JUBILEMUS 2000 - Tour de force i Helsingfors
Organistbladet november 2000.
Den internordiske kirkemusikalske manifestation i den finske hovedstad i september var som ventet en kraftpræstation, ikke alene for arrangørerne, men så sandelig også for de opladte menige deltagere. En samlet rapport fra de 3 tætpakkede dage (4 med krydstogtet til Tallinn) kan vi således ikke byde på her, men billeder og mere eller mindre spredte indtryk fra villige skriverkarle og -kærlinger skulle nok kunne bibringe den ugunstige læser der ikke var med på stedet et indtryk af de mange sejl der var sat til for at Finland som vært ikke skulle stå tilbage for det revolutionerende kirkemusikmøde i Göteborg i 1996. Fra nogle af de mange seminarer vil der i øvrigt senere fremkomme officielle sammendrag, som vi kan vende tilbage til her i bladet.
Red.
Tour de force i Helsingfors
Et massivt udbud af kor- og orgelkoncerter med nordisk kirkemusik, samt seminarer over samme emne var indholdet, og en sensommersolbeskinnet smuk finsk hovedstad var rammen. Det handler om Jubilemus 2000, dette års nordiske kirkemusiksymposium. Et sandt bombardement af kulturudbud på højt plan fra morgen til aften, der kun med nød og næppe levnede tid til at nyde en forfriskning på en af byens indbydende fortovscaféer undervejs fra det ene arrangement til det næste. Det var som om de musikalske ambassadører fra de 5 nordiske lande formeligt prøvede at overbyde hinanden i kunsten at præsentere deres lands kirkemusikalske fortræffeligheder, og i al beskedenhed gjorde Danmark rigtig god fyldest i dette landskab, repræsenteret af Hanne Kuhlmann, der spillede Rued Langgaard og Jesper Madsen, og kammerkoret Gaia, der sang bl.a. Buxtehude, Holmboe og Jersild.
Den allestedsnærværende redaktør undte os ingen ro, men pålagde os på stedet opgaver med at referere fra dette og hint. Jeg gik således heller ikke ram forbi, men lovede at omtale de to seminarer, jeg fulgte, nemlig mødet med hhv. Einojuhani Rautavaara (f. 1928) og Knut Nystedt (f. 1915). Da jeg ikke tog notater ved disse seancer (dertil var de ganske enkelt for spændende), skal jeg ikke trætte læserne med et egentligt referat, men blot komme med nogle indtryk, således som de har nået at bundfælde sig her på (i skrivende stund) ca. 14 dages afstand.
De to seminarer foregik delvis i interview-form, forestået af redaktør Ann-Kristin Schevelen (som nogle måske vil huske fra musikquizzen Kontrapunkt). Fælles for disse to nordisk kirkemusiks grand old men er, at der er tale om store karismatiske personligheder med et tilsyneladende afklaret forhold dels til deres egen skaben, og dels til det kulturelle univers, de skaber i. En anden fællesnævner er, at de begge – efter en lang udvikling, der indbefatter ungdommelig kontakt og jongleren med mere eksperimentelle former (for Nystedts vedkommende sågar også tolvtonemusikken) – i en moden alder er nået frem til et musikalsk udtryk, der vel bedst kan karakteriseres som modernistisk klangskønhed, der på én gang kombinerer det æstetisk smukke med et nutidigt udtryk – og vel at mærke på en måde, der ikke lader iagttageren i tvivl om det personlige og helstøbte i stilen. Faktum er da også, at begge komponister er populære navne på mange kors repertoirer – amatørkor såvel som professionelle. Og dette uanset, at begge komponister erklærer sig som skrivebordskomponister – de komponerer ud fra en indre nødvendighed, og ikke ud fra et primært behov for at få musikken opført og spredt.
Interessant var også Rautavaaras definition af musikken (og for så vidt al kunst i det hele taget) som værende sammensat af to bestanddele: struktur og udtryk. Den gode kunst er karakteriseret ved den korrekte balance mellem disse to elementer; får ét af disse slagside, vælter læsset. En musikalsk bevidsthed på et andet plan afslørede Nystedt ved at fortælle, at flere af hans store værker blev komponeret som en musikalsk protest mod det vanvittige globale våbenkapløb – inspireret af Albert Schweitzers advarselstale mod oprustningen i 1957.
Midt i al den hæftige lydudfoldelse, som koncerterne stod for, var det en lise for øre og sjæl at møde disse to store imponerende og uimponerede kunstnere. Ikke mindst var det velgørende at møde den lille elskelige, adrætte 85-årige Knut Nystedt, som fulgte de fleste arrangementer i symposiet, og som meget fortjent fik overrakt Nordisk Kirkemusikråds hæderspris. (Jeg fik hans autograf, som kan erhverves i kopi mod tilsendelse af frankeret svarkuvert!) To store personligheder markerede sig dybt midt i mangfoldigheden!
Erling Lindgren
Jubilemus Helsingfors 14.-17.9 2000
Dette 17. Nordiske Kirkemusiksymposium i Helsingfors var et særdeles veltilrettelagt og vellykket arrangement.
"Østersøens datter", Helsingfors, - byen omgivet af hav - præsenterede sig i skøn sensommersol med et meget smukt lys, og hun tog i sit 450 års jubilæumsår særdeles godt imod de 714 deltagende kirkemusikere fra hele Norden og Baltikum.
Fra starten blev vi udstyret med en masse godt materiale, bl.a. en lille bog, der indeholder en mængde interessante og nyttige oplysninger om alle de komponister, der blev opført musik af og om alle de udøvende sangere og musikere.
Præsidenten for Nordisk Kirkemusikråd, Sixten Enlund, opfordrede deltagerne til at "botanisere i Vorherres musikalske urtegård", og det viste sig hurtigt, at der nærmest var ubegrænsede muligheder for at lade sig inspirere.
Den første dag var der planlagt et koncertkrydstogt til Tallinn.
Ved Det Nordiske Kirkemusiksymposium i Helsingfors i 1936 deltog Estland med en lille delegation. Derefter blev samarbejdet umuliggjort i mange år p.g.a. politiske omstændigheder, så det var med stor stolthed, at "danskerbyen" Tallinn tog imod de mange nysgerrige kirkemusikere.
Vi oplevede 2 flotte kirkekoncerter i Kaarli Kirke og i Domkirken.
Undertegnede glædede sig især over, at der i Estland er så mange fremtrædende kvindelige kirkemusikere.
Vi havde desværre alt for lidt tid til at nyde den smukke by, så vi forlod byen med et stort ønske om at vende tilbage på et senere tidspunkt.
Sejlturen frem og tilbage tog rigelig lang tid, men vi udnyttede tiden rigtig godt til pragtfuldt socialt samvær med hyggelige kollegaer.
De næste par dage var der et væld af koncerter, og vi styrtede rundt for at få det hele med.
Hvert land præsenterede sig med en koncert, og alle koncerter var af meget høj standard. Dog synes jeg, at der i den svenske koncert var fyldt lidt for mange meget forskellige indslag på, så det næsten havde præg et kirkemusikalsk supermarked.
Den norske koncert med vokalensemblet Nordic Voices - blot 6 sangere – var på verdensplan, og det skal naturligvis også nævnes, at den danske koncert med vokalensemblet Gaia var meget flot. Det var herligt at høre Buxtehude-kantaten "Der Herr ist mit mir" i en så let og luftig udførelse.
Værtslandet præsterede 2 koncerter med professionelle sangere og musikere af meget høj karat.
I den russiske katedral, Uspenskijkatedralen, hørte vi det storslåede værk "Vigilia" for kor a cappella skrevet af den nulevende, finske komponist, Einojuhani Rautavaara, fremragende opført af Finlands Radio-Kammerkor.
Ved en senere koncert hørte vi Finlands Radio-Symfoniorkester sammen med Akademisk Kor, der består af ca. 100 sangere.
Her hørte vi L’Ascension af Olivier Messiaen i original orkesterversion fra 1933, og det store værk Psalmus for kor, soli og orkester skrevet af den finske komponist Uuno Klami (1900-1961).
Det 17. Nordiske Kirkemusik Symposium sluttede søndag middag med en samnordisk festmesse i domkirken.
Det blev virkelig en festlig messe med et kæmpe opbud af kor, blæsere, organister, præster og biskop.
Vi hørte igen utrolig smuk korsang, vi fik en god prædiken af biskoppen, vi oplevede en meget musikalsk præst, der messede smukt og rent med tone ud fra sin egen stemmegaffel, og til sidst så fik vi en afslutning af format: præsidenten for Nordisk Kirkemusikråd, Sixten Enlund, sluttede hele festivalen af med at messe:
"Ite Missa Est" (Gå! messen er slut!)
Derefter kunne vi tage hjem, fyldt med store oplevelser, inspiration og mod til at botanisere videre i Vorherres musikalske urtegård med vished og forståelse for, hvorfor "Hellig, hellig, hellig…." på finsk hedder "Pyhä, pyhä, pyhä…."!
Der bliver noget at leve op til for alle danske kirkemusikere, når det 18. Nordiske Kirkemusik Symposium skal finde sted i Århus 2004.
Inge Beck
Knut Nystedt stadig i vigør
Som hædersgæster i JUBILEMUS 2000 deltog den norske komponist Knut Nystedt sammen med sin fru Dua Nystedt. At Knut Nystedt, trods sine 85 år, stadig er i fuld vigør, fik vi deltagere et levende bevis på. Ægteparret var bl.a. med på udflugten i Tallinn, hvor de deltog i hele programmet lige fra busrundtur og kirkekoncerter til vandringen i den gamle bydel.
Den egentlige anledning til hans deltagelse var modtagelsen af "Nordisk Kirkemusikråds hæderspris", som han fik overrakt ved det store korforum i Finlandia-huset fredag aften. (Den anden prismodtager, den finske Harald Andersén, modtog prisen in absentia). Prisens udformning vakte i øvrigt megen munterhed: en cymbelstjerne indbygget i noget der på afstand lignede et forvokset kuk-ur med udvendig propel, men som måske skulle forestille en lille orgelfacade.
Havde man så lyst til at lære Knut Nystedt nærmere at kende, var der mulighed for at overvære det seminar, som han afholdt den følgende eftermiddag på Sibelius-akademiet. I strakt karriere med tungen ud af halsen ilede vi fra den islandske koncert i Gamla Kyrkan til Akademiets kammermusiksal, hvor han sad parat for på skiftevis norsk og engelsk at fortælle den lille skare, der havde fundet vej derhen, om sit liv og sin gerning.
Her gik det hurtigt op for en, at de mange kirkelige korsatser, som han har beriget nyere skandinaviske korlitteratur med gennem årene, kun er toppen af isbjerget. På den uddelte værkliste kunne man konstatere, at han er en både produktiv og særdeles alsidig komponist: næsten 160 opusnumre i et væld af musikgenrer: kammermusik, orgelmusik, koncerter for alskens soloinstrumenter med orkester, korværker med og uden orkester i alle formater, dramatiske værker etc. Og han har gjort hele 1900-tals udviklingen med: Han begyndte i nationalromantisk stil med strygekvartetten som udgangspunkt, blev derefter neoklassisk komponist a la Strawinsky, dog med et umiskendeligt islæt af jazz. Dette kunne man forvisse sig om ved at lytte til lidt af hans Concerto grosso for 3 trompeter og strygere, et ungdomsværk fra 1946 fra hans studietid i USA, hvor han havde Aaron Copland som lærer. Senere komponerede han i 12-tone stil, f.eks. "De syv segl" for orkester fra 1958-60, hvor han var inspireret af Albert Schweitzers protest mod A-kraft. "Men den stil forlod jeg hurtigt, værkerne blev i reglen kun opført én gang", sagde han med et glimt i øjet. Han red også med på den eksperimenterende bølge med grafisk notation af nodebilledet, hvilket man kunne forvisse sig om, da han via overhead projector og cd-afspiller guidede os igennem en bid af "Suoni" opus 62 fra 1970 for damekor, fløjte og marimba. - I begyndelsen af 80’erne vendte han tilbage til en mere melodisk stil, og her befinder han sig stadig. Sidste værk på værklisten er "Ode til Mennesket" for recitation, blandet kor og kammerorkester, opus 159, fra 1999, bestilt til åbningen af Rigshospitalet i Oslo.
Det var imponerende, i hvor høj grad den 85-årige komponist forstod at jonglere med de tekniske hjælpemidler. Adræt som en balletdanser bevægede han sig mellem flygel, overhead, CD afspiller og - sit manuskript. Efter endt seance blev han interviewet af redaktør Ann-Kristin Schevelen. På hendes sidste spørgsmål om, hvilken komponist der hos ham stod højest i kurs, og som han mente ville huskes til evig tid, svarede han uden betænkning: "Bach"!
Marianne & Hans Krarup
Haslev
De nye salmer
Debatten om nye salmer fylder en hel del i kirkeligt regi i disse år, og den havde da også fået sit eget seminar med en oplægsholder fra hvert af de nordiske lande. De bragte ærlig talt ikke meget nyt under solen – indlæggene lignede dem, vi kan læse og høre i den hjemlige debat.
Vi sang nogle nydelige nye nordiske salmer, alle kendetegnet ved et let og ligefremt sprog og en let og ligefrem melodi. Fra Danmark havde Ole Brinth valgt at lade os synge "Hvad mener I om Kristus?" – med 1941 (tekst) og 1965 (melodi) som tilblivelsesår kan den vel knapt henregnes til kategorien "nye salmer", men må kaldes en klassiker.
Norge betonede værdien af det uslørede sprog i den nye salmedigtning; Island fortalte om deres blomstrende korliv; Ole Brinth berettede (bl.a.) om restaurations-tendensen i vort danske salmebogsforslag. Med så forskellige indfaldsvinkler til et emne affødes ingen debat! Men så sang vi bare endnu et par salmer.
En enkelt "tanke-vækker" blev det dog til undervejs: Per-Olof Nisser fra Sverige berørte det uheldige i, at skønt der i alle vore nordiske broderlande er udkommet nye salmebøger inden for de sidste par årtier, så vælder det allerede frem med salmebogs-tillæg. Det er da tankevækkende! Jeg er helt overbevist om, at det samme vil ske herhjemme, når/hvis vi om føje tid får vores nye salmebog.
Og således funderende forlod jeg seminaret for at gå i Domkirken og lade mig oplade ved endnu en smuk og givende koncert, denne gang med Vokalensemblet Gaia.
Karin Skovbjerg Jensen