Alle kan synge

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 4, august 2022, s. 4

I maj 2022 kunne man opleve noget så sjældent som et indslag i TV2 Nyhederne, der handlede om en skolekoncert i Albertslund.

En sal propfyldt med elever fra Herstedøster Skole fejrede afslutningen på endnu et år, hvor samtlige elever fra 0.-3. årgang havde haft klassekor på skoleskemaet to gange om ugen. Børnene havde sunget uge efter uge med uddannede korledere, og sluttede af med en stor koncert for familie og venner med nogle af landets bedste musikere som backinggruppe og sammen med korskolen fra Herstedøster Kirke. Mange fra kommunalbestyrelsen og forvaltningen, herunder borgmesteren, men også fra kirken, var mødt op for at overvære koncerten, og der blev talt meget om musikkens potentiale til at skabe fællesskaber og social inkludering.

Projektet hedder Alle Kan Synge, og initiativtageren og projektleder Anne-Kari Ferenczi fortæller, hvordan det hele startede: ”Det var i 2010, og anledningen var, at jeg skulle spille til en skolegudstjeneste i Herstedøster Kirke. Ingen af børnene sang med på salmerne, der ellers var meget kendte, og det synes jeg var helt forkert, men det satte nogle tanker i gang i mig. Jeg oplevede også nærmest stemmeskam hos menigheden til bryllupper og begravelser, selvom det er en vigtig stund for dem. Det er underligt, for sangen burde netop løfte og give menigheden den ekstra dimension og samhørighed som det talte ord ikke kan. Og vi snakker i folkekirken ikke om, hvor absurd det egentlig er. Inden skoleeleverne gik ud af døren, spurgte jeg de voksne om, hvem der var musiklærer på skolen. Jeg fik fat i vedkommende og foreslog et skole-kirke samarbejde omkring børnekor. Musiklæreren syntes godt om ideen, men da jeg lidt senere havde møde med skolelederen stødte jeg på en lukket dør. ”Vi har ikke interesse i et samarbejde.”

”Men der var tændt en gnist, og så startede vi selv et spirekor og i løbet af årene en korskole i kirken. Guleroden til at synge i spirekor var, at korsangerne kunne synge sammen med Sigurd Barrett, som turnerede med forestillingen Sigurd fortæller bibelhistorier. Det var en populær begyndelse, som menighedsrådet var med på, selvom det var forbundet med større udgifter. Derfra udviklede det sig de følgende år med børnehavekor, spirekor, børnekor, juniorkor og ungdomskor i kirken. Menighedsrådet besluttede at korskolen skulle være en erklæret vision for kirken.”

”Da Herstedøster skole nogle år senere fik ny skoleleder og indskolingsleder, kom der også hul igennem til skolen. Jeg kom i kontakt med musikkoordinatoren i indskolingen og foreslog et lille kort projekt over nogle få gange med kor i to klasser, afsluttende med en morgensangskoncert. Det var en succes, og herefter aftalte vi at prøve samme koncept med to klasser, men nu over længere tid: et halvt år. Jeg fremlagde mine tanker for den nye ledelse, som straks var interesseret i et endnu større samarbejde, da de netop skulle have en ny profil på skolen, og vores sangprojekt passede perfekt ind i profilen: livsduelighed og dannelse. Menighedsrådet så også potentialet i projektet og opfordrede mig til at tænke stort, og så satte jeg mig ganske enkelt og skrev min drøm ned: Alle børn skal have korsang på skoleskemaet med en uddannet korleder i tæt samarbejde med klassens lærer!”
 

Projektbeskrivelsen gik ud på at gøre sang til en væsentlig del af skoleforløbet. Fra første dag i skolen skal kor være med til at styrke klassens sociale færdigheder, fællesskab, indlæring, koncentration og sprog, og det at synge skal være naturligt for alle børn fra starten. Der blev nedsat en projektledelsesgruppe med skolens ledelse og repræsentanter fra kirken med Anne-Kari som projektleder. Alle Kan Synges første år begyndte med 0. og 1. klasse, herefter udvidet med en årgang mere pr. år, indtil alle fire årgange var med i tredje år af projektet. Albertslund musikskole blev også en nær samarbejdspartner. Meget vigtigt var det, at Anne-Kari fik kontakt til korlederen Signe Sørensen, som allerede havde opbygget en rytmisk elitekorskole i Mariagerfjord kommune, og som kom med en særlig kormetodik der tager udgangspunkt i trivsel.

Springet fra elitekor til breddesang var ellers i første omgang ikke Signes kop te, fortæller Anne-Kari. ”Men da vi begyndte at snakke om korsang som et middel til at øge børnenes trivsel, syntes hun det lød spændende, og vi gik i gang. Så eksploderede det nærmest mellem hænderne på os! Signes pædagogik, der var udsprunget af et alternativt kormiljø, passede perfekt til små skolebørn i Herstedøster. Den har indbygget elementer med meget tydelig ledelse og styring i rummet, hvor man bl.a. får en kormakker, som man instrueres i at få empati med. Det gøres med kærlighed. Der arbejdes bevidst med at styre og udnytte børnenes energiniveau. Larm kan opfattes som forstyrrende, men kan i virkelighed være begejstring, som kan kanaliseres over i musikken. Det handler om at styre og bruge energien i rummet. Med Signe Sørensens trivselspædagogik er der på en måde ingen grænser for, hvor langt man kan nå! Det var næsten magisk at opleve hvor godt det gik i Herstedøster Skole i Albertslund, en skole hvor næsten halvdelen af børnene er tosprogede, og netop på Vestegnen, der er kendt for at være et belastet område. Efter få måneder kom kulturministeren på besøg, og hun var tydeligvis både rørt og begejstret over det hun så.”
 

Men hvor er kirkens rolle i dette? Det lyder, som om det mere handler om en opgave for en musiklærer end for en organist?

”Mange kirker prioriterer børnekor og ansætter uddannede korledere. Men ofte oplever kirker problemer med at rekruttere børnene, - og hvor er børnene? De er i skolen. De mange resurser, vi har i kirken, skal bringes i spil i samfundet. Vi kan gøre en forskel med vores korfaglige og menneskelige kompetencer, samtidig med at kristendommens budskab om næstekærlighed kan blive praktiseret i skolen, uden forkyndelse, men med uddannede korledere fra kirken. Jeg ser det helt klart også som diakoni. Vi kan være med til at bringe fællesskab, sang, nærhed, trivsel, empati og glæde ind i skolerne. Og det er noget, som mange skoler siger, de mangler. Et inkluderende, empatisk fællesskab er jo et af kirkens formål – også selvom det ikke altid er realiteten. Og vi oplever, at mange af børnene opfatter koret som et fristed, hvor de kan være som de er, og hvor de ikke skal præstere som i skolen. De oplever et inkluderende fællesskab. Når man hører om, hvor mange børn og unge der mistrives, er det fantastisk at erfare, at sangen indebærer en mulighed for at give dem et løft. Og som eksempel på, hvad kirken får ud af projektet, kan jeg nævne at Herstedøster Kirke har fået en markant større korskole, bl.a. fik kirkens spirekor med Alle Kan Synge-projektet vokseværk til 60 medlemmer. Børnekoret er også vokset, så nu har korskolen et helt andet fundament at bygge på end tidligere.”

Til at understøtte projektet har man dannet en forening, der arbejder med at udbrede modellen. Der er også tilknyttet en forskningsafdeling under ledelse af professor Lars Ole Bonde i samarbejde med en større forskningsinstitution. Forskningsprojektet skal bl.a. undersøge og dokumentere de sociale og faglige trivselseffekter ved projektet. Inklusion og trivsel er et emne, der optager mange skoler, og her kan musikken blive et redskab for trivsel.

For en fagmusiker lyder det måske, som om musikken bliver af underordnet betydning, men det er den ikke, siger Anne-Kari. ”Musikken og trivslen går hånd i hånd. Målet er, at børnene skal få et livslangt forhold til musik og opleve at det er naturligt at synge. Det betyder ikke nødvendigvis, at de skal blive elitesangere. Men vi hører mange historier om børn, der elsker at gå til kor og synger hele tiden derhjemme. Ikke alle har kor som yndlingsfag, men mange har.”
 

Alle Kan Synge håber at kunne sætte to nye skoler på om et år. ”De næste 1-1½ år arbejder vi desuden med miniprojekter, mindre smagsprøver, for at komme ind på livet af mulige samarbejder med skoler og lokale kirker samt musikskoler. Det er hver gang udgangspunktet, at kirken også er med. Vi håber, at man inden for folkekirken kan dele visionerne og kan se sin egen rolle som en vigtig part i projektet. Folkekirken er også en del af samfundet, og det er smukt, når den kan spille en rolle ude i lokalsamfundet. Man skal blande sig og tilbyde sig med de ressourcer og værdier man har. Det skal ikke trækkes ned over hovedet på lokalsamfundet eller missionere, men være et tilbud.”

”Det skal være personbåret, særlig i starten – måske af organisten, måske af andre musikalske medarbejdere – men afgørende er det, at man har kompetencer og entusiasme i forhold til projektet. Noget der er meget centralt i projektet er det tætte samarbejde mellem den uddannede AKS-korleder og klassens lærer. Det er et 2-lærer-system, som bygger på et vigtigt og tillidsfuldt samarbejde mellem de to fagligheder. Læreren, der kender klassens elever indgående, og korlederen med musikfaglighed og den særlige trivselspædagogik. De korledere, der efterfølgende er kommet ind, får et kursus hos Signe Sørensen, hvor trivselsredskaber skal inddrages i undervisningen.”

Fra starten har Albertslund Kommune ydet et stort bidrag, og senere også skolen. Statens Kunstfond har også bidraget økonomisk. Desuden har provstiet og kirken givet bidrag. Det drejer sig om mindre beløb, men til gengæld er det fra kirken flere af ressourcepersonerne kommer. Så Anne-Kari betegner det som et velfungerende samarbejde mellem de kulturbærende institutioner kirken, skolen og den kommunale musikskole, hvor to plus to kan blive mere end 5.

Hvad gør man, hvis man synes det lyder spændende og gerne vil prøve at være med? ”Så ringer man til mig!”, siger Anne-Kari Ferenczi. ”Vi drømmer om, at det vil brede sig mere ud, men i den fase hvor vi er nu, er vi nødt til at holde fast og bevare de pædagogiske, strukturelle og forskningsmæssige indhold som projektet hviler på. Ellers kan det risikere at miste sin værdi når man går fra prototype til at opskalere. Nogle ting på detaljeniveau fungerer på en måde et sted, men ikke nødvendigvis et andet. Derfor er vi ret grundige omkring indholdet og processen. Alle Kan Synge er ikke bare en skabelon, en opskrift man kan følge, men en ny måde at tænke kor og samarbejde mellem kulturbærende institutioner på. Det kræver bl.a. efteruddannelse for korledere, da det er et nyt mindset i forhold til den traditionelle måde man uddanner korledere i dag, med fagligt fokus både på sang og trivsel der går hånd i hånd. Derudover er det også vigtigt at få slået fast, at denne model er mere end pengene værd. Det er store ambitioner, men vi mærker vi har fat i noget særlig værdifuldt og vigtigt, og vi oplever samtidig at flere og flere får øjnene op for projektets potentiale. Hvis vi skal skære det helt ind til benet, så handler det om hvordan man kan være mennesker sammen.”