Anmeldelser

Organistbladet februar 2000.

Mysteriet om de 27 orgelpiber
Nørfelt, Henrik Fibiger (red.): Orglet i Sct. Mariæ Kirke i Helsingør - et festskrift / Die Orgel in der St. Marien-Kirche zu Helsingør - Eine Festschrift. 144 s., ill. Espergærde 1999. Pris kr. 50,00 (en ren foræringspris!). Kan købes eller bestilles på Sct. Mariæ Kirkes kontor, Sct. Annagade 38, DK-3000 Helsingør. Tlf. 49 21 17 74, fax 49 21 03 16.

Sct. Mariæ kirke indtager en ganske særlig plads i dansk orgelhistorie. Som bekendt forsvandt Lorentz-orglet midt i 1800-tallet, men sidenhen har man i to omgange forsøgt at fremmane Buxtehudeorglets gejst, første gang i 1960 og nu igen i 1998, hvor Marcussen & Søn under supervision af den legendariske orgelekspert Cornelius H. Edskes fra Holland har givet et smukt og velklingende bud på hvorledes den gamle ånd og stil kan udfolde sig i vor tid.
Om dette orgelprojekt kan man læse en del - omend det efter anmelderens smag langtfra er nok - i den tosprogede bog, som kirkens organist, Henrik Fibiger Nørfelt, har sendt på gaden i efteråret 1999. Bogen kalder sig et festskrift, og sådan fremtræder den også, med bidrag af en række af orglets - og Buxtehudes - venner: Cornelius H. Edskes, Mats Hultkvist, Michael Belotti og Kaj Ole Bøggild, samt selvfølgelig Henrik Nørfelt selv, ildsjælen bag den nylig afsluttede orgelsag.
På de 144 sider kan vi læse om kirkens orgelhistorie, om Johan Lorentz's liv og virke, om Mariakirkens orgel i Helsingborg samt om Buxtehudes orgelmusik (bl.a. om editeringsproblemer i d-moll præludiet BuxWV 140).
Lad det straks være sagt at bogen bør anskaffes af enhver med interesse for disse emner. Vi får spændende ting at vide, og vi får i tilgift præsenteret en række pirrende, ubesvarede spørgsmål.
Cor Edskes' bidrag til festskriftet er en omhyggelig redegørelse for rygpositivets 27 sakrosante prospektpiber med alle deres ar, lapninger, loddefuger og tatoveringer. Som en anden retsmediciner gransker doktor Edskes det hele under sin urmagerlup, hvorefter han i et forrygende orgelarkæologisk skoleridt opruller en forbløffende række beviser, indicier, hypoteser og strøtanker. Det kræver koncentration at følge med og forstå de logiske slutningskæder, men efterhånden begynder sammenhængene at gå op for læseren, navnlig når han indser at plantegningen på side 13 (med titlen 'Situation Fritzche') faktisk viser hvordan rygpositivets facade er organiseret i dag - dette letter meget på forståelsen. En af de mest overraskende konklusioner er, at det faktisk kun var 7 af de berømte piber der var klingende i Lorentz-orglet anno 1641; de øvrige 20 stod efter Edskes' mening bare til pynt!
Et andet scoop i bogen er Kristian Olesens udskrift af Andreas Reuters berømte undersøgelse fra 1836 af Maass-Lorentz-orglet i Frederiksborg Slotskirke. Eftersom alle Lorentz's orgler jo så sørgeligt er gået tabt, er det i det mindste en trøst at have en sådan kompetent øjenvidneberetning at styrke sig ved.
I forbindelse med den forrige orgelindvielse i Mariakirken (1960) skrev orgelhistorikeren Niels Friis en fin lille monografi med titlen Buxtehude / hans By og hans Orgel / Helsingør Sct. Mariæ Kirkes Orgelhistorie i tre Aarhundreder. Denne bog kunne godt fortjene at få en ajourført efterfølger, og man må håbe at Sct. Mariæ Kirke på et tidspunkt tager denne opgave op. I en sådan monografi kunne det være relevant at give en samlet oversigt over vores aktuelle viden om Johan Lorentz og hans arbejder. I de 6 artikler, som Henrik Nørfelt har skrevet til bogen, får vi en lille forsmag på hvad der forhåbentlig venter os; her kan vi glæde os over en samling håndplukkede kildecitater vedr. Lorentz-orgler, en selektiv værkfortegnelse, en oversigt over bevarede Lorentz-dele samt en kortfattet gennemgang af kirkens orgelhistorie.
En del af oplysningerne i Henrik Nørfelts artikler om Johan Lorentz og hans arbejder er desværre ikke synkroniseret med de senere års forskning på området. Mest beklageligt er det i denne henseende at de væsentlige oplysninger der kan hentes i Otto Schumanns Quellen und Forschungen zur Geschichte des Orgelbaus im Herzogtum Schleswig... fra 1973 slet ikke har sat sig spor i fremstillingen. Der er især et enkelt kapitel i bogen, der trænger til at blive revideret og ajourført; det hedder 'Curriculum vitae for Johan Lorentz', og det må kort og godt anbefales læserne at se bort fra det - end ikke Niels Friis' Orgelbygning i Danmark (2. udg. 1971), der angiveligt er kilde til alle oplysningerne i afsnittet, er citeret med den ønskelige præcision.
Der kunne berettes meget mere om festskriftets indhold, ikke mindst om de mange gåder vedr. Lorentz-orglets bygningshistorie. Det lader til at det nuværende rygpositiv oprindelig var et sokkelpositiv, og meget tyder iflg. Edskes' ræsonnement på at Lorentz's vindlade i rygpositivet blev skiftet ud i 1663, selv om den kun var omring 22 år gammel. Hvad var der galt med den? havde den mon for få stemmer? eller manglede den tonerne C, D og E? Vi ved ingenting. Enhver kan tænke sit.
Men jeg vil ikke røbe mere nu; køb selv bogen!

Ole Olesen

P.s.: Til den type læsere, der nænner at skrive kommentarer i deres pæne bøger, vil jeg foreslå tre rettelser/tilføjelser:
S. 64. Svabsted rådhus, læs: Flensburg rådhus.
S. 69. Q:Flauto 8', læs: Q:Flauto 4'.
S. 80. til listen over helt eller delvis bevarede Lorentz-orgelhuse føjes: Schwabstedt Kirche (rygpositiv) og Sorø Klosterkirke (rygpositiv).

Egil Hovland: Lux Aeterna. Norsk Musikforlag
Fra et af de veletablerede navne i nordisk kirkemusik, foreligger dette lille stykke. Genren kender vi alle, ikke mindst fra samlinger af orgelmusik til den ene eller anden kirkelige handling, der under dække af at være brugsmusik, slækker alvorligt på de kunstneriske krav. I disse samlinger vades der bevidstløst rundt i de mest udkogte musikalske klicheer, og man må gang på gang konstatere at den sidste romantiker ikke er født endnu. Hovlands stykke er ingen undtagelse, også her benyttes der udelukkende velprøvede musikalske virkemidler (lamento kvart, mol afsnit der forvandles til dur etc.), og skønt ganske veldrejet, må det siges at være en forudsigelig affære, uden selvstændig kompositorisk rygrad.

Kristian Lindeman: Lamento. Norsk Musikforlag
Et stykke i samme genre som ovenstående, blot med et endnu mere udtalt identitetsproblem. Her er der ganske enkelt intet udover en sammenskrivning af de mest tårevædede og sentimentale musikalske floskler. Træ er naturligvis ingen mangelvare i Norge, men alligevel…

Jakob Vejslev: Organ Piece, Opus 82. Warner Chappel Music Denmark A/S
En for mig ukendt komponist, et forlag der ikke tidligere har udgivet orgelmusik, musik der er skrevet i 90´erne, altsammen dugfriskt og ved første øjekast interessant. Den ganske fyldige komponistbiografi fortæller om en komponist med rødder i det rytmiske miljø, der efter at have forladt pop/rock bandet NEWS i 1982, kastede sig over seriøse musikteoretiske studier: ”tonality and harmonization, scale structure, inversion, and the like”. Udover sin komponistvirksomhed er Jakob Vejslev aktiv som billedkunstner, hvilket omslaget vidner om.
Organ Piece Op. 82 har nogle ganske uimponerede dimensioner (269 takter), harmonikken er tydeligvis inspireret af moderne jazzharmonik, formen er - afhængig af smag - fri eller løs. Stilistisk placerer komponisten sig mellem adskillige stole, med lån fra mange musikhistoriske epoker. Disse musikalske byggestene bruges efter min mening ganske lemfældigt, og uden at det skaber overbevisende musikalske spændingsfelter, endsige sammenhæng. Musikken mangler over lange stræk harmonisk retning, og satsens rytmiske liv er særdeles ofte truet, undertiden går den uhjælpeligt i stå. Instrumentbehandlingen tyder ikke på et dybere forhold til instrumentet. Det er selvfølgeligt muligt at spille værket på orgel, men for mig kunne det ligeså indlysende realiseres ved hjælp af en synthesizer. Jeg har ganske enkelt svært ved et sige særlig meget pænt om dette værk, og må undre mig over, at det er fundet værdigt til udgivelse. Det virker allermest som et uheldigt sammentræf af forlagskontrakter, mangelfuldt redaktionelt arbejde, og først og sidst en komponist, der synes at mangle en selvkritisk stillingtagen til sit eget værk.

Mikkel Andreassen