Kamp mod vejrmøller
Et af hovedpunkterne på DOKS's årsmøde i Sønderborg var andagterne i Skt. Marie Kirke, hvor tre kirkebands gav hver deres bud på en alternativ tilgang til salmesang og kirkemusik, og efterfølgende stillede op til en paneldebat introduceret af musikforfatteren og –debattøren Henrik Marstal.
Som Klaus Viggo Jensen skriver i sin reportage fra stævnet, fungerede alle tre grupper på et musikalsk højt kvalificeret niveau, og at de havde et ægte engagement i kirkemusikken er hævet over al tvivl. To af grupperne, Mads Granum Kvintet og Den Danske Salmeduo, arbejdede med den overleverede salmeskat i en "rytmisk" opdatering, mens gruppen Konnect, i hvert fald ved denne lejlighed, holdt sig til amerikansk populærmusik og egenkomponerede salmer.
Ved paneldebatten var der da også delte meninger om, hvor megen vægt man syntes de traditionelle salmer og orglet som instrument skulle have i gudstjenesten. Trods en urban tone i debatten kom det frem, at nogen følte sig majoriserede af hvad man opfatter som den kompakte orgelfløj indenfor Folkekirken. Organisterne på deres side oplever selv at skulle kæmpe for deres synlighed og berettigelse i en stadig mere pluralistisk og sekulær verden. På den måde kan vi risikere at komme i den paradoksale situation, at begge parter opfatter sig som et truet mindretal.
Men som det også blev sagt i debatten, er modsætningen mellem "rytmisk" og "klassisk" musik uproduktiv, og at opstille kunstige fjendebilleder bliver en kamp mod vejrmøller. Vi oplever, at verden udvikler sig, at unge kirkemusikere medbringer en anden musikalsk bagage end os der er over halvtreds og godt på vej ned i tørvemosen. Det vil uundgåeligt påvirke fremtidens kirkemusik. En udvikling, som nogle mener går for langsomt, mens andre helst hiver i bremsen.
Langt bedre end at strides indbyrdes er det at have det fælles mål, en kirkemusik af høj kvalitet, for øje, og koncentrere sin energi om at gøre det så godt man kan, der hvor man er.
|