Opråb til DOKS’ medlemmer

Nordisk Kirkemusikfestival d. 14.- 22. september 2024

Frem til afviklingen af Nordisk Kirkemusiksymposium d. 19.-22. september 2024 har Danmark formandskabet i Nordisk Kirkemusikråd. Det vil styregruppen bag NKS2024, gerne udnytte til at sætte fokus på kirkemusikkens betydning og slægtskabet mellem de nordiske lande. Så foruden at arrangere en konference for professionelle kirkemusikere ønsker gruppen at skabe en begivenhed, der henvender sig bredt til folkekirken og landets borgere. På den måde kan det, at København er værtsby for NKS2024 blive anledning til en landsdækkende fest for kirkemusikken og det nordiske samarbejde.

Derfor opfordres DOKS’ medlemmer og alle kirkemusikere over hele landet til i perioden 14.-22. september 2024, at arrangere koncerter og andre musikbegivenheder under overskriften Nordisk Kirkemusikfestival, NKF2024. Ved fælles hjælp vil uge 38 i 2024 kunne blive en begivenhed, der viser musikkens betydning for gudstjenesten og hvilket righoldigt musikliv, der udfolder sig i landets sognekirker. Det nordiske tema, kan give et fornyet blik for de bånd, der er mellem de nordiske lande og hvordan vores historie, sprog og kultur flyder sammen.
I planlægningen af NKS2024 har styregruppen sat sig nogle målsætninger for symposiets indhold. Med afsæt i disse kan nedenstående måske bruges som inspiration til Nordisk Kirkemusikfestival 2024.

  • En manifestation af kirkemusikkens kvalitet og mangfoldighed
  • En begivenhed, der demonstrere den rige tradition, de nordiske kirkers musik bygger på og kirkemusikkens relevans i et flerkulturelt og sekulariseret 2024
  • Skabe samhørighed mellem de nordiske lande.
  • Fokus på den opvoksende generations adgang til og brug af kirkemusikken

Da koncertplanlægning og budgetter for 2024 lægges i rammer allerede nu, er forhåbningen at organister og menighedsråd vil henlægge et eller flere arrangementer til NKF2024-ugen.
Alle begivenheder, om det er musikgudstjenester, sangaftener, koncerter, foredrag, debat eller noget helt andet, vil få plads i en fælles kalender, som vil kunne tilgås via NKS2024’s hjemmeside. Her kan man også se, hvordan man tilmelder sit arrangement og får adgang til festivalens logo.

OBS:
Husk, at du som DOKS-medlem naturligvis deltager i NKS2024, hvilket betyder at du er i København d. 19.-22. september. Læg derfor ikke lokale arrangementer de pågældende dage, der er afhængige af din tilstedeværelse.