|
Indkaldelse
af ansøgninger
Hermed indkaldes i
henhold til § 5 i fundatsen for »Dansk Organist- og Kantorsamfunds legat«
ansøgninger om at komme i betragtning ved uddeling af understøttelse af
legatet. Ansøgninger stiles til DOKS’s legatbestyrelse, Vesterbrogade
57, 1. th., 1620 København V, og indsendes inden den 15. marts 2010.
Der henvises til
legatfundatsens § 2: »Legatets formål er - i portioner, hvis størrelse
fastsættes af legatbestyrelsen - at yde pekuniær hjælp til (ordinære)
medlemmer og medlemmers enker, som er kommet i trang på grund af sygdom,
alder eller anden dem utilregnelig årsag«. Ansøgere bedes redegøre for
deres økonomiske forhold, eventuelt gennem vedlæggelse af årsopgørelse
fra skattevæsenet.
Uddeling af DOKS’s
Gramex-midler
Ansøgning om at komme i betragtning ved uddeling af
Gramex-midlerne indsendes inden den 15. marts 2010 til det indstillende
udvalg for DOKS’s Gramex-midler, Vesterbrogade 57, 1. th., 1620 København
V. Af hensyn til indberetning til skattemyndighederne skal cpr-nummer
eller SE-nummer oplyses ved ansøgningen.
Ansøgningsskema bedes benyttet. Det fås ved henvendelse til DOKS’s
sekretariat, doks@doks.dk eller tlf. 33 79 16 85. Ansøgere er velkomne
til at aflevere ansøgningsskemaet elektronisk på doks@doks.dk. Ved
elektronisk indlevering kan underskrift udelades.
Ansøgningen skal indeholde en kortfattet beskrivelse af projektet, inkl.
et specificeret budget og cv. Ansøgningen må inkl. ansøgningsskema og
evt. bilag max. fylde 3 sider.
Yderligere bilag, herunder cd’er m.m. må ikke vedlægges.
Ifølge driftsregulativet for Gramex anvendes de kollektive Gramex-midler
til følgende formål:
a) Musikfremmende foranstaltninger, herunder tilskud til levende fremførelse
af musik, sang og musikdramatik og støtte til indspilning, udgivelse og
promotion for fonogrammer.
b) Uddannelsesmæssige formål for udøvende kunstnere, herunder uddeling
af studie- og rejselegater og tilskud til faglig uddannelse.
c) Sociale og humanitære formål for udøvende kunstnere, herunder
uddeling af hæderslegater, tilskud til ferie- og rekreationsformål samt
til pensions- og hjælpekasser for udøvende kunstnere.
d) Støtte til publikationer og andre foranstaltninger, der kan støtte de
udøvende kunstneres arbejdsvilkår og retsstilling, herunder i Danmark
til driften af Fællesrådet for udøvende kunstnere.
e) Tilskud til de enkelte organisationers forvaltning af de ovennævnte
midler.
Midlerne skal overvejende anvendes til formål nævnt under punkterne a)
og b). doks@doks.dk |