Organistbladet maj 2001.

Axel Madsen er død. Og sandt er det, at historierne om ham og alt det, han kunne, og alt, hvad han fortalte, kunne fylde Organist-bladet et helt år frem. Men der var nu også ting, han ikke mestrede. Jeg har oplevet, hvordan han kort inden en koncert skulle kontrollere, om en tone i Trompet 8' var ren. Han lyttede først til trompeten, skubbede den derefter ind og trak Principal 8'. "Jo, den er vist god nok", sagde han. "De er helt ens, er de ikke?"
I det huslige var han heller ingen ørn, men stærkt afhængig af sin Sigrid. Da en kollega kom på uanmeldt besøg hos ham (han var ellers en udpræget gæstfri natur), sagde han: "Jeg kan desværre ikke byde dig på en kop te, for Sigrid er ikke hjemme!"

Men sandt er det også, at vi, der fik lov at kende ham godt, er i dyb taknemmelighedsgæld til ham.

Han var meget forfængelig og forsømte ikke en lejlighed til at gøre opmærksom på sin musik. Men samtidig var han også meget gavmild. Der er næppe den komposition, han har lavet, som han ikke har foræret mig.

Og han viste sine vikarer – os unge organister – en enestående tillid. Ofte holdt han friweekend, netop som han havde skrevet en ny motet til søndagens gudstjeneste. Helt selvfølgeligt overlod han mig at uropføre flere af sine motetter under tilblivelsesperioden i halvfjerdserne.

Det var dog hans enorme viden inden for liturgi – hans liturgiske bevidsthed kunne man næsten kalde det, som kom til at præge os for livet. Midt i en tid, hvor vi ofte kunne føle os som kustoder i en embedsmandskirke eller pædagogkirke, blev han det fyrtårn, der viste vejen for os og for kirken: at man må søge tilbage til rødderne, til oldkirken for at finde den dybe mening med at holde gudstjeneste. Det var Axel, som lærte os værdien af tidebønnerne og trygheden ved at benytte den liturgi, som har været brugt igennem århundreder. Afsyngelsen af Davids salmer, som man har kunnet høre ved morgenandagten i Københavns domkirke igennem flere generationer, gjorde han tilgængelig for menigheden med sine lettilgængelige antifoner og enkle psalmodier.

Desværre var Axel Madsen ikke anerkendt af sin egen generation. I en tid, hvor den stringente Laubianisme herskede inden for den danske folkekirke, var en klartskuende, skarp, indremissionsk, karismatisk, højkirkelig, fagpolitisk rebel naturligvis en torn i øjet på de toneangivende inden for kirken og kirkemusikken. Med det venligste smil kunne han i få ord sige folk de mest afslørende sandheder, og det har næppe heller været med til at skaffe ham venner.

Men han trivedes i modvinden. "Den der vælger at træde frem, må også tåle at blive kritiseret", var et af hans mundheld.

Det er dog en stor lykke, at tiderne ændrede sig, og at han fik lov at opleve det. På DOKS's årsmøde i Roskilde i 1993 fik mange yngre organister lejlighed til at stifte bekendtskab med Axel og hans tanker, og han blev omfattet af en varme og accept, som var ham ganske uvant og uventet.
Også i Det københavnske Organistkonvent blev han The grand old man, som talte med en visdom, som fik os alle til at lytte.

Til trods for, at han var dybt optaget af sig selv og sine egne kæpheste, havde han en skarp iagttagelsesevne og stor psykologisk indsigt. Dette – og så hans nysgerrighed gjorde, at enhver, der kom i berøring med ham følte sig omfattet af hans interesse og hans varme – en varme, der for mange af os blev til et venskab, der prægede os for resten af livet.