I anledning af opus 100
Det er ikke hver dag en dansk komponist runder et opus 100, og da slet ikke med hovedvægten af produktionen lagt på orgel- og kirkemusik.
I Organist-bladet bør denne begivenhed således ikke gå upåtalt hen.
Det er den aldrende Richard Sennels, Viborg, der er ophavsmanden, og han kunne såmænd nok have været et portræt værd, men her skal dog det personlige træde i baggrunden for en kort omtale af hans produktion.
Det er desværre sådan, at Sennels produktion kun er lidet kendt i dag, og det kan godt undre. Rigtignok er kun et fåtal af hans orgelværker er udgivet, men Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik og Scandinote har dog udgivet noget i manuskript (det skal så hertil bemærkes, at Sennels håndskrift er særdeles letlæselig og mere behagelig at læse end mange tryk). Alligevel er det ikke en produktion som yngre danske organister sådan uden videre har kendskab til.
Da Sennels for snart mange år siden, på sin egen karakteristiske, viljefaste måde besluttede, at han fra nu af kun ville komponere, dersom han havde noget på hjerte "der var noget", blev det i første omgang til lang tids tavshed, men siden er det altså blevet til 100 opus.
At Sennels musik ikke er så udbredt, kan skyldes, at den ikke umiddelbart lader sig associere med anden musik. Inspirationen ligger ofte i litterære forbilleder, og ikke overraskende siger Sennels selv, at hans Åndelige Sange (udgivet på Samfundet) står centralt i hans produktion. Et væsentligt værk i det omfattende opus for orgel, er "Blicher-stemninger".
Personligt har jeg flere gange haft lejlighed til at overvære koncerter med Sennels ved orglet i Viborg Domkirke, og netop ved disse lejligheder er det ofte det jyske landskab, som man kender det fra f.eks. Blicher, man uvilkårlig får i tankerne. Orgelværkerne har ofte en kerne, eller et udtrykkets inderste, der har mindelser om en (ikke sjældent inderlig) koral, og Sennels har selv også nævnt højskolesangbogen og koralbogen som stadig inspirationskilde. Heri ligger også, at Sennels musik i høj grad bæres af melodiske linier.
Man kan nok sige, at udtrykket varierer mere end den stilistiske fremtoning. Konstruktion for konstruktionens skyld er ikke Sennels anliggende. Ikke at der ikke er form og konsekvens, for det er der i høj grad; Sennels er meget nøje med det tematiske og motiviske, og også med det kontrapunktiske og dialektiske og med den formale helhed, men det er en musikers spilleglæde, der først møder en i et hvilket som helst Sennels-værk. Bevægelse synes nok at være en egen pointe hos Sennels, og også de særlige muligheder ved netop orglet er en naturlig ingrediens. Men altid er dog disse elementer sekundære i forhold til karakter og udtryk, og i så henseende er Sennels enestående. Hans evne til at ramme en karakter (eller en karikatur) er veludviklet (det gælder forresten også, når han - hvad han gerne gør - fortæller en god historie i venskabeligt lag).
Sentimental i ordets negative betydning er Sennels musik aldrig. Der er noget djærvt og ligefremt, og ofte et "muntert, virksomt" liv i hans skaben, men også en dramatisk trang eller en satirisk karikatur.
Formalt finder man alt fra store symfoniske stykker til små, til landsbyorgler egnede, præ- og postludier. Efter mange år i embedet som domorganist i Viborg er det naturligt at Sennels produktion også omfatter brugsmusik, såsom kormusik og liturgisk egnet orgelmusik (f.eks. ovennævnte præ- og postludier og en samling koralforspil).
Blandt kormusikken er bl.a. en messe for kor og orgel, samt en række Introitus, der i sværhedsgrad vil passe de fleste blandede kor, som typisk bykirker af en vis størrelse har. De åndelige sange, som ovenfor omtalt, er egnede til både klaver og orgelledsagelse, og kan bruges i både kirke og koncertlokale.
Endelig omfatter dette opus 100 også værker, hvor orglet er akkompagnerende instrument, i konstellationer som orgel+horn, orgel+slagtøj, orgel+fløjte m. fl. (der er tilmed en sonate for orgel+obo, som endnu venter på en uropførelse!).
Der er grund til at ønske Richard Sennels tillykke med veludført arbejde.
Der er også grund til at ønske, at dette store livsværk kunne nå bredere anerkendelse, end det nyder for øjeblikket. Det er ikke kun kvantitativt Sennels opusliste er et særsyn, men det er en helt igennem egen musikbegavelse og kunstbegavelse, der har tænkt og observeret og skabt disse værker.
Et portræt af mennesket bag kunne som sagt være fristende: Sennels skarpe karakteristik af et provinsmusikmiljø i 50´erne, elevtiden hos Marcel Dupré etc., men det må blive ved anden anledning.