigt ind i Dødsriget, mens han træder Helvedes porte under fode.

På Viborg Domkirkes nordvæg malede Joakim Skovgaard et beslægtet motiv, Kristus fører de Døde ud af Dødsriget. Hans udsmykning af domkirken 1899-1913 var en stor folkelig begivenhed, og da ovenstående brev blev skrevet, stod Skovgaard forlængst som den førende maler indenfor grundtvigianismen foran broderen Niels, Christen Dalsgaard og Troels Trier. Niels Larsen Stevns var der ingen, der tænkte på dengang. De førende grundtvigske arkitekter var Andreas Clemmensen, Andreas Peter Bentsen, P.V. Jensen Klint og Ivar Bentsen.

Laub har altså følt, at han skrev til en åndsbeslægtet, og Joakim Skovgaard har i stilhed kvitteret ved at gemme brevet med påtegnelsen: "Laubs herlige brev …". Begge var levende optaget af folkeviserne; Laub følte sig stærkt inspireret af skuespilleren/sangeren Peter Jerndorff, 1842-1926, der sang folkeviser med sin smukke tenor, sin forbilledlige tekstudtale og sit dramatiske foredrag. Overensstemmelsen mellem Laub og Skovgaard ses også i det ydre: som kærnegrundtvigianere brugte de begge små bogstaver og bolle-å.6 Der er ikke ændret i ortografien i ovenstående. Skovgaard tænkte på at få lavet et hefte med Grundtvig-sange med tegninger af ham selv og melodier af Laub.

Brevet er i sig selv interessant læsning, men får særlig aktualitet, når salmebogskommissionen nu agter at optage Grundtvigs digt i den nye salmebog. Laubs melodi fortolker digtet kongenialt som en heltevise, og han argumenterer overbevisende for det i brevet. Siden førsteudgivelsen i 1922 har udgaverne af Folkehøjskolens Melodibog skrevet Forsanger og Omkvæd i noderne, hvis akkompagnement fra Laubs side tydeligvis ikke er for orgel. Det er klart, at der ikke er tale om en salme i almindelig forstand. Men jeg er ikke enig med Laub i, at det er skammelig, endsige vanvittig uret at synge I kvæld blev der banket i vores i forvejen ganske brogede gudstjeneste. Hvor ville man ellers gøre det, idetmindste i vore dage? Til påskelørdagsgudstjenester er der heller ikke meget andet at tage af. Kæmpevise-karakteren fornemmes dog tydeligt, når forsamlingen synger Laubs melodi med dens omkvæd-lignende gentagelse af fjerde tekstlinie. Jeg synes kort og godt, at det er en vigtig berigelse at få Grundtvigs store heltekvad med dets bevægende detailler med i salmebogen.

Men jeg begriber ikke, hvorfor salmebogs-kommissionen ’forbedrer’ Laubs melodi ved at kappe de sidste tyve procent af – det ville de ikke engang nænne at gøre ved deres egen newfoundlænder. Laubs idé med melodien går fløjten, når omkvædet mangler, og melodiens svævende modalitet mister sin lethed, som jo netop skal bære gennem de mange strofer. Den fine bas-imitation af melodiens fjerde linie ryger også en tur. Kommissionen bryster sig af at søge tilbage til de originale udgaver, men gør det altså ikke, når de vilkårligt får lyst til noget andet. Kuperingen er ikke nævnt, endsige begrundet af kommissionen.

Tilsvarende sker i Niels W. Gades Barn Jesus i en krybbe lå, hvor Gades original7 herligt afbalancerer #-virkningen af to bidominanter i trediesidste takt med b-virkningen af dominantseptimen i næstsidste akkord. En sådan springvist indført septim er forbudt i Hassler-stil, hvorfor alle korrekt tænkende arrangører af 4-stemmige udgivelser af sangen hidtil har korrekset Gade og slettet septimen. Virkningen er fad og kedelig som et æg uden salt. Lad os dog få Gades originale septim tilbage eller skriv: Harmonisering ændret.

Et sted, hvor man kunne forbedre til det bedre, er harmoniseringen til En rose så jeg skyde, der begynder med verdenshistoriens berømteste kvintfordobling. Povl Hamburger sagde i forbindelse med Koralbogen 1954, at lige så himmelsk den første akkord lyder i korsang, lige så hård er den på første taktslag på et orgel. Han foreslog at spille første akkord med samme toner som den grundtonefordoblede tredie akkord og kun lade den anden akkord være kvintfordoblet. Jeg har prøvet det mange gange og må give ham ret, skønt jeg ikke kan forklare, hvorfor det er sådan. Kvintfordoblingen på første akkord i Dagen går med raske fjed er jo dejlig.

Endelig skal nævnes Vi pløjed og vi såde, hvor punkteringerne for hver ny udgivelse findes nye steder ligesom på et udslidt cykelhjul. Den her foreslåede rytmisering ville måske være god, hvis det drejede sig om en strygekvartet. Men sammen med tekstens korte linier bliver virkningen dorsk med tunge optakter og drævende punkteringer i stedet for de hidindtil sungne korte, næsten dansende optakter, som vi nu har brugt næsten et halvt århundrede til at få menigheden med på.

Til allersidst: hvad skal vi med de overflødige vejrtrækningstegn i noderne? Cæsurer fremgår jo af teksten, der også for os organister er lige så vigtig som musikken - ligesom den var forudsætningen for Joakim Skovgaard og Laub.

Vedr. overskriften: Brev fra Thomas Laub, 1852-1927, til Joakim Skovgaard, 1856-1933. Skovgaard-Museet 96,20. Skovgaard gemte brevet med følgende udskrift: Laubs herlige brev om "I kvæld blev der banket på Helvedes port" og om hans og mit arbejde i forhold til Grundtvigs. Tilknytningen til den gamle grund. Melodien er iflg. forslaget til ny koralbog komponeret november 1920, altså meget kort tid før dette brev blev skrevet. Det i brevet omtalte nodeblad mangler

2 Valgmenighedspræst Valdemar Brücker, 1852-1929, i Aagaard ved Kolding var en af grundtvigianismens urolige drenge, der heftigt provokerede og foruroligede de andre, mere vanetænkende præster. Han pådrog sig manges harme, da han viede den fraskilte Jakob Knudsen til hans anden hustru.

3 Velsagtens den Jørgen Herman Monrad, 1848-1903, der var præst i Marmorkirken, som C.F.Tietgen havde færdigbygget som mindekirke for Grundtvig.

4 Højhedens Gud, som kom herned og Herren af søvne opvågned, opsprang, den sidste komponeret oktober 1920.

5 Nikodemus-evangeliet, dansk oversættelse 1886.

6 efter Svend Grundtvigs Dansk Retskrivningsordbog, 1870,der byggede på de regler, der blev vedtaget på det nordiske retskrivningsmøde i Stockholm 1869.

7 i Børnenes Jul, op.59, 1859.