Anmeldelser

Organistbladet maj 2000.

Temahefte nr. 13
Henning Jensen: Orgelpleje
Udgivet af Foreningen af Præliminære Organister

Som bekendt kaldes orglet Instrumenternes dronning, og denne dame skal passes og plejes. I dette temahefte kan man finde gode råd til plejen. Hun bør ikke betrædes med snavsede sko og hendes tinpiber må man ikke røre ved med de bare fingre.

I heftet, som er skrevet af en orgelbygger, findes gode råd, som mange organister nok er klar over, men det er en god ting at blive mindet om dem og samtidig kunne læse om de efterfølgende problemer, der kan komme, hvis man ikke husker dem.

I det store hele bør man jo overlade orglets pasning og pleje til orgelbyggeren, men enkelte ting kan og skal man selv gøre. Har man rørstemmer i orglet, skal de jævnligt stemmes. Hvordan gør man det, og hvordan er disse piber konstrueret? Har man problemer med en pibe, er det godt at vide hvad man selv kan gøre, og hvad man absolut ikke må røre ved.

I heftet findes også en kort omtale af, hvad man i første omgang selv kan gøre hvis en pibe er stum eller hvis orglet har en såkaldt "hyler".

Det er også vigtigt, at man holder øje med sit orgel både udvendig og indvendig. Orglet påvirkes af rumklimaet, og man bør give det så gode klimatiske forhold som overhovedet muligt. Alligevel kan det ske, at der kommer skadedyr som mus, møl eller borebiller, og de kan ødelægge meget, hvis de ikke opdages i tide.

Heftet lever op til temahefternes formål nemlig at skulle give en kort elementær orientering om et emne, og i dette hefte er det blevet til 23 A5 sider om orgelpleje. Vil man vide mere, må man søge andre steder, f.eks. gennem andre bøger om orglet eller ved at tage en snak med orgelbyggeren.

Egentlig kunne jeg godt tænke mig en fortsættelse med gode råd til de mere fingersnilde organister, der f.eks. godt kan finde rundt inde i orglet og justere en "hyler" væk, sætte en væltet ventilfjeder på og stemme en træpibe m.m.

I heftet savner jeg sidetal, og 2 blanke sider kunne udmærket have været brugt til et par illustrationer undervejs, men heftet er udmærket skrevet og bør læses af enhver organist, uanset om man har et stort eller lille orgel.

Christian Holdensen

Højmessen i Den Danske Folkekirke
En liturgisk Håndbog
Ole Brinth, Helle Christiansen, Henrik Christiansen og Marianne Christiansen
Forlaget Anis

Den første kommentar, efter at have læst bogen første gang, er at her foreligger en længe savnet bog, og at det har været en stor fornøjelse at læse den. Veldisponeret, velskrevet i et flydende og nuanceret og homogent sprog der ikke lader ane at bogen er forfattet af fire personer.

Det er en behagelig bog at have i hånden, indbinding, tryk og forside er enkel, smuk og indbydende. Og allerede på netop forsiden forekommer en af de vignetter der pryder og bryder bogens tekst så passende at de tilligemed gør bogen til en æstetisk nydelse at være i selskab med. Vignetterne er kultegninger af kunstneren Marie Louise Exner, forestillende inventar fra kirkerummet.

Bogen har undertitlen en liturgisk håndbog. Det lever den til fulde op til. Med sin udførlige indholdsfortegnelse foran, sit omfattende stikordsregister og en fyldestgørende litteraturlistebagtil er den en hurtig og informativ opslagsbog og håndbog. Og man kan roligt tilføje at den desuden er en glimrende lærebog for en bred skare af personer der ud fra forskellige faglige indfaldsvinkler og niveauer og arbejdsmæssige baggrunde eller sammenhænge arbejder med gudstjenesten, dens liturgi og fysiske rum, og dens musik og kirkemusikalske tradition og helhed.

Forfatterne evner hele tiden at fastholde et omfattende og til tider ikke nødvendigvis let stof et sted mellem en grundlæggende indføring i gudstjenestens historie, liturgi og musik og en udbyggende viden om samme emner der peger videre mod yderligere studier i stoffet som helhed og i detailemner, hvor litteraturlisten bag i bogen er et godt hjælpemiddel og udgangspunkt.

Bogens styrke og brede brugerflade ligger bl.a. i at den samler et stof og en viden i en sammenhængende nutidig fremstilling der relaterer sig til den seneste Gudstjenesteordning fra 1992.

Bogens sidste afsnit beskæftiger sig med "Kirkeretlige og praktiske anvisninger for højmessen". Herunder hører en redegørelse kort og præcist om autorisation og praksis med hensyn til Alterbog, Ritualbog og Salmebog. Hvad er konsekvenserneafautorisationer oghvem har beslutningsret og kompetencer? Er det præst eller menighedsråd, biskop eller kirkeministeriet? Der bliver gennemgået meget stof hvor der tydeligt redegøres for hvad der er ikke blot er præstens eller menighedsrådets ansvar og pligt, men også menighedens. Det gælder f.eks. ansvaret for gudstjenestens forberedelse og afholdelse og for kirkerummets inventar (herunder også orglet). Det siger sig selv at samtlige kirkefunktionærer herved bliver inddraget. Dette afsnit i bogen får i høj grad sat mange spørgsmål på plads, spørgsmål der på den kirkelige arbejdsplads, hvis de forbliver ubesvarede, kan være årsag til ufordragelighed af forskellig grad. For alle nye præster, kirkefunktionærer og menighedsrådsmedlemmer (eller hvis man har behov for repetition) er dette afsnit helt uundværligt.

Men ellers begynder bogen med et indledende afsnit om tolkning af gudstjenesten som helhed, om gudstjeneste og liturgi, om gudstjenestens klang og om kirkebygningen og kirkerummet som ramme for gudstjenestens rum. Herefter følger et afsnit "Liturgihistorisk perspektiv", der følger gudstjenestens baggrund og historie både i GT og NT, i tiden frem til reformationen og videre frem efter reformationen og op gennem århundrederne. Afsnittet er ikke en total omfattende liturgihistorisk fremstilling, men tjener lige netop som afsæt for de næste to afsnit, dels bogens hovedafsnit om Højmessen og det efterfølgende om Højmessens musik.

Afsnittet er opdelt i fire dele: Indgang, Ordet, Nadver og Afslutning. I hver del gennemgås særdeles grundigt hvert enkelt af højmessens led, og det indbefatter historien bag tilblivelsen af de respektive led, placeringen af dem i gudstjenesten, om de i øjeblikket gældende liturgiske regler og, hvor det er relevant, også kirkemusikalske betragtninger. Det er mættet stof, og man får meget at vide. Der er mange realoplysninger, emnerne vendes og drejes, så intet er overladt til tilfældigheder, især når de mere praktiske ting berøres omkring de enkelte led, deres forberedelse og udførelse.

Bogens emne, Højmessen i Den Danske Folkekirke, kræver i den herværende bogs fremstilling, gennemgang og perspektivering af sagen at der bliver anlagt nogle teologiske, dogmatiske, praktisk-teologiske, historiske, kirkemusikalske og juridiske holdninger til stoffet. Disse holdninger afspejler givetvis også den struktur og disposition man har valgt for bogen. Selvom man muligvis ikke er enig deri, rører det ikke ved det faktum at det er gedigen og lærerig læsning. At den ægger til indvendinger, åbner for meningsudvekslinger og faglig/praktiske diskussioner, er aldeles aktuelt i en standende debat om folkekirkens struktur, om ligeledes en vel altid igangværende diskussion om gudstjenestens væsen, ordning og former, om forslag til ny salmebog, om kirkens ansvar og pligt på det undervisningsmæssige område, om uddannelse og efteruddannelse af præster og kirkefunktionærer, om miljø og sikkerhed på den kirkelige arbejdsplads m.m. I forskellige aktuelle tiltag for at forbedre og inspirere til øget kvalificeret samarbejde præster, kirkefunktionærer og menighedsråd imellem kunne bogen være et glimrende udgangspunkt og mødested.

Hvad der i allerhøjeste grad gør bogen specielt væsentlig for kirkemusikere, er den brede og store betydning og behandling kirkemusikken får både generelt og i gudstjenstlig/liturgisk sammenhæng. Bogens fjerde afsnit er helliget musikken. Igen er det den musikhistoriske, praktiske og kirkeretlige vinkel der er den røde tråd. Det er stadigvæk godt at have bl.a. Søren Sørensens "Kirkens Liturgi" med i bagagen, men dette afsnit har gode, spændende og velovervejede tanker om musikkens placering i en gudstjenestelig og liturgisk helhed. Der er overvejelser over salmemelodier - hvilke krav stilles der til dem - om salmeledsagelse, forspil, efterspil, variationsmuligheder - om kirkesanger og kirkekors funktion og opgaver og om gudstjenesten som musikalsk form.

Man må nok sige at musikken i hele bogens fremstilling har en fremtrædende plads, ikke som en isoleret størrelse, men som en stor del i en teologisk/liturgisk/historisk/praktisk enhed. Og det er interessant og inspirerende.

Bogen være hermed givet de bedste anbefalinger.

IBJ